icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

SOSU-elev og 77-årig tager på 152 km lang road trip i rickshaw

På onsdag vil tonerne af ”Jeg er så glad for min cykel” svæve ud fra Smedevej i Tommerup St. Sangen er en del af et god-rejse-arrangement for SOSU-eleven Else Marie Kristensen og 77-årige Gerda Andersen, der skal på en 4 dages cykeltur fra Tommerup til Århus. Formålet med turen er at gøre det muligt for Gerda, at besøge sin familie. Men turen handler også om, hvordan oplevelser kan skabe fællesskab og have positiv effekt på sundheden og trivslen uden for cyklen.

Onsdag den 9. juni kulminerer flere måneders planlægning og træning for den 58-årige SOSU-elev Else Marie Kristensen og 77-årige Gerda Andersen. Med sang, brunsviger og balloner vil de nemlig blive sendt afsted på deres 4 dages cykeltur til Århus, hvor Else Marie træder i pedalerne og Gerda sidder i ladet på den sorte rickshaw-cykel. Formålet er at gøre det muligt for Gerda at besøge sine børn på sønnens fødselsdag.

”Jeg døjer både med gigt og angst, og derfor er det meget sjældent, at jeg kan komme på besøg hos mine børn, og se hvor de bor og har deres liv.”, fortæller Gerda Andersen.

Godt for sundheden: ”Jeg får ro og tro på mig selv igen”

”Gerda har altid været en aktiv kvinde, og jeg har mødt hende flere gange gennem livet i forskellige sammenhænge. En dag besøger jeg hende, efter hun har mistet sin mand, og jeg kan se, at hendes gigt har udviklet sig, og hun i det hele taget ikke har det ret godt. Det gjorde stort indtryk på mig, at en kvinde, som har vært så aktiv, og som har gjort så meget for andre gennem sit liv, pludselig sidder der på den måde. Jeg får derfor lyst til at gøre noget for hende og for andre i samme situation.”, fortæller Else Marie Kristensen.

Med viden om, at Gerda har cyklet meget gennem sit liv, men at hendes fysiske tilstand ikke er til at træde i pedalerne selv, opretter Else Marie en forening, søger fondsmidler og får anskaffet 3 rickshaw-cykler, som nu bruges til at skabe oplevelser for andre. Siden 2019 har Else Marie og Gerda cyklet sammen flere gange om måneden:

”Når vi cykler, er det som om, jeg får noget af mit gamle liv tilbage. Samtidig får jeg noget mod og tro på mig selv. For hvis jeg kan det her, så kan jeg også klare andre ting. Når jeg kommer ud i naturen på cykel, får jeg en pause og en ro fra alle mine tanker og bekymringer, jeg sover bedre om natten, og jeg får energi til at være mere aktiv og passe bedre på min krop.”, fortæller Gerda Andersen. Derfor sagde hun ja, da Else Marie Kristensen foreslog den lange cykeltur:
”Oplevelser er for mig lige så vigtige som mad. Cykling giver mig oplevelser og dermed livskvalitet, og det er jo en god måde at møde andre mennesker på. Det giver energi, det giver også mig noget at bidrage med og fortælle andre om, og så får jeg nye minder, som jeg kan gå og smile af.”

SOSU-elev Else Marie Kristensen og Gerda Andersen

Cykling giver mulighed for fordybelse i samtalen

”Når man gør noget, som giver en glæde, så får man mere mod på livet, på at udvikle sig og på at klare andre udfordringer. Gerda troede ikke på, at der var så meget mere til hende i livet. Men efter vi er begyndt at cykle, har det rykket mulighederne tættere på, og Gerda har fået øjnene op for, at hun stadig kan opleve noget, at der stadig er drømme, der kan nås, og at hun ikke bare skal sidde og visne i en stol.”, fortæller Else Marie Kristensen.

Og så giver cyklen en helt unik mulighed for fordybelse, mener hun:
”Når vi cykler opstår der et fællesskab og en fortrolighed, og vi har tid til at fordybe os i samtalen. Der opstår et rum, hvor der er plads til at dele ens livshistorie. Det er vigtigt for os alle, at vi bliver set, hørt og anerkendt for det liv, vi har levet. Når vi cykler bringer det, vi ser og oplever, erindringerne frem.”

Fra selvstændig til SOSU-elev

Mødet med Gerda og viljen til at gøre en forskel for andre, var det, som tændte den gnist, der fik Else Marie til at skifte tilværelsen som selvstændig ud med en uddannelse til Social og Sundhedshjælper. I gennem Jobcenter Assens fik hun mulighed for at tage en uddannelsen på voksenlærlingeløn, og hun blev samtidig ansat som elev i Assens Kommune.

”Vi kan kun være begejstrede over Else Maries initiativ, som er et klart eksempel på, hvordan der inden for social- og sundhedsfaget er store muligheder for at arbejde kreativt med borgernes livskvalitet for øje. Else Maries initiativ er stærkt meningsgivende og giver forhåbentligt andre billedet af, at job inden for social- og sundhedsområdet er attraktivt. Det kommer i særdelshed til udtryk, når det kombineres med frivillige og foreninger. Eksemplet viser også, at der er rigtig gode muligheder for at skifte jobvej som voksen. Her er jobcenteret dygtige i vejledning og kommunens arbejdspladser er rigtig gode praktiksteder, hvor der er plads til de gode og anerledes ideer”, fortæller Michael Bjørn, direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune.

Else Marie Kristensen præsenterede ideen for sin arbejdsgiver; Assens Kommune og sit uddannelsessted; Social- og Sundhedsskolen Fyn, som derefter indgik et samarbejde, så Else Marie kunne udføre projektet som en del af sin uddannelse.

”Else Marie gør sig nogle vigtige praksiserfaringer med at skabe relation, trivsel og sundhed, hvilket er vigtige elementer i uddannelsen af vores elever. Hendes evne til at se borgerens behov, skabe en ide og hendes mod til at føre den ud i livet er et super godt eksempel på en praksis, som hendes medstuderende og andre kan blive inspireret af og tage med sig i deres kommende jobs i social- og sundhedssektoren”, siger Gunna Funder Hansen, direktør på Social- og Sundhedsskolen Fyn.

Fakta

God-rejse-arrangement

Den 9. juni vil der være kaffe, kage og sang inden Gerda Andersen og Else Marie Kristensen cykler af sted.

Det foregår på: Smedevej 13, 5690 Tommerup klokken 10-11:00.
Klokken 11:00 vil de køre af sted, og flere vil cykle med dem fra Tommerup til Vissenbjerg.

Cykling uden alder kører med på ruten

Gerda og Else Marie får følgeskab af andre cykler på flere dele af turen fra foreningen Cykling uden alder. Foreningen kontakter nemlig sine medlemmer langs ruten, som vil slå følgeskab med Else Marie og Gerda noget af vejen. Blandt andet cyklerne fra Plejecenter Holmegården i Vejle, som også inviterer på frokost og en nysgerrig snak om, hvilken værdi fælles cykelture giver.

"Cyklen er en fantastisk samtalesalon og en cykeltur i Cykling uden alder giver så mange muligheder for fællesskaber på tværs af generationer. Vi er sammen om noget helt konkret, når vi cykler ud i verden på eventyr," fortæller Dorthe Olander, daglig leder Cykling uden alder. Assens Æblefestival som ejer cyklen er medlem af Cykling uden alder.

Se ruterne her: