icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Udenlandspraktik i Wales

Som kontorelev i Assens Kommune kan du søge om at tage en del af din uddannelse i Wales. Langt væk fra den faste hverdag kan du opleve en anden kultur, udvikle dig og forbedre dine sprogkundskaber hos waliserne. Denne unikke mulighed greb Tasja, og hun fik ni ugers udenlandspraktik, som bød på både oplevelser, udfordringer og udvikling under andre himmelstrøg.

I forbindelse med sin uddannelse har vores tidligere kontorelev, Tasja, været udstationeret ni uger i Swansea-området i South Wales. Hun søgte om at komme afsted og blev én af de seks heldige kontorelever, der fik muligheden for at pakke kufferten og drage mod skønne, grønne Wales. Herunder kan du læse Tasjas beretning om praktikopholdet.

Gik målrettet efter udenlandspraktik

Jeg har altid elsket at rejse og har tidligere været i Storbritannien i 4 uger i forbindelse med min EUX. Lige fra jeg søgte om elevplads i Assens Kommune, vidste jeg, at jeg ville tage en del af min praktik i Wales, hvis jeg fik muligheden. Jeg har ikke noget her i Danmark, der binder mig i forhold til husleje eller andre forpligtigelser. Så det var også et godt tidspunkt i mit liv, jeg fik muligheden. Jeg boede i Swansea i en fin treværelses lejlighed sammen med én af de fem andre elever fra Danmark, og jeg gik både i skole og på arbejde.

Kulturchok i Borgerservice

Projektgruppen for udenlandspraktikken havde udvalgt Swansea Kommune, som min arbejdsplads. Jeg arbejdede i ”Civic Center”, hvilket svarer til Borgerservice fra tirsdag til fredag. Her hjalp jeg borgere med at forny deres buskort eller betale deres skat.

Jeg fik lidt af et kulturchok, da jeg startede. Her i Danmark er vi nemlig gode til at tænke på miljøet, og i Assens Kommune har vi fokus på at være papirfrie og ”nul-print”. Det havde de ikke i Swansea Kommune. De brugte papir til alt. Alt skulle printes og lægges i mapper, da det var den måde de journaliserede på. Modsat I Danmark, hvor vi scanner dokumenterne ind og lægger dem på computeren. 

I Borgerservice sad vi ansatte på skift i receptionen. Udfordringen var bare, at ingen ryddet op efter sig selv. Der var nemlig ingen ”faste pladser” til alle de ting, der lå og flød. Så hver gang en borger skulle låne en saks eller have klipset sine papirer sammen, ledte vi ansatte i alle skuffer og skabe for at finde en saks eller hæftemaskine. Her i Danmark har alle ting en plads, og man rydder helt naturligt op efter sig selv. Derfor lavede vi en oprydningsdag i afdelingen, hvor jeg fik lov til at smide en masse ubrugelige papirer ud, samt lave ”faste pladser” til alle tingene.

Jeg havde dog de sødeste kollegaer i Borgerservice. Alle var opsatte på, at jeg skulle lære en masse engelsk og spurgte meget ind til mig, og hvor jeg kom fra. Jeg fortalte mange historier fra Danmark og viste billeder og videoer af familie og venner. Det er formentlig også derfor, at jeg stadig er i kontakt med dem i dag og planlægger endnu en tur til Swansea.      

Ugentlig skoledag på Gower College

Mandag gik jeg i skole på Gower College sammen med de fem andre danske elever. Vi havde en engelsklærer, der kom omkring mange gode emner i sin undervisning fx det at skrive en ansøgning og Wales’ historie. De fleste skoledage bestod typisk af undervisning i klasselokalet om formiddagen og udflugt om eftermiddagen. Udflugterne var en god måde at se Wales på, da vi kom mange forskellige steder hen i løbet af de ni uger. Vi var bl.a. ude at se Rhossili Bay, hvilket er en 5 km lang sand og sten strand. Derudover var vi på to forskellige museer: Waterfront Museum og Saint Fagans-Museum of Welsh Life. Begge museer viste på hver sin måde noget om Wales historie og udviklingen fra middelalderen til nu.

Udvikling på det personlige plan

Selv om både praktikken i Borgerservice og skolen selvfølgelig var givende, så er det ikke på det faglige plan, jeg har fået mest ud af mit ophold. Det er mere på det personlige plan, hvor jeg bl.a. har fået vakt lysten til at rejse ud i verden igen. Desuden har det været spændende og lærerigt at møde mange forskellige mennesker – også mennesker, som er meget anderledes end en selv.

Jeg har sat rigtig stor pris på den sociale del af opholdet og særligt på det fællesskab, som vi seks ”rejsefæller” opbyggede undervejs. Vi opfattede alle turen lidt som en slags ”ferie”. Det gjorde, at vi var mere tilbøjelige til at tage ud at spise sammen og finde på noget sjovt at lave i weekenderne. Vi var fx på shoppetur i hovedstaden Cardiff, så en fodboldkamp og besteg et bjerg. Alle de oplevelser ville jeg ikke have været foruden, og de var med til at gøre opholdet ekstra godt.

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage af sted, hvis de har mulighed for det, og de er klar på at blive udfordret både personligt og fagligt.

Assens Kommune er en del af projektet ’Danish Trainees to Wales’, der hvert år sender kommunale og regionale kontorelever til Wales omkostningsfrit med støtte fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og Erasmus+. Det er en projektgruppe bestående af ansatte fra Region Midtjylland, Århus Kommune og Svendborg Kommune, der står for koordineringen og udvælgelsen af kontorelever.