icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Løbe- og gåfællesskab samler mennesker på tværs af alder

Den yngste er 10 år, og den ældste er 83 år gammel. I Knarreborg gå-og løbefællesskab er der plads til alle: øvede, begyndere og gangbesværede. Det vigtigste er, at alle kan være med, at alle hygger sig og føler sig set.

Charlotte Pedersen var træt af at løbe alene, og derfor søgte hun efter andre i sit netværk, som havde lyst til at være med. På det tidspunkt havde hun ikke regnet med, at det der skulle blive til Knarreborg Gå- og Løb på bare lidt over et år skulle vokse fra 7 til 35 aktive medlemmer.

- Jeg forventede slet ikke, at tilslutningen ville blive så stor. Det vigtigste er heller ikke, hvor mange vi er, men at vi kan mødes og får nogle gode stunder sammen, fortæller Charlotte, stifter af Knarreborg Gå- og Løb, og fortsætter:

- Alle er velkomne, og alle skal kunne være med. Alderen spænder vidt, og det gør, at vi kan lære noget af hinanden. Det hænder f.eks., at de ældre kender historier om de områder, vi kommer forbi, og dem deler de med os andre.

Du skal være opmærksom på, at udbyderen af servicen sætter en eller flere cookies på din computer, når du trykker på afspil video. Læs om cookies.

Meget mere end motion...

At komme ud i naturen er godt for bådefysikken og psyken, men spørger man Charlotte, så giver fællesskabet meget mere end det:

- Det er godt at komme ud og røre sig, især i naturen. Det giver bedre humør og en god følelse i kroppen. Men det giver også noget ekstra, fordi vi gør det sammen. At man ved, der står nogle og venter på én, skaber glæde, fremfor hvis man tager afsted alene.

Netop fællesskabet er en af de bærende elementer, og foruden de ugentlige ture er der sociale arrangementer, hvor turene ender med et godt spis-sammen-arrangement eller fejring af mærkedage som f.eks. fastelavn.

Når nogle af medlemmerne når en ’milepæl’, f.eks. løber- eller går en distance, så bliver det fejret med flagallé og heppekor, for succeser, store som små, skal fejres.

Alle skal sige goddag og følges ad

Der er kun to regler i fællesskabet, og det er, at alle skal sige goddag til hinanden, når de mødes, og alle skal følges ad på turen. Charlotte ved, hvordan det kan føles at være tilbageholdende og genert, derfor har hun fokus på, at alle skal føle sig godt tilpas og velkomne fra dag ét:

- Når vi mødes, har jeg lavet en regel om, at alle skal give hånd og hilse på hinanden. På den måde bliver alle set og en del af fællesskabet. Når vi kigger op og ser hinanden i øjnene, så føler vi os velkomne, slutter Charlotte.

Der er altid plads til nye medlemmer, og så er det gratis at være med. Er nysgerrigheden vakt, har Knarreborg Gå- og Løb en Facebookside: