Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen Vandreture Bågø Bågø

Bågø

Ud for kysten på Bågø kan du være heldig at se både sæler og marsvin. Havørn, fiskeørn, blå kærhøg og lærkefalk gæster også indimellem øen, så hold øjnene åbne - måske er du heldig at se dem.

Tag på vandretur på Bågø

Du har gode muligheder for at opleve Bågøs landskab på en gåtur på 4 afmærkede vandreruter, Grøn rute (2 km), Rød rute (4 km), Blå rute (4,5 km) og Gul rute (5 km). Der er også gode muligheder for at tage et hvil ved et af opholdsarealerne eller nyde udsigten fra fugletårnene.

Vandreruterne rundt på øen er for alle, men vi anbefaler at gangbesværede og familier med barnevogne bruger de faste veje.

Bågø Fyr på en smuk sommerdag.


Tag Christian med i ørerne

Naturvejleder Christian Heller har indtalt en audioguide til en gåtur på Bågø på egen hånd. Audioguiden er en del af podcastserien Natur til tiden.

Du kan finde et link til audioguiden på denne side:

Natur til tiden

Oplev landskaber og småskove

Øen byder på rigtig mange gode oplevelser. Lystfiskeren kan fiske fra kysten, og børnefamilierne kan nyde de dejlige børnevenlige strande. Derudover byder øen på store åbne landskaber, småskov og lavvandede brakvandsområder.

Se blå kærhøg og fiskeørn

Der er et meget rigt fugleliv, som du kan observere fra de to fugletårne ved Vestermosen og Noret (opført 2023). Her kan du bl.a. se klyder, edderfugle, lille præstekrave og den store smukke fiskehejre. Havørn, fiskeørn, blå kærhøg og lærkefalk gæster også Bågø indimellem, så hold øjnene åbne og du kan være heldig at se dem. Derudover har øen også en stor bestand af rådyr, som ofte ses græssende på markerne. På strandengene kan du finde mange forskellige planter bl.a. gul snerre, engelskgræs, blåhat, strandmalurt samt strandkål.

Bliv klogere på kulturen

På sydkysten ligger de gamle fiskerhuse, hvor fiskerne boede og havde deres stejleplads på strandengen. Overfor fiskerhusene findes en langdysse fra bondestenalderen. Øst for Nymose er der et stort fladt landbrugsområde, og dette område er den tørlagte Gammelmose, hvor man så sent som under 2. Verdenskrig stadig gravede tørv. I 1960'erne blev mosen imidlertid drænet og lagt under plov.

Læs mere i folderen

Læs mere i folderen om Bågø (PDF). På Havnen og ved naturcenteret finder du kasser med foldere i. Du kan også læse mere om Bågø på SPOR i Landskabets hjemmeside.

Sejl fra Assens til Bågø

Der er færgeafgang fra havnen i Assens, og overfartstiden er ca. ½ time, se færgetider her.

Tag på strandtur på Bågø

Under jeres besøg på øen er der mulighed for mange sjove aktiviteter for børn ved vandet.

Find information på kort

På kortet herunder kan du finde oplysninger om øens natur og kultur. Det første du skal gøre er at klikke på ”Aktiver kortet”. Herefter kan du trykke på de enkelte punkter og en ny side åbner op med den info, som er skrevet om netop det punkt, du har valgt.

Ved at trykke på pilen under minusset, kan du se din egen placering på kortet.

Du kan også vælge de enkelte punkter i menuen under kortet.

Natur og kultur på Bågø

Bågø har en lang forhistorie bag sig. Der er på øen fundet mange oldtidsfund, der viser at Bågø allerede har været beboet i stenalderen. De mange oldtidsfund viser, at øen har været tæt befolket.

Læs mere her:

Langdyssen (Rød 1) (Link)

Bågø er et populært sted for lystfiskere på jagt efter havørreder. Historisk set har Erhvervsfiskeriet på Bågø dog aldrig været rigtig stort, som det for eksemplet var på Aarø og andre steder i landet.

Læs mere her:

Fiskerhusene (Rød 2) (Link)

Nymose på Bågø er drænet og som følge deraf langt mere tør end en upåvirket mose. Derfor er Nymose i dag sprunget i skov. Eftersom skoven her ikke er plantet, giver området med sine mange birketræer et godt indtryk af, hvad der ville ske med store dele af Danmark, hvis vi holdt op med at dyrke jorden.

Læs mere her:

Nymose (Rød 3) (Link)

Fiskehejren er iøjnefaldende og let genkendelig pga. sin størrelse, den har en højde på næsten en meter og et vingefang på knap to meter.

Læs mere her:

Fiskehejren (Blå 1) (Link)

Vestermose er med sine ca. 35 ha det næststørste strandengsområde på Bågø.

Læs mere her:

Vestermosen (Blå 2) (Link)

Danmarks 3. ældste fyr, der blev bygget i 1816 har en endnu længere forhistorie.

Læs mere her:

Bågø Fyr (Blå 3) (Link)

Når man kan høre den karakteristiske kvækken fra strandtudserne, er det kun hannerne der høres. De kvækker i yngletiden for at lokke hunner til deres vandhul.

Læs mere her:

Strandtudsen (Blå 4) (Link)

Nymose har tidligere sammen med Gammelmose været en del af et stort sammenhængende mosedrag. Gårdene på øen havde alle en part af enten Nymose eller Gammelmose. Mosen leverede rør til tagene på øens huse, og der blev gravet efter tørv i mosen til gårdene og øens mejeri.

Læs mere her:

Nymosen (Blå 5) (Link)

Bågø by har en lang forhistorie og kan spores helt tilbage til 1200-tallet.

Læs mere her:

Bågø By (Grøn 1) (Link)

Kirken har ikke altid set ud som den gør i dag. Oprindeligt havde kirkens tårn pyramidespir over 4 spidsgavle, men i 1930 blev tårnet ændret til sit nuværende udseende.

Læs mere her:

Bågø Kirke (Grøn 2) (Link)

Havørnen er en naturlig del af den danske natur og har førhen været ganske udbredt, men i 1800-tallet begyndte man at bekæmpe rovfugle som skadedyr, hvilket førte til, at havørnen blev udryddet i Danmark omkring år 1900.

Læs mere her:

Havørnen (Grøn 3) (Link)

De lavtliggende nor langs kysterne med laguner og strandenge er Bågøs mest værdifulde naturområder. Her strømmer havet ind og oversvømmer store arealer ved højvande og storm.

Læs mere her:

Strandengen (Grøn 4) (Link)

Stormen i 1872 er den dag i dag stadig den mest voldsomme stormflod, der har ramt de indre danske farvande, og er en af de værste naturkatastrofer der har ramt Danmark.

Læs mere her:

Stormfloden (Gul 1) (Link)

De lavtliggende nor langs kysterne med laguner og strandenge er Bågøs mest værdifulde naturområder. Her strømmer havet ind og oversvømmer store arealer ved højvande og storm.

Læs mere her:

Noret (Gul 2) (Link)

Sæler er pelsklædte torpedoer, der er tilpasset livet som rovdyr i havet. Sælens krop er dråbeformet, hvilket sammen med den korte og glatte pels giver den minimal vandmodstand og dermed maksimal fart - helt op til 35 km/t.

Læs mere her:

Sæler (Gul 3) (Link)

Bågøs gård- og husmænd var fæstebønder, da Wedellsborg Gods ejede øen fra 1666 til 1916.

Læs mere her:

Bøstende (Gul 4) (Link)

Øens gamle naturhavn er et af de bedste steder på Bågø at se marsvin. Hold øje med den trekantede rygfinne og lyt efter det lille pust, når marsvinet kommer op efter luft.

Læs mere her:

Naturhavn (Gul 5)

Husmandsstederne på Bågø blev formentligt bygget fordi der var befolkningsoverskud på øen og at veltjente folk havde brug for et sted at være, derudover havde godset også brug for håndværkere.

Læs mere her:

Husmandsstederne (Gul 6) (Link)

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links