Første spire er ansat i "voksenstilling"
Om en måneds tid fylder Freya 18 år – og samme dag begynder hun i et nyt job på Plejehjemmet Æblehaven i Haarby. Efter at have været ansat som spire på plejehjemmet i et års tid, har hun nemlig sagt ja til at fortsætte som ufaglært afløser, alt imens hun færdiggør sin uddannelse på STX. Og hun glæder sig til at komme i gang med sit nye job.
-At gå fra at være spire til at være social- og sundhedsmedarbejder betyder blandt andet, at jeg får nye, spændende udfordringer, fordi jeg nu kan hjælpe beboerne med nogle andre ting, end jeg kunne som spire. Som for eksempel at hjælpe dem i seng og hjælpe dem med andre personlige behov. Her betyder det meget for mig, at jeg har nogle virkelig dygtige og gode kolleger, som jo har været forbilleder for mig, mens jeg var spire– og nu står klar til at hjælpe mig i praksis, fortæller Freya.
At være spire har åbnet Freyas øjne for, at hun i fremtiden gerne vil have et job, hvor hun arbejder med mennesker. Om det bliver som pædagog, sygeplejerske, SOSU eller noget helt fjerde, ved hun ikke endnu. Men oplevelsen af, at hun med sin tilstedeværelse har givet de ældre et smil på læben, gør indtryk, siger hun.
-De timer, jeg tilbringer her, er altid meningsfulde. Når jeg træder ind ad døren, har jeg fokus på nærvær og kontakt. På mange måder er det også et break fra et hektisk og ”skærmfyldt” ungdomsliv. Jeg stresser faktisk af, når jeg er på arbejde på Æblehaven, beskriver hun.
Efter en succesfuld forsøgsperiode blev spirejob-ordningen, der er for unge mellem 14 og 17 år, sidste år udvidet til alle plejehjem i Assens Kommune. Spirene kommer to gange om ugen og hygger med de ældre – og samtidig får de et indblik i, hvad det vil sige at arbejde med ældre. Håbet er, at nogle af dem får lyst til en velfærdskarriere.