icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Assens Kommune Danmarks hurtigste til at behandle byggesager

Fire dage! Så hurtig er Assens Kommune til at behandle ansøgninger om byggetilladelser fra borgere og erhvervslivet. Det viser den netop årligt opgjorte undersøgelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen over kommunernes behandlingstider på byggesager. Dét giver samtidig Assens Kommune en placering som nummer 1 blandt alle landets kommuner!

Borgmester Søren Steen Andersen er naturligvis glad for placeringen:

- Det er stærkt tilfredsstillende, at vi for andet år i træk rangeres i Styrelsens opgørelse som den kommune i landet, der er hurtigst til at behandle byggesager. Vi har et stort fokus på, at borgere såvel som erhvervslivet oplever en smidig og hurtigt sagsbehandling. Den flotte placering er derfor også et skulderklap til vores medarbejdere.

Søren Steen Andersen pointerer, at den hurtige byggesagsbehandling ligger fint i tråd med den Erhvervs- og Vækstpolitik, Byrådet vedtog i onsdags:

- For at skabe vækst, er det afgørende, at erhvervslivet oplever, at vi er til for dem – og at vi har et godt samarbejde. Her er hurtig sagsbehandling afgørende.

Fakta     
Tallene fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er baseret på faktisk indberettede sagsbehandlingstider fra kommunen. Sagsbehandlingstiden dækker over den tid, fra kommunerne modtager fyldestgørende materiale til der træffes afgørelse i sagen – altså at borgerne eller virksomhederne får en tilladelse til at bygge.  

Yderligere oplysninger
Borgmester Søren Steen Andersen, tlf. 64747372 / 29379065 eller udviklingsdirektør Rikke Berg, tlf. 64747490 / 24610888.