icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Kåring af Årets Landsby 2019

Assens Kommune og Landdistriktsrådet ønsker for 11. gang at hædre en landsby, der har gjort noget ekstra for at fremme og styrke det gode liv i landsbyen.

Assens Kommune og Landdistriktsrådet ønsker for 11. gang at hædre en landsby, der har gjort noget ekstra for at fremme og styrke det gode liv i landsbyen.

For at være med i opløbet om at blive Årets Landsby 2019 kræver det, at landsbyen har sat fokus på sundhed og velvære og dermed gør en aktiv indsats for at fremme fællesskabet og det gode liv i landsbyen.

- Temaet for udvælgelse af Årets Landsby 2019 passer fint ind i Assens Kommunes Vision 2030, og det er ikke tilfældigt, fortæller Søren Steen Andersen, der er borgmester i Assens Kommune.

Han uddyber:

- Vi har en vision, der blandt andet sætter fokus på fremme af det gode liv og fællesskaber, og disse begreber både kendetegner og trives i vores mange landsbyer og lokalsamfund i Assens Kommune.

Formand for Landdistriktsrådet i Assens Kommune, Jens Zimmer Rasmussen, er enig:

- Alle vil sundhed og velvære, både for en selv, ens familie og bekendte - og der er masser af tilbud og muligheder stort set for alle aldersklasser. Men hvordan lykkes man med det ude i landsbyen? Dét er temaet for Årets Landsby 2019, siger Jens Zimmer Rasmussen.

Assens Kommune og Landdistriktsrådet ønsker, at Årets Landsby 2019 blandt andet fokuserer på emner som:

  • Fremmer borgernes sundhed gennem eksempelvis arrangementer af fysisk aktivitet i lokalsamfundet.
  • Fremmer fællesskabsfølelsen gennem fællesarrangementer og meget gerne på tværs af generationer.
  • Aktivt arbejder med at få flere (ensomme) borgere involveret i fællesskabet.
  • Aktivt gør en indsats for at fremme integration af nytilflyttere til lokalsamfundet.

Sådan ansøger man

Ansøgningsfristen for at være med i opløbet til Årets Landsby er søndag den 11. august 2019. Ansøgningen indsendes elektronisk til lokalsamfund@assens.dk. Vinderne bliver udpeget af Økonomiudvalget efter indstilling fra Landdistriktsrådet. Udvælgelsen sker på Økonomiudvalgets møde den 19. august. Umiddelbart herefter får kontaktpersonen fra den udvalgte landsby skriftlig besked. Den officielle kåring sker fredag den 27. september 2019 i den vindende landsby.

 For yderligere oplysninger kontakt

Spørgsmål vedrørende konkurrencen kan rettes til Udviklingskonsulent Steen Søgaard på telefon 64 74 73 68 eller stspe@assens.dk .

 Fakta:

  • Sidste års vinder af Årets Landsby er Skallebølle. Skallebølle vandt prisen, på blandt andet at være lykkedes med at skabe udvikling ud fra en langtrækkende udviklingsplan og være lykkedes med at sætte handling bag. Desuden har Skallebølle aktivt arbejdet med bosætningsinitiativer.
  • Alle landsbyer i Assens Kommune, herunder tidligere års vindere, kan deltage i konkurrencen, såfremt landsbyens indbyggertal ikke overstiger 1000 personer. Der skal ikke anvendes ansøgningsskema.
  • Temaet for udvælgelsen er i år ”En landsby, der aktivt har sat fokus på den brede definition af sundhed og velvære og dermed gør en aktiv indsats for at fremme fællesskabet og det gode liv i landsbyen”.
  • Den vindende landsby præmieres, ud over titlen og æren, med 10.000 kr. Pengepræmien er sponseret af Assens Kommune. Præmien skal anvendes til et formål, der er til fælles glæde i den vindende landsby.