Skip til hoved indholdet

Kontorelev

Drømmer du om at uddanne dig og få god løn samtidig? Vil du arbejde med mennesker og opgaver inden for service, administration, sagsbehandling samt økonomi og regnskab? Og har du lyst til at blive en del af et stærkt fællesskab, hvor din indsats og dit engagement værdsættes? Så bliv kontorelev i Assens Kommune og få en bred kontoruddannelse med gode fremtidsmuligheder!

Som kontorelev i Assens Kommune kan du se frem til en spændende uddannelse, som giver dig mange forskellige kompetencer, gør dig skarpere på dine fremtidige jobønsker og udvider dine karrieremuligheder giver.

Du får ansvar, indflydelse på egen hverdag og selvstændige opgaver, og samtidig får du fagligt dygtige og engagerede kollegaer, som du kan sparre med.

Om uddannelsen som kontorelev

Uddannelsen som kontorelev med speciale i offentlig administration tager 2 år og veksler mellem teori på Tietgen Business i Odense og praksis på arbejdspladsen i Assens Kommune.

Du får base på Assens Rådhus, hvor du vil blive en del af tre forskellige afdelinger fordelt på hver 8 måneder. Du skal være 8 måneder i enten Løn og Personale eller Økonomi, og de sidste to afdelinger kan vælges efter eget ønske, og så vil vi forsøge at imødekomme det.

Du kan vælge i mellem afdelingerne: 

  • Løn og Personale
  • By, Land og Kultur
  • Borgerservice
  • Børn, Unge og Familieindsatser
  • Økonomi 
  • Byrådssekretariatet

Uddannelsens bredde gør, at du bliver skarpere på dine ønskede arbejdsområde fremadrettet, og at dine karrieremuligheder efter endt uddannelse er gode.

Dit elevforløb følger en individuel udarbejdet uddannelsesplan, og i fællesskab afholder vi løbende evalueringssamtaler, så vi sikrer kvalitet og udvikling i dit uddannelsesforløb. 

Du afslutter kontoruddannelsen med en fagprøve, som gennemføres inden for de sidste 6 måneder af din praktiktid. Der er afsat 1 skoleuge til fagprøven, som skal bestås.

Hvis du er rejselysten, har du også mulighed for deltage i en studietur til Bruxelles med din klasse Tietgen Business.

Arbejdsopgaver som kontorelev

Dine arbejdsopgaver vil naturligvis variere afhængig af, hvilken afdelinger du kommer i. 

Eksempler på arbejdsopgaver hos os kunne være: 

  • Borgerbetjening – borgerbetjening, guide i selvbetjeningsløsninger, forny pas og kørekort og besvare borgerhenvendelser
  • Løn og personaleadministration – lave løn, fortolke overenskomster, oprette ansættelseskontrakter og udarbejde lønforslag
  • Økonomi – bogføre, afstemme konti, betale fakturaer og lave budgetopfølgninger
  • Sekretærbistand – koordinere, planlægge og booke møder, udarbejde dagsordner og referater, betjene Byrådet m.fl. samt journalisere.

Når der afholdes valg, kommer du også til at deltage som valgsekretær på et valgsted og i optællingen af stemmer.

Du deltager også i rekrutteringsprocessen, når vi skal ansætte nye elever. 

En fast praktikansvarlig og uddannelsesansvarlig

I hver afdeling har du en fast praktikansvarlig, der står for din daglige oplæring, giver dig opgaver samt generelt hjælper og guider dig i dagligdagen. Den praktikansvarlige har ansvaret for, at du kommer igennem indholdet i uddannelsesplanen, men vi forventer selvfølgelig, at du også selv tager aktivt del i din læring og er opsøgende og nysgerrig. Det vil give dig den bedste uddannelse og de bedste muligheder fremover. Så snart du er klar til det, vil du få dine egne arbejdsopgaver, som du er ansvarlig for.

Den uddannelsesansvarlige for alle kontorelever følger og støtter dig også under hele uddannelsesforløbet.

Et attraktivt uddannelsessted 

Assens Kommune er flere gange blevet indstillet til Årets Fynske Læreplads af vores nuværende og tidligere elever, og i 2019 løb vi med den fornemme titel som Årets Fynske Læreplads inden for offentlig administration. Det er vi naturligvis meget stolte af – særligt fordi det er vores kontorelever, der indstiller os – og vi gør os umage for fortsat at leve op til titlen.

Vi lægger generelt vægt på et godt arbejdsmiljø, hvor både humor og fællesskab er en naturlig del af hverdagen, ligesom vi er fleksible og har fokus på balancen mellem privat- og arbejdsliv.

Mød vores kontorelever og se, hvad de fortæller om deres uddannelsesforløb:

Henriette - elev hos Økonomi
Maria - elev hos Byrådssekretariatet
Cecilie - elev hos Børn, Unge og Familieindsatser

Elevnetværk

Som kontorelev bliver også en del af vores elevnetværk på rådhuset, hvor du er sammen med andre 1. og 2. års elever. Vores nuværende og tidligere elever giver udtryk for, at de har et særligt fagligt og socialt fællesskab i netværket, hvor de bl.a. sparrer, udveksler erfaringer og spiser frokost sammen i faste intervaller. 

Arbejdstiden er 37 timer om ugen inklusiv frokostpause, og vi har flekstid. Du får løn under hele din uddannelse, og du aflønnes efter overenskomsten mellem KL og HK/Kommunal. Vi udbetaler voksenelevløn til alle over 25 år.

Er du under 25 år er elevlønnen pr. 1. januar 2024 ca. 14.979 kr. om måneden det første år og ca. 15.765 kr. om måneden det andet år, mens lønnen for elever over 25 år er ca. 22.769 kr. om måneden i hele uddannelsesperioden + 16,68% i pension.

Vi betaler også dine skolebøger og din studietur til Bruxelles.

I Assens Kommune ansætter vi én til to kontorelever årligt med opstart den 1. september. Du kan holde øje med stillingerne her på vores hjemmeside under www.assens.dk/job, hvor de vil blive slået op i løbet af januar/februar.

For at starte som kontorelev skal du have bestået en af følgende uddannelser med adgangsgivende niveauer til offentlig administration:

  • EUX
  • HHX
  • HTX, HF eller STX suppleret med 5 ugers tillægsuddannelse rettet mod kontor (EUS)    
  • HG, HGV eller HGS med adgang til at påbegynde kontor med speciale i administration.      

Hvis du er fyldt 25 år inden grundforløbets start (EUX/EUS) og har relevant erhvervserfaring/uddannelse eller har færdiggjort en
anden merkantil uddannelse, skal du kontakte en erhvervsskole for at få lavet en realkompetencevurdering (RKV), som skal vedlægges din ansøgning.  

Du bedes kontakte en erhvervsskole, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du opfylder adgangskravene. 

Kontorelevuddannelsen er på mange måder en bred uddannelse, hvor du får mange færdigheder med dig. Det giver dig gode kort på hånden og mange jobmuligheder efterfølgende både inden for det offentlige og i det private erhvervsliv.

Du kan også videreuddanne dig fx som kommunom eller læse videre på både akademiuddannelser, professionsbachelorer og universitetsuddannelser. 

Mange af vores kontorelever har været så glade for deres uddannelsesforløb hos os, at de har valgt at blive ansat i Assens Kommune efterfølgende. Vi har tidligere elever ansat i eksempelvis Løn & Personale, Borgerservice, Stab og Ydelse og på skoler i kommunen. 

Uddannelsesansvarlig for kontorelever Katja Mickley

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Er du nysgerrig på uddannelsen som kontorelev hos os? Så kontakte vores uddannelsesansvarlige Katja.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links