Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Job og ledighed Nyheder fra jobcenteret Her på Strandgården føler jeg mig noget værd.

Her på Strandgården føler jeg mig noget værd.

Siden 23-årige Lucas blev ansat som pedelmedhjælper i fleksjob på plejehjemmet Strandgården i Haarby, har hans liv ændret sig markant.

"Da jeg gik i skole på STU, var jeg meget tilbageholdende overfor at snakke med folk. Det er jeg slet ikke mere. Jeg er også blevet mere effektiv," beskriver 23-årige Lucas selv sin udvikling.
Hans faste makker, pedel Charlotte Birlø, kan også mærke, at Lucas har udviklet sig meget i løbet af de fire år, hvor han har haft sin ugentlige gang på Strandgården.
"Ud over at han udfører sine faste opgaver som omdeling af post, så er han jo også sådan en, der bare ser, når noget trænger til at blive fikset. Så tager han initiativ til at smøre en dør eller ordner et tv for en beboer. Eller kører beboere en tur ud at handle," siger hun og smiler til Lucas.
Lucas arbejder 20 timer om ugen i sit fleksjob. Og for begge parter er den ordning helt perfekt. 
"Jeg har brug for struktur på min dag og noget at stå op til. Her på Strandgården føler jeg mig noget værd. Jeg føler, at jeg bidrager med noget og jeg kan se, at min indsats gør, at personalet kan koncentrere sig om noget andet," fortæller han.
"Vi er alle sammen så glade for Lucas. Jeg synes på mange måder, han er et bevis på, at det kan betale sig at investere tid og kræfter i at få et fleksjob til at fungere. Alle mennesker er forskellige, og nogle kræver flere hensyn end andre. Men når man har kollegaerne på gulvet med i processen, og vi tilpasser opgaverne på den rigtige måde, får vi indsatsen mange gange retur," mener Charlotte.
Lucas er enig. 
"Jeg har lært så meget af Charlotte. Det har betydet meget, at jeg ikke har gået alene. Og så betyder det også meget, at der altid er en fantastisk rar stemning på Strandgården."
"Og den er du i høj grad også med til at skabe, Lucas," slutter Charlotte.


Lige nu sætter vi fokus på mulighederne for fleksjob i anledningen af Middag med muligheder. 
Her mødes virksomheder, Jobcenter Assens og Assens Kommune for at drøfte muligheder for at skabe flere fleksjobs, så flere får muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. 
Læs mere om arrangementet her: 
Middag med muligheder
Har du mulighed for at hjælpe nogen i fleksjob, så læs mere om mulighederne her: 
Fleksjob

Vi er alle sammen så glade for Lucas. Jeg synes på mange måder, han er et bevis på, at det kan betale sig at investere tid og kræfter i at få et fleksjob til at fungere.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Lukkedage

Nyttige links