Angstgrupper for børn og unge 8-15 år (Cool Kids)
Har du/I et barn, der lider af angst i en så alvorlig grad, at det griber forstyrrende ind i dets liv og udvikling?
Psykologerne ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Assens Kommune tilbyder gruppe-behandlingsforløb for børn, unge og deres forældre. Behandlingen består af kognitiv adfærdsterapi ud fra programmet Cool Kids.
Angste børn/unge kan ofte:
- Stille mange unødige spørgsmål og kræve konstant beroligelse.
- Være meget bekymrede og tænke meget på, hvad der kan gå galt.
- Foretrække at være sammen med personer de kender godt og er trygge ved og holde sig tæt til forældrene, når de færdes uden for hjemmet.
- Klage jævnligt over hoved- eller mavepine.
- Undgå uvante eller vanskelige situationer f.eks. finde på undskyldninger eller blive syge.
- Have svært ved at sove og tage lang tid om at falde i søvn.
Angstbehandlingen foregår i grupper med op til 6 børn/unge og deres forældre og forløber over 10 gange af to timers varighed. Holdene foregår altid mandage kl. 14.00-16.00 i Tommerup. Der vil være hjemmearbejde mellem mødegangene.
Ny Holdstart vil være efterår 2024.
Tidspunkter for forsamtaler er ikke afklaret endnu. Forsamtaler indkaldes via e-boks.
Ansøgningsfristen er 15. august 2024 kl. 12.00.
Inden du/I sender en ansøgning til Cool Kids,
opfordrer vi til, at jeres barn er drøftet på Forpost på barnets skole. I kan kontakte skoleleder eller barnets klasselærer, som kan hjælpe med at reservere tid på forpost. På forposten kan I få råd og vejledning vedr. jeres barn udfordringer og afklaring på, om der er er behov for andet end Cool Kids. I en forpost deltager udover skole og forældre, PPR psykolog, sundhedsplejerske og socialrådgiver.
Vi kan desværre ikke tilbyde Cool Kids gruppeforløb til børn eller unge med:
- Moderat til svær ADHD
- Generelle indlæringsvanskeligheder
- Udviklingsforstyrrelser
- Højkonflikte skilsmisser ved forældrene.
Ansøgningsprocedure:
Ansøgninger kan indsendes fortløbende ved at forældre udfylder nedenstående digitale selvbetjeningsløsning. Puljen gennemgås to gange om året, og hold sammensættes efter kriterier såsom alder og problematik. De børn/unge, der udvælges, bliver indkaldt til en forsamtale sammen med deres forældre. Her foretages den endelige vurdering i forhold til, om der tilbydes plads på et gruppeforløb.
Der kræves ingen henvisning fra læge eller øvrige professionelle.
VIGTIGT! Man er ikke garanteret en plads på et hold ved at sende en ansøgning.