Skip til hoved indholdet

Nu er arkitektkonkurrencen om byggeriet af kyst- og lystfiskercenteret i gang

Hvordan skal det kommende nationale kyst- og lystfiskercenter se ud, og hvem skal bygge det? Det finder vi ud af gennem den arkitektkonkurrence, som netop er sat i gang.

Assens Havn

Med en storslået udsigt over Lillebælt skal det kommende nationale kyst- og lystfiskercenter opføres mellem rustik industri og moderne byfornyelse på Assens Havn.

Centeret er finansieret af A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden, staten og Assens Kommune, og skal stå side om side med havets forunderlige verden og byde på oplevelser, der udvider gæsternes viden om livet og naturen under havoverfladen, samt hvordan vi passer på det.

Men hvordan skal sådan en bygning se ud, og hvordan skal den spille sammen med det gamle pakhus og de øvrige faciliteter på havnen? Og hvem skal i sidste ende bygge den nye nationale attraktion i Assens?

Det skal den netop igangsatte arkitektkonkurrence give svar på. I dag den 25. januar er programmet for konkurrencen blevet offentliggjort og frem til den 23. februar 2024 kan alle de teams, som ønsker at komme i betragtning i udbudsprocessen melde sig på banen.

Den 13. marts får fire teams så besked om, at de får mulighed for at byde ind med deres bud på opgaven, og til juni vælger bedømmelseskomitéen, hvem der vinder arkitektkonkurrencen og dermed opgaven.

Vi glæder os meget til at se de forskellige teams bud på, hvordan man skaber en sanselig attraktion med rum til leg, fordybelse og refleksion. Et center, som også skal stå som et miljøbevidst vartegn og en institution, som bliver centrum for arbejdet for en bedre fremtid for vores vandnatur.

Søren Steen Andersen, formand for bedømmelseskomiteen og borgmester i Assens Kommune

Kyst- og Lystfiskercenteret i Assens udspringer af den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri, som Assens Kommune er tovholder på.

 

Fakta

  • På finansloven i 2018, blev der afsat 32 mio. kr. til den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri.
  • Assens Kommune er tovholder på at føre strategien ud i virkeligheden.
  • Ud af de 32 mio. kr., er de 22 mio. kr. øremærket til at etablere et kyst- og lystfiskercenter.
  • Opførelsen af Centeret forventes at beløbe sig til 70 – 75 mio. kr. samt diverse følgeinvesteringer og allerede afholdte udgifter.
  • Assens Kommunes Byråd har afsat 15 mio. kr. til opførelsen af Centeret. Den resterende økonomi finansieres med 25 millioner kroner i støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 19 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden.

Tidsplan for arkitektkonkurrence

  • 25. januar: Udbudsmaterialet offentliggøres på udbudsportal.
  • 23. februar: Alle teams, der ønsker at medvirke i udbuddet, giver sig til kende.
  • 13. marts: De fire teams, som er udvalgt til at kunne komme med forslag til opgaveløsningen offentliggøres.
  • Juni: Bedømmelseskomitéen vælger vinderen af arkitektkonkurrencen.

Bedømmelseskomitéens medlemmer:

  • Søren Steen Andersen, Borgmester, Assens Kommune
  • Søren Thomsen, Viceborgmester, Assens Kommune
  • Poul Erik Svendsen, Formand for Social- og Ældreudvalget, Assens Kommune
  • Mads Lebech, Direktør, A.P. Møller Fonden
  • Pernille Illum, Fondsrådgiver, A.P. Møller Fonden
  • Fagdommer, arkitekt, som primært vil fokusere på byggeriet
  • Fagdommer, landskabsarkitekt, som primært vil fokusere på den overordnede plan samt faciliteternes placering, udformning samt sammenkoblingen mellem havnen og byen.
  • Fagdommer, ingeniør, som primært vil fokusere på sikring af eksisterende kajanlæg samt udformning af nyt moleanlæg og faciliteter.

(Fagdommere vil blive udmeldt efter prækvalifikationsfasen)

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links