icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Pædagoger/socialfaglige medarbejdere til Lindebjerg

Er du pædagog, eller har du en socialfaglig baggrund og erfaring inden for det pædagogiske felt? Sætter du borgeren i centrum, og ser du de pårørende som vigtige samarbejdspartnere? Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor vi har fokus på medindflydelse, tværprofessionelt samarbejde og rehabiliterende tilgange? Så kan du meget vel være en af vores nye kollegaer!

Info

På Lindebjerg søger vi to-tre socialfaglige medarbejdere/pædagoger med tiltrædelse 1. juli 2021 eller snarest muligt derefter.

Stillingerne kan variere fra 30 til 37 timer, og der arbejdes skiftende i morgen- og aftenvagter i tidsrummet kl. 7.00 til 23.00 samt hver anden weekend.

Hvem er vi

Lindebjerg er et bo- og aktivitetstilbud for voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der er beliggende i stationsbyen Aarup i Assens Kommune. Lindebjerg rummer 64 lejligheder, som er fordelt på fire personaleteams, hvor du vil blive tilknyttet et enkelt team.

Borgerne er i alderen 20 til 76 år og har betydelig og varig funktionsnedsættelse af forskellig karakter, herunder Downs syndrom, psykiatriske diagnoser, autismespektrum forstyrrelser, nonverbal kommunikation, immobilitet m.m. Fælles for alle er, at de har brug for individuel kompenserende støtte og vejledning i alle livets aspekter. Der er stor spredning i borgernes funktionsniveau, og en del har udfordringer i form af lav impulsstyring og manglende sociale kompetencer. Alle har i høj grad brug for pædagogisk støtte og vejledning for at få hverdagen til at fungere og indgå i sociale fælleskaber.

Der er særligt fokus på tværprofessionelt samarbejde og rehabiliterende tilgange. Du vil blive medansvarlig for at etablere, vurdere og evaluere socialfaglige tiltag og aktiviteter, der understøtter borgeren.

Lindebjerg har været og vil fortsat være under udvikling i disse år, hvilket betyder, at alle medarbejdere deltager i temadage, supervision og kurser i forhold til bl.a. fundamentering og metodeudvikling.

Vi arbejder efter Assens Kommunes personalepolitiske værdier, hvilket betyder, at vi er ordentlige, åbne, engagerede, ambitiøse og tillidsfulde. Derudover har vi fokus på udvikling, respekt, arbejdsglæde samt en positiv og fleksibel tilgang til arbejdet.

Alt skriftlig dokumentation er it-baseret.

Hvem er du

Vi ser gerne, at du:

  • har en socialfaglig baggrund med erfaring fra det pædagogiske felt såsom pædagog, ergoterapeut, socialrådgiver eller SSA
  • kan koordinere, iværksætte og lave opfølgning på socialfaglige og sundhedsfaglige indsatser
  • kan og vil indgå i det daglige pleje- og omsorgsarbejde omkring borgerne
  • kan arbejde med borgere med udfordrende adfærd
  • sætter borgerne i centrum
  • ser de pårørende som vigtige samarbejdspartnere
  • både kan og vil samarbejde tværfagligt
  • er ansvarsbevidst
  • har gode samarbejdsevner og er åben og fleksibel i forhold til arbejdstider og opgaveløsning

Om jobbet

Vi kan tilbyde dig:

  • en arbejdsplads i konstant bevægelse og udvikling
  • tværfagligt samarbejde
  • medindflydelse på udvikling af tilbuddet
  • en god personalegruppe, der vægter arbejdsmiljø og trivsel højt

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest, inden ansættelsen kan finde sted. Dette kan du gøre digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk.

Vil du vide mere

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingerne, er du velkommen til at kontakte leder Lena Orby på tlf. 20 54 77 89, leder Kathe Kielstrup på tlf. 29 64 74 21 eller leder Hans-Jørn Jessing på tlf. 29 49 38 51.

Du kan også læse mere om Assens Kommune på www.assens.dk.

Ansøgningsfristen er den 22. juni 2021 kl. 23.59, og der afholdes samtaler mandag og tirsdag i uge 26.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!