Skip til hoved indholdet
    Hjem Karriere i Assens Kommune SOSU-job: Meningsfulde job med høj faglighed SOSU-job: Meningsfulde job med høj faglighed

SOSU-job: Meningsfulde job med høj faglighed

Vi hjælper mennesker 24/7 og vil mægtig gerne have dig med på holdet! Vi sætter dine kompetencer i spil og strækker os langt for at vagtplanen passer til dit liv.

Vi sætter din faglighed i højsædet. Vi kender forskellen på en social- og sundhedshjælper og en social- og sundhedsassistent – og vi tilstræber at planlægge vores arbejde, så dine kompetencer bliver sat i spil på den bedste måde.

Hos os arbejder social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter med hver deres opgaver, men vi giver også rum for, at vi kan hjælpe hinanden med opgaverne i det omfang, der giver mening.

Når du begynder hos os, lægger vi stor vægt på at give dig den bedste start i dit nye job som SOSU-hjælper, SOSU-assistent eller ufaglært social- og sundhedsmedarbejder.

Dine erfarne kolleger vil give dig en grundig introduktion, så du kommer godt på plads.

Vi hjælper dig også med din kompetenceudvikling. Hvis du fx begynder hos os som ufaglært social- og sundhedsmedarbejder, og du har lyst til at læse til social- og sundhedshjælper, eller du er hjælper og drømmer om at læse videre til social- og sundhedsassistent, så bakker vi helhjertet op om det – hele vejen igennem dit uddannelsesforløb. Hos os er du nemlig garanteret alle praktikpladser, så du får prøvet kræfter med både ældreområdet, psykiatrien og et sygehusafsnit.

SOSU-job i Assens Kommune

På de følgende sider kan du finde svar på, hvad en SOSU-medarbejder er, hvad en SOSU-assistent laver, hvordan man bliver SOSU-hjælper, hvad dine muligheder er i Assens Kommune og meget mere.

 

SOSU-job på vores plejehjem

Vi har 9 plejehjem fordelt i hele kommunen, og du kan derfor både finde et SOSU-job tæt på Odense i nord og ud til Lillebælt i syd. Fx ligger:

Her kan du læse mere om vores plejehjem. 

Eden Alternative – Et godt liv hele livet

Alle vores plejehjem arbejder ud fra konceptet "Eden Alternative". Det betyder, at vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og har fokus på borgerens medbestemmelse. Vores plejehjem er netop hjem, hvor borgerne kan leve et liv, der er værd at leve. Vi hjælper borgeren med at få et godt liv – hele livet igennem.

Det betyder også, at vi ser mennesket med alt det, som vedkommende bringer med sig af erfaringer, interesser og personlighed.

Vi arbejder for, at borgeren så vidt som muligt kan fortsætte sit vante liv på plejehjemmet, og vi afsætter tid til at gå ind på borgernes ønsker. Fx kan vi bage en kage til eftermiddagskaffen eller tage ud at handle sammen.

Vores beboere skal mærke, at vi vil dem som mennesker. Det handler om, at vi skal gribe beboernes ønsker og se mulighederne, så vi forhindrer ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Vi skaber kærlige relationer, og når man kommer på arbejde som sig selv, giver det rigtig meget arbejdsglæde.

Lotte Hartmann Lenius, chef for Ældre og Forebyggelse

SOSU-job i vores hjemmepleje – Morgendagens Hjemmepleje

Du har gode muligheder for at få et social- og sundheds-job i en af vores 6 hjemmeplejegrupper fordelt i hele kommunen. Blandt andet i den nordlige del, hvor du nemt kan pendle fra fx Odense eller Middelfart.

Vores teams er relativt små, og der er god kontakt mellem ledere og medarbejdere. Sammen arbejder vi med udvikling af mindre og selvstyrende teams, hvor du i høj grad kan bruge din faglighed sammen med dine kolleger. I fællesskab planlægger I bl.a. besøgene og ruterne, så opgaverne bliver løst på den bedst mulige måde.

Vi har fokus på, at alle medarbejdere skal tage udgangspunkt i borgernes ønsker og behov, og derfor vil du i hjemmeplejen i Assens Kommune arbejde tæt sammen med både sygeplejersker, tværfaglige koordinatorer og terapeuter i hverdagen. De tværfaglige koordinatorer og terapeuterne sidder fysisk ude i hjemmeplejegrupperne nogle dage om ugen, og en gang om ugen holdes der bl.a. tværfaglige rehabiliteringsmøder, triagemøder m.m.

Vi arbejder ud fra den rehabiliterende tilgang, som betyder, at der arbejdes med borgernes egne ønsker og behov, samt en høj grad af tværfaglighed, så borgernes støttes i at kunne mestre deres egne liv. Derfor ser vi også på hele borgerens situation, både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt, men også for at minimere bureaukrati, så beslutninger træffes tæt på og i samarbejde med borgeren.

For at borgerne kan deltage i ønskede aktiviteter alene eller sammen med andre, har vi også fokus på at arbejde brobyggende ud til lokalsamfundet, når der arbejdes med rehabilitering.

Formålet med at arbejde i mindre teams er at skabe større nærhed og tryghed hos borgerne, da man som team og medarbejder får et rigtig godt kendskab til borgerne, og vi arbejder løbende med kompetenceudvikling – både mono- og tværfagligt.

Alt dette kalder vi Morgendagens Hjemmepleje.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links