Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen Vandreture Bågø Nymose (Rød 3)

Nymose (Rød 3)

Nymose på Bågø er drænet og som følge deraf langt mere tør end en upåvirket mose. Derfor er Nymose i dag sprunget i skov. Eftersom skoven her ikke er plantet, giver området med sine mange birketræer et godt indtryk af, hvad der ville ske med store dele af Danmark, hvis vi holdt op med at dyrke jorden.

Birketræet:

Der findes to arter af birk i Danmark – dunbirk og vortebirk. De to birketræsarter ligner hinanden meget. De bliver begge mellem 25 og 30 meter høje. Deres bark er hvid og skaller af i tynde flager, når træerne bliver ældre. En gammel birk kan blive cirka ½ meter i diameter, hvis du måler den i brysthøjde. De kan begge blive op til 100 år gammel. Den mest iøjnefaldende forskel på de to træarter er, at vortebirk har lange tynde grene, der hænger ned, mens dunbirk har grene, der stritter op i luften, som hos andre træer. Hvilken slags birketræer finder du i Nymosen?

Trævlekone og engforglemmigej

I det afgræssede område af mosen kan man finde trævlekrone og engforglemmigej.
Trævlekronen kan blive ½ meter høj, og har fligede kronblade. Den har store smalt lancetformede, lyserøde til bordeaux-farvede blomster, og blomster fra maj til august. Engforglemmigej har lyseblå blomster med 5 kronblade og en gul midte. De sidder samlet i små krøllede svikler. Den har en højde på 15-40 cm, og Blomstrer fra april til august.


Trævlekrone og engforglemmigej.

Liggende Potentil

I området er der en ret stor bestand af den sjældne liggende potentil. Den liggende tormentil er en ret spinkel plante. Den bliver 10-40 cm høj og har gule blomster. De enlige blomster sidder på lange, tynde stilke i bladhjørnerne. Liggende potentil har modsat andre potentiler 4 kronblade, hvor de andre har 5.

Rådyr på Bågø

På Bågø findes der en stor bestand af rådyr. Bågøs jagtforening importerede omkring 10 rådyr til øen, og bestanden har sidenhen udviklet sig betydeligt. I dag findes der op imod 150 dyr på øen.
Mosen har som udgangspunkt været rådyrenes tilholdssted, men grundet den store bestand ses de også ofte i haver og på marker. Rådyret er aktivt og vågent både om dagen og om natten - og du kan især støde på det ved solopgang og solnedgang. Rådyrene på Bågø kan dog også ofte iagttages midt på dagen.


Hannen er lidt større end hunnen og bærer gevir fra forår til efterår.

Rådyret er den mindste hjorteart vi har i Danmark, og er vidt udbredt over hele landet.  Hannen (bukken) har om sommeren en ret tynd rødlig pels, som fældes i løbet af efteråret. Vinterpelsen er grå-brunlig og tyk. Hunnen (råen) er brunlig året rundt. Lammene har en fin plettet camouflagedragt.


Rålammet er i den første tid plettet, hvilket er god camouflage i det tætte krat, hvor det ligger gemt dagen igennem.

Rådyr lever i skove og skovbryn i nærheden af tætte krat, hvor de kan skjule sig. Herfra søger de ud på det åbne land, hvor de søger efter føde. Rådyret spiser først og fremmest urter og græs, men kan også godt lide blade, knopper, bark og træfrø. Fordi rådyret er drøvtygger, er det fint i stand til at fordøje den meget grove føde.

Find spor efter rådyrene

Når du går gennem Nymose, kan du kigge efter spor fra rådyrene. Herunder kan du se, hvad du skal kigge efter.


Du kan finde rådyrets små, fine klovspor på jorden eller i sne. Hvis jorden er hård, vil du ofte kun se aftryk af de to klove. Hvis jorden er blød, vil rådyret synke i, så klovene spreder sig, og så vil biklovene, der sidder bag på benet, også sætte aftryk. På billedet ses både klov- og biklovspor.


Info på kort

På kortet herunder kan du finde flere oplysninger om øens natur og kultur. Det første du skal gøre er at klikke på ”Aktiver kortet”. Herefter kan du trykke på de enkelte punkter og en ny side åbner op med den info, som er skrevet om netop det punkt, du har valgt.

Ved at trykke på pilen under minusset, kan du se din egen placering på kortet.

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links