Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen Vandreture Frøbjerg Bavnehøj

Frøbjerg Bavnehøj

Oplev en vandretur i det bakkede landskab ved Frøbjerg Bavnehøj, som blev skabt under seneste istid. Ved bavnehøjen er der flere bord- og bænkesæt, hvor du kan sidde og nyde den medbragte mad eller blot hvile benene.

Tag på tur i et dødislandskab

Frøbjerg Bavnehøj ligger som nogle særligt fremtrædende bakker i det store dødislandskab omkring Vissenbjerg. Selve Frøbjerg Bavnehøj og den østlige del af området består af moræneler.

Den 122 m høje bakke (Den Lille Høj) vest for bavnehøjen er kortlagt som smeltevandssand, altså sand som er aflejret da gletsjeren i den seneste istid smeltede.

Frøbjerg Bavnehøj er beliggende i et nationalt geologisk interesseområde, hvor landskabet i slutningen af sidste istid er blevet formet af den bortsmeltende is, der har medført dannelse af top-, flad- og konsolbakker samt dybt nedskårne erosionskløfter. De markante afsmeltningsstadier dækker et stort område og er af stor forsknings- og undervisningsmæssig værdi, da fænomenet sjældent ses så markant og tydeligt i terrænet.

Oplev Fyns højeste punkt

Frøbjerg Bavnehøj er med sine 130 moh Fyns højeste punkt, og ligger mellem Tommerup og Aarup. Staten overtog arealet i 1969 efter Bavnehøjselskabet, som havde drevet arealet som Fynsk Minde- og Festplads siden 1912. Naturstyrelsens arealer omfatter 11,7 ha.

Toppen af Frøbjerg Bavnehøj på en smuk efterårsdag.


Tag på vandretur ved Frøbjerg Bavnehøj

Hvis du vil udfordre dig selv med en vandretur i et stejlt terræn, så er der gode muligheder her. Stierne i området følger landskabet og er derfor kuperet.

Find flere vandreruter og stier

Hvis du efter en gåtur på Frøbjerg Bavnehøj har fået mod på mere natur og/eller friluftsliv, har VisitAssens og VisitFyn temasider om vandring på Vestfyn og det øvrige Fyn, hvor du kan finde masser af inspiration til din næste vandretur.

Oplev "Danmarks smukkeste friluftsscene"

Navnet Frøbjerg kommer fra Frej/Freja, og man mener, at der i oldtiden har været et kultsted for frugtbarhedsguden på højen. Fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1800-tallet indgik Frøbjerg Bavnehøj i en kæde af bavnehøje, hvor man, bl.a. i krigstid, tændte bål (bavner) på højen for at sende meddelelser til hinanden.

Bavnehøjselskabet blev grundlagt i 1912 og etablerede Fynsk Mindes- og Festplads i lighed med den på Skamlingsbanken.

Området var i perioden 1912 og frem til ca. 1960 rammen om mange folkemøder, grundlovsfester, gymnastik- og håndboldstævner. I 1930 blev der opført en gymnastiksal, men den brændte i 1959.

De udendørs arrangementer blev oftest holdt på en anlagt plads mellem de to bakker – pladsen findes stadig, og i dag er der en bålplads. Efter 2. verdenskrig blev arealet udvidet, og det, vi i dag kender som festpladsen, kom til. Det Kgl. Teater spillede her på sine sommerturneer i begyndelsen af 50’erne, og Poul Reumert har kaldt stedet for "Danmarks smukkeste friluftsscene".

Der er på området rejst en række mindesten:

  • Kvindernes valgret – grundloven 1915 (rejst 1918)
  • Genforeningen (rejst 1922)
  • 150-året for stavnsbåndets ophævelse (rejst 1939)
  • Mindesten over Fyns første folkevalgte biskop, AJ Rued (rejst 1948)
  • Sten for to af Bavnehøjselskabets stiftere J Kyed og JJ Vest
  • Mindelund for besættelsestidens ofre fra Fyns Stift (rejst 1954)
  • Grundlovens 150 år (rejst 1999)

Ejer

Naturstyrelsen ejer Frøbjerg Bavnehøj.

Serviceoplysninger

Stierne på Frøbjerg Bavnehøj er stejle og bliver derfor hurtigt glatte i regnvejr, så vær forsigtig, når du bevæger dig ud på en vandretur. Barnevogne og kørestole kan benytte vejen fra p-pladsen til festpladsen.

På området græsser en flok får. Dyrene er fredelige, men vis hensyn og lad dem være i fred – gå en bue udenom og undgå at komme imellem dyrene i flokken. Medbring ikke hunde i indhegningen, af hensyn til kreaturerne.

På bål- og grillpladserne kan du lave mad, og ved højen er der både toiletbygninger, udstillingslokale og madpakkehus.

Yderlig Information

Der er mange stier rundt i området, og nogle af dem fremgår af folderne, som findes længere nede på siden. Her finder du også mere information om Frøbjerg Bavnehøj.

Folder

Folder om Frøbjerg Bavnehøj

Faciliteter

  • Bord/bænke

  • Bålplads

  • Toilet

Parkering

Bavnehøj 1
5560 Aarup

Parkering ved P-pladsen på Bavnehøj, drej af ved Frøbjergvej.

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links