icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Jordløse er Årets landsby 2021 i Assens Kommune

Det bliver landsbyen Jordløse, der løber med titlen og æren som Årets landsby 2021 i Assens Kommune.

Efter indstilling fra bestyrelsen i Landdistriktsrådet, har Økonomiudvalget i Assens Kommune udpeget Jordløse som Årets landsby 2021.

Selve prisoverrækkelsen finder sted fredag den 1. oktober, kl. 16.00 i Landsbyens Hus i Jordløse, hvor borgmester Søren Steen Andersen og Steen Kjær, formand for Landdistriktsrådet, overrækker prisen til borgerne i Jordløse.

Jordløse har vendt coronakrisen til noget positivt

Temaet for Årets landsby 2021 i Assens Kommune har været ”Den nytænkende landsby”. En landsby, der har formået at omsætte coronakrisen til positive muligheder for landsbyens indbyggere med særligt fokus på nye tiltag i forhold til levedygtighed og bæredygtighed. Det kan fx være tiltag for at fastholde eller tiltrække nye beboere, udvikle nye erhverv eller servicetilbud samt skabe nye teknologiske eller bæredygtige udviklingsmuligheder.

I vurderingen har Assens Kommune og Landdistriktsrådet lagt særlig vægt på, hvordan Jordløse i forbindelse med coronakrisen har vist initiativ og evne til at modstå denne ved at sætte gang i nye positive muligheder for landsbyens udvikling.

Jordløse er lykkedes med rigtig mange tiltag:

  • Indvielse af sti- og shelterprojekt
  • Overtagelse af de gamle skolebygninger og etablering af Landsbyens Hus
  • Byens Dag 30. maj 2021 med besøg af kulturkaravanen ”Visioner fra vandkanten”
  • Bosætningsinitiativer

Jordløse løfter i fællesskab

Borgmester Søren Steen Andersen er imponeret over den handlekraft, der er udvist i Jordløse:

”Jordløse har vist, at når en landsby bliver nødsaget til mere eller mindre at lukke ned for alle aktiviteter, så finder borgerne og foreningerne nye veje. Borgerne i Jordløse har ikke bare ventet til coronakrisen var ovre - de er fortsat med at holde landsbyen og de mange foreninger i gang. Samtidig er de lykkedes med at sætte nye initiativer i gang. Det er meget imponerende.”

Steen Kjær, formanden for Landdistriktsrådet, er enig:

”Beboerne i Jordløse har et aktivt og stort fællesskab, som vi ser det omkring fx sportsklubben, de mange væresteder og nu Landsbyens Hus. Her arbejder medlemmer og frivillige både før, under og efter coronatiden med at få renoveret lokaler og udendørs arealer – til glæde for brugere og borgere i Jordløse.”

For både Søren Steen Andersen og Steen Kjær er det glædeligt, at Jordløse har visioner for fremtidens landsby og har store planer for udvikling af Jordløse gennem de næste 5 år.

Søren Steen Andersen siger:

”Det er meget glædeligt, når en landsby sætter sig mål for udvikling over en årrække. Jordløse har ambitioner, men Jordløse har også vist, at de kan rigtig meget i fællesskab – selv under en nedlukning.”

Fakta

Det er 13. gang, at Assens Kommune og Landdistriktsrådet kårer Årets landsby i Assens Kommune. Kåringerne startede tilbage i 2009, og sammen med æren følger en kontakt præmie på 10.000 kroner fra Assens Kommune, der skal bruges til landsbyens bedste.