icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Gurli drømmer om seniorboliger midt i Ebberup

Gurli Fredskov er initiativtager til Foreningen for Seniorboliger, der arbejder for at skabe seniorboliger centralt i Ebberup. Det stærke byfællesskab betyder, at de ældre ønsker at blive boende, når parcelhuset bliver for stort, fortæller hun.

Siden 74-årige Gurli Fredskovs mand døde i 2007, har hun selv passet 170 kvadratmeter parcelhus med tilhørende have i Ebberup. Hun var en af Ebberups nybyggere i 70’erne, men nu er det på tide at give huset videre til en børnefamilie, mener Gurli, som har sat det til salg. I omkring 24 år har hun gået med tankerne om at få opført seniorboliger midt i Ebberup, og i november 2018 gjorde hun alvor af drømmen. Sammen med Pia Johansen fra byens lokalråd stiftede hun Foreningen for Seniorboliger.

I det første halve år af foreningens levetid har 24 interesserede skrevet sig på ventelisten til de 24 boliger.

- Det er vel at mærke før, at der overhovedet står noget byggeri klar, smiler Pia Johansen, som er foreningens formand.

- Det er et tegn på, at vi mangler seniorboliger, som man kan leje, for vi, som kom til byen i 60’erne og 70’erne, er blevet folkepensionister nu, fortæller Gurli, hvis drømmehus er cirka 70 kvadratmeter med en lille have til. 

Alle kender alle

I Ebberup kender alle hinanden, og det er én af grundene til, at Gurli og flere andre ældre gerne vil blive boende i byen. Placeringen af seniorboligerne er meget vigtig – de skal ligge bag stationsgrunden midt i byen, tæt på indkøb, hallen og busstoppested, fortæller hun.

- Når vi bliver ældre og måske gangbesværede, betyder det meget, at det meste er tæt på.

Fællesskab og fredagsbar

I Ebberup er fællesskabet fænomenalt, fortæller Pia og Gurli. For nylig har lokalrådet i Ebberup og omegn startet fredagsbar i hallens cafeteria, og første gang mødte ikke mindre
end 50 beboere op for at ønske god weekend. 

- Vi er gode til at stå sammen i byen og bakke op om arrangementer, fortæller Pia.

- Og det har vi altid været, siger Gurli og henviser til dengang byens borgere i 1975 byggede den ene af Ebberup Hallerne med frivillige kræfter.

En lokal bygherre har vist interesse i at opføre de 24 boliger i to etaper. Boligerne vil blive mellem 65 og 115 kvadratmeter, og ansøgerne til lejeboligerne skal være +55 år. De første
12 boliger er allerede reserveret, og hvis grunden kan købes, og lokalplanen godkendes, forventer bygherren at have første etape indflytningsklar i sommeren 2020.

- Det kunne være så fantastisk. Det er drømmen, fortæller Gurli.