Skip til hoved indholdet
    Hjem Om os Udvikling og strategi By, Land og Kultur Strategier, handleplaner m.v. Beskæftigelsesplan 2023 - 2024

Beskæftigelsesplan 2023 - 2024; "Flere jobs og kvalificeret arbejdskraft"

Beskæftigelsesplan 2023 - 2024

Beskæftigelsesindsatsen i Assens Kommune tilrettelægges med det formål, at alle målgrupper støttes ind i beskæftigelse eller uddannelse. 

Beskæftigelsesplanens mål udarbejdes med afsæt i de erfaringer og investeringer, der er gjort de forløbne år, samt de politiske beslutninger der aktuelt træffes i Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelse.

Beskæftigelsesplanen følges op, af tre årlige politiske opfølgninger, som følger op på målene i beskæftigelsesplanen.

Flere skal i arbejde eller uddannelse

Beskæftigelsesplanens formål om, at flere skal i arbejde eller uddannelse er et forpligtende samarbejde mellem borgere, virksomheder og medarbejdere, og tager afsæt i borgernes ressourcer. Samarbejdet udgør grundlaget for, hvilke initiativer der kan gennemføres i beskæftigelsesindsatsen.

Det overordnede formål er i 2023-24 forankret i tre fokusområder:

  1. Unge skal i job eller uddannelse
  2. Kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne
  3. Flere skal med ind på arbejdsmarkedet

Ministermål og mål til beskæftigelsesplanen

Indsatserne inden for de tre fokusområder tilrettelægges ud fra de nationale beskæftigelses-
politiske mål for 2023:

  1. Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling
  2. Flere ledige skal opkvalificeres
  3. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
  4. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse
  5. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft

Herudover er der taget udgangspunkt i Assens Kommunes beskæftigelsespolitiske mål.

Figuren nedenfor viser de tre fokusmål og de rammer, som fokusmålene udpringer af.

Til understøttelse af Beskæftigelsesplanens formål og de tre fokusområder er der udarbejdet seks mål – to mål for hvert fokusområde - med udgangspunkt i, hvordan Assens Kommune udvikler sig på beskæftigelsesområdet. 

Der søges at måle på, om beskæftigelsesindsatsen har den tiltænkte effekt – og ikke på, om konjunkturerne og andre udefrakommende faktorer udvikler sig i en positiv eller negativ retning.

Fokusområde: Unge skal i job og uddannelse

Alle kommuner skal have en kommunal ungeindsats (KUI), der koordinerer unges samlede forløb på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatser. På tværs af disse indsatsområder er der for unge mellem 15 og 25 år sat følgende nationale, uddannelsespolitiske mål frem mod 2030;

  • 90 % af en ungdomsårgang skal have gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 25 år.
  • Andelen af unge, som ikke har tilknytning til en uddannelse eller et job skal være halveret.

Der er inden for beskæftigelsesindsatsen et bredt fokus på, at unge i Assens Kommune, som ikke umiddelbart selv kan gennemføre en uddannelse, understøttes i uddannelse eller arbejde og dermed i selvforsørgelse. 

Fra januar 2022 bliver det muligt, at unge på uddannelseshjælp, som ikke er åbenlyst uddannelsesparate, frivilligt kan modtage jobrettede indsatser frem for uddannelsesrettede. 
Formålet er på den korte bane at bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft og få flere ind på arbejdsmarkedet, og på længere sigt at job kan være en vej til uddannelse for de unge.

Mål for fokusområde: 

  • Andel af uddannelseshjælpsmodtagere i pct. af arbejdsstyrken skal ligge på eller under det fynske niveau.
  • Andel af uddannelseshjælpsmodtagere i småjobs ligger på eller over det fynske niveau.

Særlige initiativer for at flere unge kommer i uddannelse og job

  • Implementering af jobrettede indsatser som vej til uddannelse og job. Herunder tilrettelæggelse af jobrettede tilbud, jobrettede samtaleforløb og jobrettede delmål som vej til mål om uddannelse.
  • For at bringe flere unge på uddannelseshjælp nærmere arbejdsmarkedet og i uddannelse er der igangsat en indsats, som foregår på tværs af bl.a. jobcenter, ungeenheden og virksomhederne. Indsatsen er en del af budgetforliget for 2022-2025. 
    Konkret arbejdes med IPS (Individual Placement and Support), som er en metode til at få personer med alvorlige sindslidelser i beskæftigelse og uddannelse.
  • For de unge ledige mellem 18 – 29 år på uddannelseshjælp øges anvendelsen af kompetenceløft og opkvalificering og med afsæt i den unges ønsker og forudsætninger, vil der være fokus på at understøtte de unges eget initiativ samt fortsat fleksibel og individuel tilpasset indsats og støtte i overgange til uddannelse og job og fastholdelse.
  • Der udarbejdes analyse med henblik på at fastsætte konkrete mål og indsatser for, at færre unge ledige overgår til kontanthjælp, som følge af, at de fylder 30 år, men i stedet kommer i uddannelse og job.

Uddannelseshjælpsmodtagere; ”Unge under 30 år uden uddannelse kan modtage uddannelseshjælp i stedet for kontanthjælp.”

Småjobs; ”Småjobs er henvendt til borgere, der typisk modtager kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse og ikke er klar til et ordinært fuldtidsarbejde.”

Fokusområde: Kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne

Ud fra de aktuelle konjunkturer skal den lave ledighed i Assens Kommune som minimum fastholdes i 2023-24 gennem sikring af kvalificeret arbejdskraft til private virksomheder og arbejdspladser i kommunen. 

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er en væsentlig udfordring inden for mange brancheområder i de lokale virksomheder i Assens Kommune. Virksomhederne rekrutterer forgæves efter kvalificeret arbejdskraft, hvorfor der er risiko for en opbremsning i virksomhedernes vækst og udvikling. Derfor er der i samarbejde med virksomhederne behov for et stort fokus på uddannelse og opkvalificering af ledige. Dette skal målrettes såvel jobparate ledige, der skal i gang med deres næste job, som sygemeldte borgere, der skal fastholdes i nuværende job. Der er derfor stort fokus på dels at øge henvendelser fra virksomhederne om ubesatte stillinger og at disse munder ud i, at stillingerne besættes.

Mål for fokusområde:

  • Fastholdelse af lav ledighed – sammenlignet med Fyn
  • Antallet af de jobordrer, der bliver besat ligger på niveau med Fyn eller derover

Særlige initiativer for at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne

  • Systematisk og opsøgende kontakt og samarbejde med lokale virksomheder, hvor vi blandt andet initierer besøg i de lokale virksomheder og proaktivt inviterer virksomheder til dialogmøder, arrangementer mm.
    Et fokus på en tidlig indsats med konkret jobformidling, hyppige samtaler igennem hele ledighedsperioden, tydelige krav og forventninger til de ledige om aktiv medvirken samt en jobrettet tilbudsvifte af indsatser og opkvalificeringsmuligheder. 
  • Langtidsledighed som et område med særligt fokus. 
  • For at levere på efterspørgslen på arbejdskraft synliggøres de forskellige grupper af ledige i dialogen om jobåbninger med virksomhederne. Det vil sige, at ledige uden de efterspurgte kompetencer kan komme i betragtning til jobåbninger, hvis de kan opnå de manglende kompetencer.

Dette kræver et tæt og godt samarbejde med virksomhederne. En kompetent, struktureret og sammenhængende service til virksomhederne er vigtig for, at virksomhederne benytter Jobcentret som rekrutteringskanal.

  • I et samarbejde med virksomheder og arbejdspladser skal ledige på tværs af målgrupper i gang med uddannelsesløft og voksenlære, for at motivere til brancheskift for ledige til områder med mangel på arbejdskraft. 
  • Kendskabet til Jobcentrets rekrutteringsservice skal øges og udbredes internt i kommunen, således at alle rekrutteringsansvarlige i Assens Kommune ved, hvad rekrutteringsservice kan bistå med, når der er behov for arbejdskraft.
  • Tidlig fokus på kompetenceløft og/eller brancheskift hos borgere med skånehensyn (sygedagpenge-, jobafklarings- og ressourceforløb) i samarbejde med virksomheder og faglige organisationer.

Sygedagpenge; ”Sygedagpenge er en ydelse der kan modtages, hvis borgeren er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom eller er kommet til skade.”

Ressourceforløb; ”Ressourceforløb er et tilbud til borgere, der er i risiko for at få tilkendt førtidspension. Et ressourceforløb har fokus på borgerens muligheder for beskæftigelse, sociale og sundhedsmæssige tilbud.”

Jobafklaringsforløb; ”Når man ikke kan få forlænget sygedagpenge og fortsat er uarbejdsdygtig, kan man overgå til jobafklaringsforløb. Et Jobafklaringsforløb er et forløb med en tværfaglig indsats, der skal understøtte, at borgeren kommer tilbage i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse, efter at have været sygemeldt gennem længere periode.”

 

Fokusområde: Flere skal med ind på arbejdsmarkedet

Arbejdsstyrken i Assens Kommune skal øges ved at understøtte borgere på kanten af arbejdsmarkedet via samarbejde til succes med job eller uddannelse. 

Da arbejdsstyrken skal øges og styrkes er der behov for fokus på de borgere, som endnu ikke har opnået fodfæste på arbejdsmarkedet. 
Da der herudover er stor efterspørgsel på arbejdskraft fra virksomhederne, er der behov for at fokusere og øge indsatsen over for disse borgere og de skånebehov, de har. 
Formålet er, at disse borgere hurtigere opnår de kvalifikationer, der efterspørges af virksomhederne, for derigennem reelt at blive klar til at indgå i de jobåbninger, der opstår.

Mål for fokusområde:

  • Andel af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i pct. af arbejdsstyrken skal ligge under det fynske niveau.
  • Andel af borgere på sygedagpenge og jobafklaringsforløb i pct. af arbejdsstyrken skal ligge på eller under det fynske niveau

Særlige initiativer for at flere kommer med ind på arbejdsmarkedet

  • Borgere med særlige  problemstillinger i forhold til beskæftigelse skal mødes som hele mennesker. Derfor er der et særligt fokus på at matche og opkvalificere borgerne – men med hensyn til de særlige behov, den enkelte kan have.
  • Viden om borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal deles på tværs i Jobcenteret, så beskæftigelsesindsatser koordineres med indsatser på tværs af social, sundhed og børn og familie.
  • Igangsættelse af en indsats der har til formål at bringe flere aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og unge på uddannelseshjælp nærmere arbejdsmarkedet eller i uddannelse.
    Indsatsen foregår på tværs af bl.a. jobcenter, ungeenheden og virksomhederne, og den er en del af budgetforliget for 2022-2025.
  • Videreudvikling af redskaber, så arbejdet med borgere længst væk fra arbejdsmarkedet styrkes og koordineres med virksomhederne.
  • Brug af private aktører i de tilfælde, hvor der er behov for specialkompetencer eller særlig viden, som Assens Kommune ikke råder over.
  • Øget samarbejde med virksomheder og faglige organisationer om muligheder for kompetenceløft og/eller brancheskift for borgere med skånehensyn.

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere; ”Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er borgere, der ikke kan påtage sig et ordinært arbejde inden for tre måneder grundet sammensatte eller komplekse problemstillinger af fx faglig social eller helbredsmæssig karakter.”

Vejledning og information om repatriering

Det er et lovkrav, at repatriering indgår i beskæftigelsesplanen. 
Kommunen har en lovmæssig forpligtelse til at yde vejledning om mulighederne for repatriering. Repatriering betyder frivillig tilbagevenden til hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på varigt ophold. 

I Assens Kommune arbejder vi løbende med rådgivning og information til alle udlændinge i målgruppen for repatriering. Målgruppen er alle udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i mere end fem år, og som har modtaget  kontanthjælpslignende ydelser i mindst 18 ud af de senest 36 måneder. Der skal vejledes om repatriering en gang hvert 2. år ved en fokuseret og dedikeret samtale af 15-30 minutters varighed. 

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Lukkedage

Nyttige links