icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

IT-supporterelev

Interesserer du dig for IT, og har du et udpræget hjælpergen? Drømmer du om at vedligeholde og administrere IT-systemer og få løn samtidig? Så er uddannelsen som IT-supporterelev måske lige noget for dig!

Som IT-supporterelev i Assens Kommune får du en vigtig rolle i det daglige arbejde med IT i kommunen.

Uddannelsen som IT-supporterelev klæder dig på til at arbejde med og vedligeholde organisationens IT-systemer, både hardware og software, og du opnår viden omkring teknikken, der ligger bag diverse IT-systemer.

Du får en spændende og alsidig uddannelse som IT-supporterelev i Assens Kommune. Uddannelsen sker i samspil mellem det uddannelsessted, du er tilknyttet, og Assens Kommune, hvilket er med til at sikre en god balance mellem teori og praksis.

Om uddannelsen

IT-supporteruddannelsen er opbygget af et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet varer mellem 20 og 40 uger alt afhængig af, om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej, og tages på en erhvervsskole.

Hovedforløbet tager 2 år og veksler mellem praktikperioder i Assens Kommune og skoleforløb.

På skolen undervises du i fag, som lærer dig at arbejde med IT-systemer fx computerteknologi, informationsteknologi, operativsystemer, netværk og fejlfinding, programmering m.fl.

Din elevtid hos Assens Kommune vil blive tilrettelagt i forhold til indholdet på dine skoleperioder. Derved vil vi forsøge at nå rundt om dit pensum, samtidig med at du efter endt læretid er godt inde i de processer, der rører sig i en IT-afdeling. Du indgår på lige fod med de øvrige medarbejdere i afdelingen, og du vil få tildelt ansvar for selvstændige opgaver i forhold til, hvor langt du er i uddannelsesforløbet.

Under din uddannelse vil du møde en afdeling med et bredt kompetencefelt, hvor support og service er i højsæde, blandet med en fri omgangstone i hverdagen.

Elevnetværk

Du bliver en del af vores elevnetværk, som består af andre elever i administrationen på Assens Rådhus. I elevnetværket har du mulighed for at udveksle erfaringer og danne et fællesskab sammen med de andre elever. 

Løn og arbejdstid

I løbet af dine praktikforløb i Assens Kommune er din arbejdstid 37 timer om ugen inklusiv frokostpause. I skoleperioderne følger du det skema, som du får udleveret på skolen.

Du får løn under hele din uddannelse, og du aflønnes efter gældende overenskomst.

Adgangskrav og ansøgning

I Assens Kommune ansætter vi én IT-supportelev hver andet år, og vi forventer at næste elevoptag bliver i foråret 2021. Du kan holde øje med stillingen på siden ”Job hos os”.

For at komme i betragtning som IT-supporterelev skal du opfylde adgangskravene nedenfor

Hvis du er:

  • under 25 år skal du have bestået Grundforløb 2 rettet mod IT-supporter
  • over 25 år skal du have en vurdering af dine realkompetencer - også kaldt en realkompetencevurdering (RKV)

For nærmere afklaring i forhold til adgangskrav og realkompetencevurdering kan du kontakte en uddannelsesvejleder på Syddansk Erhvervsskole.

Jobmuligheder

IT er fremtiden, og derfor kan du med en IT-supporteruddannelse efterfølgende arbejde som eksempelvis IT-supporter eller IT-konsulent i stort set alle typer af virksomheder, som bruger IT-udstyr. Det kan bl.a. være i den offentlige administration, IT-virksomheder, inden for telekommunikation eller engros m.v.

Som uddannet IT-supporter kan du vælge at videreuddanne dig til datatekniker på Syddansk Erhvervsskole, hvilket giver mulighed for, at du efterfølgende kan uddanne dig yderligere til fx it-teknolog, softwareudvikler og civilingeniør.