icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Lærlingenetværk bygger bro på tværs af fagene

Sune Toft Dreier Andersen er lærling hos tømrer- og snedkerfirmaet Lebæk A/S ved Aarup. Han er desuden en del af lærlingenetværket Lærling Vestfyn, som giver sammenhold blandt håndværkerne, fortæller han.

”BANK, BANK, BANK” hamrer det løs inde fra værkstedet hos tømrer- og snedkerfirmaet Lebæk A/S på Gelstedvej nær Aarup.

Iført et par beskyttende propper i ørerne tvinger Sune Toft Dreier Andersen en træbjælke på plads med hammeren, inden den får en omgang med sømpistolen.20-årige Sune fra Tommerup Stationsby har i lidt over et år været tømrerlærling hos Klaus Lebæk. Arbejdsopgaverne varierer, og i øjeblikket er det en stor bestilling fasanvolierer, som kræver hans opmærksomhed.

Du skal være opmærksom på, at udbyderen af servicen sætter en eller flere cookies på din computer, når du trykker på afspil video. Læs om cookies.

En del af lærlingenetværket

Sammen med erhvervsforeningen Udvikling Assens og de øvrige håndværkervirksomheder i Assens Kommune har Klaus Lebæk været med til at starte lærlingenetværket Lærling Vestfyn op. Det er et tilbud til alle lærlinge i byggevirksomhederne i kommunen, hvor de kan få et netværk på tværs af de forskellige fag.

Spørger man Sune, giver lærlingenetværket både noget socialt og fagligt.

- Det giver en stor viden omkring hele håndværkerbranchen. Når man kommer ud på en stor plads med andre håndværkere, og der er pres på, er det rart at vide, hvad de andre fag handler om, for så kan man bedre sætte sig i de andres sted, fortæller Sune.

For ham er fællesskab den vigtigste faktor for et godt liv.

- Det er vigtigt, at man har noget socialt.

Både til fodboldtræning og på arbejdspladsen. Et godt socialt liv er altafgørende for mig.

På rette vej

Sune har siden folkeskolen været fascineret af at kunne bygge og skabe noget selv.
Dét får han lov til hos tømrer- og snedkerfirmaet Lebæk A/S. Virksomheden har eksisteret siden 1998, og på nuværende tidspunkt har virksomheden intet mindre end 13 lærlinge.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg er havnet her hos Klaus. Jeg er kommet et sted hen, hvor de tager sig godt af lærlingene og sætter stor pris på os, siger Sune.

Klaus ser det som en investering i fremtiden.

- Som virksomhed har vi pligt til at give de unge en uddannelse, fortæller ejeren og tilføjer, at mange af lærlingene efterfølgende vender tilbage til virksomheden som svende.

Sune ved endnu ikke, hvilken retning han vil gå, når han til efteråret forhåbentlig består svendeprøven og er udlært. Uanset hvad er han taknemmelig for, at han netop har muligheden for at forme sin egen fremtid.