icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Menneskelig fejl skyld i, at journalist modtog CPR-numre på borgere i Assens Kommune

Menneskelig fejl skyld i, at journalist modtog CPR-numre på borgere i Assens Kommune En intern mail med 751 cpr-numre, som en medarbejder skulle videresende til tre kolleger på rådhuset, er ved en beklagelig fejl her til formiddag blevet sendt til en journalist fra Avisen Kommunen.

Mailen drejer sig om en opgørelse fra Fynbus over kørsler med kommunens borgere i januar.

-Det er naturligvis dybt beklageligt at medarbejderen får sendt mailen med de personfølsomme oplysninger til en forkert modtager, siger sekretariatschef Lene Wilhøft.

Hun forklarer, at medarbejderen her til formiddag modtog en mail sendt via sikker post fra Fynbus. Da hun skal sende mailen videre til tre kolleger, får hun desværre brugt en forkert mailadresse.

Berørte borgere informeres pr. brev

Lene Wilhøft pointerer, at borgerne i Assens Kommune fortsat kan have tillid til, at kommunen forvalter personfølsomme oplysninger korrekt.

-Det er en brandærgerlig, men også enkeltstående hændelse. Det er desværre sådan noget, der kan ske, når vi som mennesker betjener computere, siger Lene Wilhøft.

Det var journalisten selv, der med det samme henvendte sig til Assens Kommune og gjorde opmærksom på, at han ved en fejl havde modtaget mailen.

Efter aftale med kommunen, har journalisten efterfølgende bekræftet, at mailen er slettet.

- Vi går nu i gang med at skrive ud til de berørte borgere, ligesom at vi naturligvis går vores arbejdsgange grundigt efter i sømmene oven på dagens hændelse. IT-sikkerhed er noget, vi har stort fokus på i organisationen. Derfor vil vi også kigge på, om der er andre sikkerhedstiltag, der skal sættes i værk.

Vi gør naturligvis alt for at forhindre, at noget lignende sker, siger Lene Wilhøft.

Yderligere oplysninger

Sekretariatschef Lene Wilhøft, tlf. 64747379 / 29379068 eller kommunaldirektør Finn G. Johansen, tlf. 64747361 / 23606550.