Det passer perfekt, at vi kan få folk på de poster og i det timeantal, vi har brug for
Vi søger ikke bevidst efter fleksjobbere, så det har ikke været med tanke på at tage et socialt ansvar, at 7 ud af vores 21 medarbejdere er ansat i fleksjob, fortæller kundechef hos Boligselskabet ABCD, Claus Olesen. Vi er faldet for deres personlighed og kompetencer. Men når vi som et alment boligselskab modtager offentlige ydelser, og dermed har et øget samfundsansvar, passer det os da godt, at vi ”giver lidt igen” på denne måde, smiler han.
”Det er faktisk et tilfælde, at en tredjedel af vores ansatte er i fleksjob,” fortæller kundechef for ABCD (Almen Boligselskabet Centrum Danmark), Claus Olesen (tv.).
”Som boligselskab skal vi huske på, at vores personaleudgifter i sidste ende påvirker beboernes husleje, og på landsplan er vi pålagt større besparelser på området. Derfor er det vigtigt for os at få de rigtige folk til de opgaver, vi har. Vi ansætter på baggrund af kompetencer og personligheder, og samtidig passer det os perfekt at kunne få folk ind på de poster og i det timeantal, vi har brug for, og det har bl.a. resulteret i 7 fleksjobansatte,” uddyber han.
”Som et alment boligselskab, der modtager offentlige midler, har vi et øget samfundsansvar, og derfor arbejder vi også gerne sammen med jobcentrene, og tager folk i praktik. Det er bestemt ikke alle praktikker, der kan ende i en ansættelse, men vi har da mødt nogle af vores fleksjobansatte ad denne vej. Og hvis vi skal have de samfundsansvarlige briller på, så passer det os godt, at vi kan ”give lidt igen” ved at ansætte fleksjobbere. Men det var altså ikke udgangspunktet,” fastslår Claus Olesen.
Missionen for ABCD er bl.a. at levere høj service af motiverede og yderst tilfredse medarbejdere, og at det sidste er opfyldt, mærker man tydeligt i mødet med dem.
Det er vigtigt at få lov til at byde ind med det, man kan
Det giver en masse socialt at komme på job, og vi har det virkelig godt her hos os, fortæller Marianne Olsen, der er ansat som kontorassistent 15 timer/uge.
”Jeg er den, der tager telefonen, når beboerne kontakter os, og efterfølgende lægger jeg opgaverne ind i vores systemer. Herudover laver jeg nøgleudlevering og indkalder til syn,” oplyser 46-årige Marianne Olsen.
”Jeg er en del af et kontor med 5 ansatte, og man kan ikke undgå at komme til at kende hinanden godt. Der er rigtig meget arbejdsglæde i gode kolleger og et godt arbejdsmiljø - og vi har det virkelig godt her hos os,” smiler Marianne, og fremhæver at det også gælder samarbejdet med kollegerne udenfor kontoret.
”Der ligger en masse identitet i at have et arbejde, og jeg er hverken defineret af, at jeg har dårlig ryg, eller af at jeg er i fleksjob,” erklærer Marianne, som har haft dårlig ryg siden teenageårene. Det var dog først i 2009, at hun fik bevilget et fleksjob på baggrund af slidgigt, diskusprolaps og kroniske smerter.
Med en baggrund som tandklinikassistent og et tidligere job i en anden boligforening, søgte Marianne i 2018 en deltidsstilling hos ABCD, og blev ansat.
”For mig er det vigtigste nok ikke, hvad jeg laver, men at jeg er glad, mens jeg gør det, og så er det vigtigt at føle sig imødekommet, og at man får lov til at byde ind med det, man kan - og det gør jeg i høj grad her. Jeg føler ikke, jeg er blevet mindre anerkendt eller valgt fra, fordi jeg er i fleksjob, men man må tænke lidt kreativt, for fleksjob hænger altså ikke på træerne,” bemærker hun med et smil. ”Så i min ansøgning bød jeg først ind med mine kompetencer, og så kom der lidt om vilkår pga. min sygdom til sidst. Man kan måske blive mødt med fordomme om, at fleksjobbere har meget sygefravær, så jeg fik også med i ansøgningen, at jeg ikke har mange sygedage, for min oplevelse er, at når man får det rigtige match, så er det ikke virkeligheden. Desuden er der jo den fordel, at hvis man bliver syg som fleksjobber, så er der refusion til arbejdsgiveren fra første sygedag.”
”Torsdag er kagedag, og jeg møder sent om torsdagen, så det er mig, der har kagen med,” bekendtgør Marianne. ”Altså, det er ikke altid mig, der giver,” præciserer hun med et grin. ”Det er en super hyggelig tradition, som jeg er glad for at være en del af. Jeg kan da godt mærke, der er nogle ting, jeg går glip af, når jeg ikke er her fuld tid, men det er så god en arbejdsplads her, at det ikke giver afsavn. Jeg er med på lige fod med de andre,” slutter hun.
Det er dejligt at mærke, der bliver sat pris på mig, selvom jeg ikke er her så mange timer
Tiden flyver afsted, for det er ingen sag at komme på arbejde på så god en arbejdsplads. Jeg giver mig fuldt ud på arbejdet - og så hviler jeg mig, når jeg kommer hjem, fortæller Malene S. Grevsen, der er ansat som kontorassistent 6 timer/uge.
”Jeg laver alt muligt forskelligt, de timer jeg er her,” fortæller 53-årige Malene S. Grevsen, der som kontorassistent bl.a. er ansat til at gøre klar til møder, dele papirer og blade ud til beboerne, finde oplysninger til sikkerhedsblade og fremvise lejligheder.
”Når jeg er rundt med tryk til beboerne, er der tit nogen, der gerne vil snakke lidt, og når jeg har tid, stopper jeg gerne op,” oplyser Malene. ”Det er superhyggeligt - og samtidig en omsorg overfor beboerne, at man engagerer sig lidt,” uddyber hun.
”Det er en virkelig dejlig arbejdsplads,” fastslår Malene med et stort smil. ”Man har ansvaret for nogle ting og samtidig en stor frihed i opgaveløsningen. Og så tager alle hensyn til alle - vi er en del af et team. Min arbejdstid er mandag, onsdag og torsdag kl. 9 - 11, men hvis der er personalemøde en aften, lægger vi timerne, så jeg kan gøre klar og rydde op der. Jeg bor også tæt på, så hvis der kommer en pakke udenfor kontorets åbningstid, kører jeg ind imellem forbi og tager imod den - og så får jeg fri på et andet tidspunkt. Der er stor fleksibilitet fra alle parter, så vi kan altid finde ud af tingene på den måde,” bemærker hun.
Malene blev tilkendt fleksjob efter en trafikulykke, hvor hun blev påkørt bagfra, og bl.a. fik piskesmæld, diskusprolaps og hjernerystelse medførende kroniske smerter og problemer med hukommelsen. Med sine 6 timer ugentlig, og 50 % effektivitet får hun til tider spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var nemmere at søge førtidspension, men det har hun på ingen måde lyst til. ”Nej, så går jeg da helt i stå,” griner hun og fortsætter;
”Jeg ved godt, at jeg skal passe på med de skavanker, jeg har, men jeg vil så gerne blive ved med at arbejde. Jeg giver mig fuldt ud, når jeg er der, og så hviler jeg mig, når jeg kommer hjem. Det er et spørgsmål om livskvalitet, og om at føle, at jeg byder ind med det, jeg kan. Og så er det bare dejligt at mærke, at min arbejdsplads sætter pris på mig, og det jeg kan byde ind med. Jeg får ofte ros for min indsats,” slutter hun med et stort smil.
Det er vigtigt for mig at føle, jeg har værdi og er et aktiv - også selvom, jeg ikke kan være et aktiv i 37 timer.
Vi er gode til at få det til at være hyggeligt og sjovt
Vores fantastiske arbejdsmiljø giver en ro og en varme inden i mig, og det er ligesom at være en del af en stor familie, fortæller 52-årige Karen Jeppesen, der er ansat som ejendomsfunktionær 16 timer/uge. Det fungerer bare, når alle har det på samme måde på arbejdspladsen - også på tværs af funktionerne.
”Jeg er en del af et dejligt trekløver med mine kolleger Jens Erik og Bettina. Bettina og jeg er de eneste piger imellem de grønne mænd, og allerede i praktikperioden, inden jeg blev ansat, fandt vi et fantastisk arbejdsfællesskab”, fortæller en begejstret Karen Jeppesen, der er den senest ansatte fleksjobber hos ABCD. Trekløveret passer de grønne arealer i afdelingerne i Vissenbjerg og Nr. Aaby, herunder at klippe græs, beskære træer, lave affaldsøer og indimellem udfører de også indendørs reparationer.
”Vi laver de fleste ting sammen, og vi er gode til at få det til at være sjovt og hyggeligt. Vi kan altid grine af tingene - også når det er hårdt arbejde,” smiler Karen. ”Og så kan vi sige alt muligt til hinanden med lidt humor. Hvis Jens Erik skærer træer, og vi samler op, så driller vi ham lidt med, at nu kommer pigerne og rydder op efter ham,” nævner hun som eksempel.
”Vi er trygge ved hinanden, passer på hinanden og er opmærksomme på hinanden. Vi knokler på, men er også opmærksomme på, hvornår vi lige skal skåne en i trekløveret lidt, hvis en af bladene hænger lidt,” bemærker Karen med et skævt smil. ”Og sådan er det i det her firma i det hele taget - man passer på hinanden og giver plads til hinanden. Og det er uanset, om det er chefen eller en praktikant. Det er som at være en del af en stor familie”.
Karen Jeppesen har for nylig fået bevilget fleksjob på baggrund af en svær belastningsreaktion efter hendes datter som 5-årig fik leukæmi.
”Jeg var i konstant beredskab og bange for, om hun overlevede, og samtidig var vi voldsomt isolerede af hensyn til infektionsfaren,” husker Karen tilbage på den svære periode. Datteren overlevede heldigvis sygdommen, men både hun og Karen fik mén af forløbet, og der er stadig udfordringer, som fylder her 10 år senere.
”Jeg har tit følt mig som en belastning i både sociale - og arbejdssammenhænge, fordi jeg følte, jeg måtte undskylde for et eller andet fravær. Men her i ABCD er jeg kun blevet mødt med forståelse for, at jeg har nogle hensyn at tage til min datter,” fortæller Karen taknemmeligt. ”Jeg kommer nogle gange på arbejde med en stor følelse af afmagt, som er udløst af følgerne af min datters sygdom. Så møder jeg Bettina, der spørger mig, om jeg ikke hellere vil hjem. Det vil jeg ikke - for jeg ved, der er plads til, at jeg lige lander,” forklarer Karen.
”Det er bare så meningsfyldt at være her,” erklærer Karen, og uddyber; ”Det giver indhold i mit liv og et psykisk overskud, selvom jeg kommer hjem og er fysisk træt. Det er vigtigt for mig at føle, jeg har værdi og er et aktiv - også selvom, jeg ikke kan være et aktiv i 37 timer. Det kræver at kollegerne ser og accepterer, at jeg byder ind med det, jeg kan, og at det ikke er mindre værd - og det gør de her,” fastslår Karen smilende. ”Jeg føler mig i den grad værdsat,” erklærer hun.
Her er der ikke nogen, der er mere uundværlige end andre
Selvom vi har forskellige betegnelser og diagnoser, så er vi ét stort team, der hver især byder ind med det, vi kan, erklærer 48-årige Bettina Kristensen, der er ansat som ejendomsfunktionær 25 timer/uge. Vi har et skidegodt fællesskab, hvor alle kan snakke med alle, og vi føler os som ”én stor familie”.
”Vi arbejder med frihed under ansvar,” oplyser Bettina Kristensen om en af mange grunde til, at det er rart at være hos ABCD. ”Der er ikke nogen, der hænger over nakken på os, vi får friheden til at være selvstændige, og vi kan jo sagtens selv se, hvad der skal laves,” uddyber hun med et skævt smil. ”Der er også behov for fleksibilitet, når det varierer ift. vind og vejr, hvor længe det fx tager at klippe græs. Der har vi heldigvis friheden til at løse opgaven ordentligt”.
Bettina har med egne ord altid arbejdet i ”mandejobs”, og har det fint med det. Men hun tænkte da, at det kunne være hyggeligt, at få Karen som kollega, så der ikke var ren mandehørm. ”Vi klikkede bare med det samme på humor, omsorg og snak, og sammen med Jens Erik er vi et godt trekløver,” erklærer hun. ”Vi giver hinanden lidt kærlige drillerier, så der er masser af grin i det grønne område,” tilføjer hun.
Fleksjobbet er tilpasset det, jeg kan Bettina har bl.a. fleksjob på baggrund af en diskusprolaps, der sad så længe, at nogle nerver i ryggen er permanent beskadigede. De kroniske smerter udtrætter hende, og så er der selvfølgelig nogle hensyn, der må tages til ryggen. ”Jeg tager ikke smertestillende, for det er vigtigt, at jeg kan mærke, hvornår jeg skal sige fra og lave noget andet,” fortæller hun. Men det er ikke ensbetydende med, at hun har mange sygedage, der har med ryggen at gøre. ”Fleksjobbet er jo tilpasset det, jeg kan, og der bliver taget de nødvendige skånehensyn. Men det sker da - og så må jeg lige et smut omkring kiropraktikeren, så jeg kan komme hurtigt på benene igen,” konstaterer Bettina.
”Det er en glæde at komme på arbejde, fordi man har glade og gode kolleger - og så er det tilfredsstillende at komme ud og lave noget mellem glade beboere,” erklærer Bettina. ”Der er en stemning af, at vi er en del af beboerforeningen, og de spørger gerne til os, og roser vores arbejde. Så lytter vi selvfølgelig også, hvis de har et spørgsmål eller brug for en lille snak”.
”Vores trivselsmåling er altid i top, for arbejdsmiljøet er virkelig godt. Det gør faktisk, at man har endnu mere lyst til at gøre sit arbejde godt,” slutter en glad Bettina.
Om boligselskabet ABCD
Almen Boligselskabet Centrum Danmark (ABCD) blev stiftet ved en fusion mellem, BSB Glamsbjerg, Boligselskabet Vissenbjerg, Kerteminde-Munkebo Boligselskab, BSB Nordfyn samt Nørre Åby Ældreboligselskab pr. 1. oktober 2019. Det selvejende selskab råder i dag over godt 1122 boliger fordelt på 13 afdelinger. Almen Boligselskabet Centrum Danmark (ABCD) kan tilbyde både familieboliger – de fleste i tæt/lav bebyggelse med terrasser eller en lille have tilknyttet boligen – ungdomsboliger og ældreboliger.
Boligselskabet ABCD er et selvejende selskab, der lægger vægt på både medlemsbestemmelse og selvstændighed for vores beboere. Selskabet har egen økonomi og bestyrelse/ledelse.
Selskabets visionen er at ABCDs boliger skal være attraktive for den enkelte. De vil være synlige og relevante i nærsamfundet og bidrage aktivt til den lokale byudvikling.
ABCD’s mission er at udleje almene kvalitetsboliger med stor respekt for beboernes økonomi og med gode rammer for trivsel og lokalt ejerskab, samt at levere høj service af motiverede og yderst tilfredse medarbejdere.