Jeg vil smage på livet, og nyde det som helt et almindeligt menneske

Sendt ud i livet med boksehandskerne på

Sara Jensen havde den barndom ingen drømmer om at få. ”Min far var junkie, min mor var på hash og piller. Huset var ofte fuldt af fulde og skæve mennesker, der syntes, det var sjovt at overskride mine og mine brødres grænser”, husker hun tilbage. Sara havde store konflikter om lektier med moderen, der kaldte hende dum, når ordblindheden drillede, så skolen blev noget negativt. Hun kom i plejefamilie, men følte sig ikke fin nok til familien, og hjemme mente moderen, hun var blevet for fin, så alt føltes forkert. Ved en fejl blev hun sendt på efterskole for hjerneskadede, hvor drengene krænkede pigerne uden nogen greb ind, men ingen troede på hende. Det hele efterlod sig dybe spor i Saras psyke. ”Min mor har lært mig, at man ikke må vise sine svagheder, for der kommer nogen og bruger det imod dig. Derfor turde jeg ikke spørge nogen om hjælp. I stedet blev jeg sendt ud i livet med boksehandskerne på, og jeg har brugt meget tid på at slå alt ned på min vej”, forklarer Sara, der bl.a. endte i eget misbrug.

Jeg blev nødt til at gøre noget for at overleve

”Jeg har altid gerne villet have en uddannelse, så jeg er startet rigtig mange gange på VUC”, fortæller Sara, og bemærker; ”Men jeg skulle nok have haft noget psykologhjælp først, for mit selvværd var vildt dårligt, og jeg stoppede enten på grund af stoffer eller fordi jeg havde det psykisk dårligt”. Udadtil lavede hun en facade, hvor alt var ok, så det var først når det væltede, at man kunne se, hvor dårligt hun egentlig havde det. Men en dag vågnede hun efter en vild tur med stofferne, og blev klar over, at hun var nødt til at gøre noget, hvis hun ville overleve.
”Jeg fik et behov for at stoppe med at være skuffet over mig selv og min tilværelse,” husker Sara. På ren viljestyrke tog hun en kold tyrker. ”Jeg isolerede mig for ikke at falde i med stofferne, og fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var som clean og klar i hovedet, men det fik jeg det jo heller ikke godt af” ræsonnerer hun. Sara flyttede til Assens med sin hund og begyndte til psykolog, og så begyndte det langsomt at gå fremad.

Fie så mine styrker i stedet for mine svagheder

I 2022 fik Sara Fie Rantzau som sagsbehandler i jobcentret. ”Jeg startede nok med modvilje, men Fie mødte mig altid med et smil”, husker Sara. ”Fie er bare så meget menneske, og hun satte sig virkelig ind i min sag. Det var vildt befriende for mig at møde en, der både så mig og ville mig på den gode måde. Hun fandt mine styrker i stedet for at se mine svagheder, og hun støttede mig, når det var svært – det gør hun faktisk stadig. Og så kæmper hun virkelig for mig – det er første gang i mit liv, jeg har oplevet det,” fortæller Sara med glæde om den sagsbehandler, der har fået hende til at tro på fremtiden.

Næste stop er pædagoguddannelsen

”Jeg har altid været god til børn, så praktik i vuggestue/børnehave var oplagt”, fortsætter Sara, som kom i praktik ved Gustavsminde Gårdbørnehave & Vuggestue. Lederen, Line, har også haft stor betydning for, hvor Sara er i dag. ”Line har været rigtig god”, smiler Sara. ”Hun har givet mig troen på, at jeg godt kan det her ved at lytte til mig, give mig en god struktur og stille krav, jeg kunne leve op til. Og så har hun lært mig, at selvom der sker noget privat, kan man godt fortsætte livet og arbejdslivet. Så hvis ikke Fie fik mig ud ad døren om morgenen, så gjorde Line,” griner Sara. Praktikken var over en længere periode, hvor Sara langsomt begyndte at føle sig god til noget, og samtidig blev bedre til at være sig selv og stå ved, at hun er god nok. ”Det var virkelig svært at stoppe praktikken, men jeg vil bare have den uddannelse”, fastslår Sara der håber at kunne finde plads ved Gustavsminde Gårdbørnehave & Vuggestue når hun er færdig som pædagog. ”Og derudover vil jeg bare gerne smage på livet, og nyde det som et helt almindeligt menneske”, slutter Sara med et skævt smil.

Birgitte Alm, Jobcenter Assens