icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Relationskompetent, selvstændig og ambitiøs lærer med naturfaglig profil til Vissenbjerg Skole

Får du stjerner i øjnene, når du tænker på de naturfaglige fag, og har du matematik, fysik/kemi og idræt som linjefag? Er du kreativ, og elsker du duften af nyhøvlet træ? Kan du skabe et trygt og inspirerende læringsmiljø, og vil du være en del af et hamrende ambitiøst fællesskab, hvor vi har det sjovt sammen? Så er du måske vores nye kollega!

Info

En af vores dygtige lærere har fået et spændende job i Svendborg, så vi er på udkig efter en ny kollega, der kan fylde hans sko ud.

Vi ved, at der heldigvis er mange dygtige lærere derude, så vi går tillidsfuldt til opgaven.

Stillingen er på 37 timer om ugen og med ønsket tiltrædelse 1. august 2021.

Hvem er du

Du får stjerner i øjnene, når du tænker på de naturfaglige fag, og du har naturligvis valgt matematik, fysik/kemi og idræt som linjefag. Du er også kreativ og elsker duften af nyhøvlet træ, så et valghold i håndværk/design er også lige dig. Du inddrager eleverne og laver spædende undervisning. Du trives godt med de større børn og synes, at ungemiljøet er spændende.

Du har i høj grad eleverne på sinde. Af natur lyser du på det gode og tror på det enkelte menneskes potentiale, og det smitter af på din måde at møde elever, forældre og kolleger. Du er rummelig, tålmodig, rolig og hviler i dit selv, og du oplever, at din ro smitter af på eleverne. Du vil noget med eleverne og fejrer det med dem, når du ser, at de rykker fagligt og socialt.

Du ved, at din klasseledelse via professionel relationskompetence, struktur, forudsigelighed og genkendelighed er afgørende for, at du får alle med i et trygt og inspirerende læringsmiljø.

Du er en holdspiller og har regnet ud, at 2+2=5, når vi er i lærende fællesskaber sammen.

Om jobbet

I kommende skoleår indeholder stillingen:

  • Matematik og natur/teknologi på 6. årgang
  • Idræt og fysik på 7. årgang
  • Valghold i håndværk/design

Du bliver en del af teamet på 6. årgang.

Hvem er vi

Vissenbjerg Skole er den største folkeskole i Assens kommune. Vi har ca. 600 skønne elever, og vi har 2-3 spor fra 0. – 9. kl.

Skolen er inddelt i afdeling 1, som rummer 0. – 4. klasse, og afdeling 2 fra 5. – 9. kl. Derudover har vi en specialklasserække og en lille LKT-afdeling. Vores dejlige SFO har næsten 200 børn, og har fantastiske rammer. Skolen har gode faciliteter både inde og ude for både børn og voksne.

På Vissenbjerg Skole tror vi på, at vi først er gode, når alle er gode, og vi står på et fundament af fællesskab og skaberkraft.

Vi sigter efter at samarbejde som et professionelt lærende fællesskab, og her får du mulighed for at være med til at udvikle en lærende kultur, hvor vi bliver dygtigere og skaber løsningerne sammen.

Vi er omgivet af dygtige koordinatorer, vejledere, lærere og pædagoger, som alle hver dag står på tæer for at lykkes med elevernes trivsel og læring. Tonen er uformel og humoristisk, men tag ikke fejl – vi er hamrende ambitiøse, selv om vi har det sjovt imens.

Løn- og ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.

Vi gør opmærksom på, at børne- og straffeattest indhentes og skal være tilfredsstillende, inden ansættelsen kan finde sted. Straffeattesten skal du ved ansættelse selv indhente, hvilke du kan gøre digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk.

Vil du vide mere

Du er velkommen til at kontakte skoleleder Gitte Kondrup Ebbesen på tlf. 64 74 79 44, hvis du har spørgsmål.

Vi skal have din ansøgning, dit cv og relevante bilag (eksamensbevis, udtalelser m.m.) elektronisk senest den 24. juni. Vi afholder samtaler tirsdag d. 29. juni.

Vi glæder os til at høre fra dig!