Kampagne Hvid januar
Hvad er Hvid Januar?
Hvid Januar er en invitation til at tage en alkoholfri måned i januar. Det giver dig mulighed for at stoppe op og reflekterer over dit alkoholforbrug. Måske drikker du mere, end du egentlig ønsker – og hvordan kan du ændre den vane?
Netop Hvid Januar kan hjælpe med at rette opmærksomheden mod dine alkoholvaner. Måneden kan bruges til at være nysgerrig på, hvordan dit forbrug ser ud – både når du er alene og sammen med venner eller familie. Det kan være svært at ændre vaner, og derfor er det en god idé at gå sammen i vennegruppen eller familien og tage udfordringen i fællesskab. Det gør det både sjovere og nemmere.
En hel måned uden alkohol giver mange fordele – både for din sundhed, din økonomi og din generelle trivsel. Uanset om du holder helt pause eller blot skærer ned, er det et godt valg for din krop.
Hvorfor være med?
Når du tager en pause fra alkohol, kan du opleve en række positive effekter – nogle mærkes allerede efter få uger:
- Bedre søvn: Søvnproblemer forårsaget af alkohol mindskes.
- Mere energi og overskud.
- Stærkere modstandskraft mod stress og depression: Kroppens stressniveau normaliseres typisk inden for 1-4 uger.
- Bedre immunforsvar: Allerede efter to uger styrkes immunforsvaret.
- Mindre halsbrand og irritation i maven.
- Forbedret leverfunktion.
- Lavere blodtryk.
- Reduceret risiko for diabetes.
- Lavere kolesterol.
- Fald i kræftrelaterede proteiner i blodet.
- Besparelser i økonomien.
Hvordan deltager du?
Du bestemmer selv, hvordan du vil gribe det an:
- Lav en aftale med dig selv om at holde en hel måned uden alkohol.
- Sig det højt overfor dit netværk og opfordre dem til at være med!
- Tag snakken om alkohol med venner, familie, i klubben eller andre steder, der hvor du møder alkohol.
Hvis du tænker, at du vil dele dine erfaringer eller har et ønske om råd og vejledning så ring eller skriv til sundhedskonsulent Claus Palmer Rohold på telefon 21 64 70 86
Dette kan være anonymt, hvis det ønskes.