Skip til hoved indholdet

Jeg er vild med mit job, og jeg får virkelig meget anerkendelse for det

”Mit arbejde favner både mine interesser og mine kompetencer, og jeg er vild med det, jeg laver,” fastslår 52-årige Birgitte Alm med et stort smil. Hun er ansat 16 timer/uge ved Assens Kommune som Ansvarlig for Kommunikation på arbejdsmarkedsområdet og har base i afdelingen Stab og Ydelse.

Som 25-årig legede Birgitte Alm både med tanken om at blive journalist og grafiker, men endte ad omveje med en læreruddannelse og en vejlederuddannelse oveni – og hun bruger hele paletten af uddannelser, erhvervserfaringer og interesser i sine opgaver. 
”Jeg tænker ikke, det fylder meget for mine omgivelser, at jeg kun arbejder 16 timer/uge. Jeg laver det, jeg kan nå i den tid, jeg har, og når der kommer for mange opgaver ad gangen, hjælper min leder mig med at sortere i rækkefølgen.”

Birgitte startede ved Assens Kommune i august 2012 som ungementor, men med tiden fik hendes daværende leder øje på hendes interesse for det grafiske og skriftlige kommunikationsevner. ”Jeg blev tilbudt en nyoprettet stilling som ansvarlig for kommunikation, og siden da har jeg virkelig fået lov til at udvikle mig indenfor meget forskellige kommunikationsopgaver,” husker Birgitte, der i det daglige er sit eget team i et tæt samarbejde med kommunens kommunikationsafdeling.

”Mine opgaver ligger primært indenfor arbejdsmarkedsområdet, hvor jeg fx laver animationsfilm, videoer, hjemmeside og grafiske opgaver. Herudover har jeg fornøjelsen af at skrive Den Gode Historie, så det er lidt sjovt at fortælle min egen denne gang,” bemærker hun med et skævt smil.
”I efteråret 2010 fik jeg konstateret sklerose,” fortæller Birgitte om baggrunden for, at hun har fået bevilget fleksjob. ”Udover diverse føleforstyrrelser i arme og ben, bliver jeg hurtigt udmattet, især kognitivt. Nu har jeg lige haft kobberbryllup med diagnosen, og jeg er heldigvis ikke voldsomt hårdt ramt. Men sklerose er både progressiv og uforudsigelig, så det er vigtigt, jeg husker på ikke at køre mit energibatteri helt fladt, og holder fast i regelmæssig træning,” uddyber Birgitte, der bl.a. går til aquafit, e-roning og er instruktør i spinning.

Birgitte er en del af en afdeling med 25 ansatte, hvoraf 7 er ansat i fleksjob. ”Jeg har en rigtig omsorgsfuld leder, der passer godt på mig og ikke lægger skjul på, at det også er fordi hun håber, jeg kan blive ved i lang tid endnu, og det er jo en skøn kompliment,” smiler Birgitte. ”For et par år siden blev vi enige om, at jeg måtte gå lidt ned i tid, og jeg har også fået bevilget en hvilestol, så jeg har muligheden for at sætte mig lidt, når jeg bliver træt i hovedet og har brug for en pause,” oplyser Birgitte.

”Jeg er megastolt af at være på en arbejdsplads, der går så langt for at give mig optimale muligheder for at fungere i mit arbejde. Når det kommer til stykket, er det nok mig selv, der er min egen største fjende. Jeg bliver så optaget af de ting, jeg laver, og liiige skal være færdig med det, der står i kalenderen i dag. For i morgen venter jo en ny, spændende opgave,” bemærker Birgitte med et skævt smil. ”Men hvis jeg glemmer tiden, er mine kolleger faktisk rigtig søde til at bemærke, om det ikke er ved at være fyraften,” slutter hun.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links