icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Naturprojekt løser flere vigtige samfundsopgaver

14. oktober indvies den nye naturoase Åsemosen i Verninge. Projektet fjerner kvælstof, så Odense Fjords tilstand forbedres, det beskytter grundvandet, højner biodiversiteten og giver samtidig plads til naturoplevelser og friluftsliv.

”Med Åsemosen demonstrer vi, hvordan man i tæt samarbejde med lodsejerne kan tænke forbedringer af grundvandsbeskyttelse, klima, miljø og biodiversitet ind i samme projekt, og samtidig skaber vi naturoplevelser i lokalområdet”, fortæller borgmester Søren Steen Andersen.

”Som klimakommune, er vi er stolte af at være én af de førende kommuner i udtagningen af lavtliggende landbrugsjord til miljøformål, og jeg ved, at der er mange andre kommuner, som kigger på os, for at se, hvordan vi gør”, siger Jens Jakobsen, formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune.

Drikkevandet bliver sikret

Åsemosen ligger mellem Nårup og Verninge, og er en del af en af Danmarks største kildepladser. Med stemplet som vådområde, bliver grundvandet nu beskyttet, da det fremover er forbudt at sprøjte med pesticider og gøde jorden.

”Vådområdeprojektet demonstrerer, hvordan et unikt samarbejde mellem lodsejere, Landbrugsstyrelsen, VandcenterSyd og Assens Kommune, kan være med til at løse en lang række vigtige samfundsopgaver på én gang – herunder beskyttelse af Odense Fjord og grundvandet. I et lille land som Danmark, hvor pladsen er trang, er det afgørende, at vi formår at tænke multifunktionelt, når vi skal finde løsninger på udfordringerne i det åbne land", siger Troels Kærgaard Bjerre, projektchef i Vandcenter Syd.

Naturområdet binder en række mindre eksisterende naturområder sammen og i samarbejde med lodsejere er der etableret madpakkehus, hegn, trampestier og spang over de mest våde områder, så interesserede har mulighed for at gå i området og stierne er forbundet til det eksisterende rekreative naturområde ved Verninge Mose og Nårup Bjerge.

Mindre kvælstof og mere biodiversitet

Åsemose-projektet fjerner årligt 6 tons kvælstof til Odense Fjord, hvilket bidrager til bedre vandmiljø og vilkår for dyr og planter under vandoverfladen i fjorden. Men derudover er der også tænkt i at skabe bedre vilkår for biodiversiteten i hele naturområdet.

I samarbejde med lodsejerne sat hegn op, så området kan blive afgræsset af kvæg. Det skal sikre en naturlig vedligeholdelse, så der kan komme lys ind og ned i området, så naturlige planter får mulighed for at udvikle sig til gavn for biodiversiteten generelt.

Jordfordeling har været med til at gøre projektet til en realitet

Nøglen til at projektet nu løser så mange forskellige samfundsmæssige udfordringer er det unikke samarbejde mellem en lang række velvillige lodsejerne, Landbrugsstyrelsen og Assens Kommune omkring jordfordeling og synergi tiltag i området.

”Jordfordeling går i sin enkelthed ud på, at jordfordelingsplanlæggeren i samarbejde med lodsejer og kommune forsøger at finde en løsning, hvor landmændenes jord kan indgå i projektet, og hvor landmændene eventuelt tilbydes nye marker, som erstatning for de marker, de afstår”, fortæller Enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Josephsen Kargo, og fortsætter:

”Det har været spændende at være en del af. Og projektet demonstrer til fulde, hvordan vådområder og jordfordeling kan komme mange til gavn, hvis det gøres rigtigt.”

”Vi er så glade for og stolte af, at vi nu kan indvie endnu et naturområde, som gavner på så mange forskellige måder. Det kunne ikke lade sig gøre uden den store velvilje, som vi har mødt hos lodsejerne”, fortæller Jannik Seslef, projektleder i Assens Kommune, og fortsætter:

”Vi går kun frivillighedens vej i forhandlingerne, og det giver til tider en længere proces, som kræver stor tålmodighed fra alle parter, da der er mange brikker, som skal matches og passe sammen under vejs. Men det er vigtigt for os, at finde frem til de rigtige løsninger for alle. Og det er jeg meget stolt af, at vi nu er kommet i mål med”, siger Jannik Seslef, projektleder i Assens Kommune.

Indvielse

Fredag den 14. oktober 2022 kl. 13.30 -16.30 vil vådområdet ved Åsemosen blive indviet af Borgmester Søren Steen Andersen. I den forbindelse vil Projektleder Jannik Seslef fortælle og vise rundt i området sammen med Projektchef Troels Kærgård Bjerre fra Vandcenter Syd.

Mødestedet er på parkeringspladsen på Assensvej mellem Neversvej eller Skovsbovej i Verninge. Det vil blive markeret med flag, så det er nemt at finde.