icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Tandklinikassistentelev

Drømmer du om at uddanne dig og få løn samtidig? Er du klar på at møde nye udfordringer hver dag? Vil du være med til at give borgerne i Assens Kommune en positiv og tryg oplevelse, når de besøger tandlægen? Så er uddannelsen som tandklinikassistent måske lige noget for dig!

Som tandklinikassistent har du en meget vigtig funktion i tandklinikken. Det er dig, der modtager patienterne, aftaler behandlingstid og assisterer tandlægen under behandling.

Om uddannelsen

Uddannelsen til tandklinikassistent tager ca. 3 år inklusiv grundforløb. Uddannelsen består af både praktik og skoleophold, og du kan tage uddannelsen på Syddansk Erhvervsskole i Odense. 

På uddannelsen får du en grundlæggende viden om mundens opbygning og funktion. Det er vigtigt for at kunne forstå tandlægens arbejde og yde den bedste assistance ved for eksempel kirurgiske indgreb. Du lærer at hjælpe tandlægen med at gøre de forskellige instrumenter og materialer klar. Du skifter rense- og slibeudstyr, og du klargør fyldningsmateriale.

Herudover lærer du, at vejlede patienten i god mundhygiejne, sund kost, og hvordan man i det hele taget undgår tandsygdomme. Under uddannelsen arbejder du også med røntgen.

På skolen undervises du fx i:

  • Forebyggelse
  • Anatomi og fysiologi
  • Røntgen
  • Klinikadministration

Du skal også have fag som dansk, hygiejne og førstehjælp.

Løn og arbejdstid

Du får elevløn under hele din uddannelse, og du aflønnes efter gældende overenskomst. Vi udbetaler voksenelevløn til alle tandklinikassistentelever over 25 år.

Adgangskrav og ansøgning

For at blive optaget på grundforløbet til tandklinikassistentelev skal du have gennemført 9. eller 10. klasse med minimum 02 i karakter i både dansk og matematik.

Jobmuligheder

Som tandklinikassistent kan du få arbejde i både offentlige og private klinikker, ligesom du kan videreuddanne dig til tandplejer.