icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

To sygeplejersker til Sygeplejen i Assens Kommune

Har du lyst til at arbejde i spændingsfeltet mellem den akutte, komplekse og rehabiliterende sygepleje i borgers eget hjem? Trives du i en afvekslende og til tider hektisk arbejdsdag med mange komplekse opgaver og mulighed for kollegial sparring? Og vil du være en del af en arbejdsplads, hvor vi investerer i det gode arbejdsmiljø og har et godt fællesskab, humor, omsorg og respekt for hinanden? Så er det måske lige dig, vi er på udkig efter!

Info

Hos Sygeplejen i Assens Kommune søger vi to sygeplejersker på 32-37 timer ugentligt. Du vil primært skulle arbejde i dagvagter, og der er weekendvagt hver 3.- 4. weekend.

Hvorfor skal du være sygeplejerske i Assens Kommune?

  • Du bliver sygeplejerske i en gruppe, hvor der arbejdes med udvikling, trivsel og kvalitet.
  • Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor du kan forvente at samarbejde med kompetente og engagerede kolleger med et godt humør.
  • Du får en hverdag, som både er afvekslende og spændende.
  • Du bliver medinddraget i den rivende udviklingen, som den kommunale sygepleje gennemgår i disse år.

Hvem er vi

I Sygeplejen og Akutteamet er vi omkring 50 sygeplejersker. Vi er organiseret som en enhed, men vi er i øjeblikket fordelt på to matrikler i henholdsvis Aarup og Assens.

I Sygeplejen og Akutteamet varetager vi meget komplekse opgaver i borgerens eget hjem og på vores fem sygeplejeklinikker. Vi har et rigtig godt tværprofessionelt samarbejde med kollegaer i hele organisationen.

Hvad kendetegner os?

  • Vi er en dedikeret og trofast flok sygeplejersker med en bred viden og stor erfaring. Faktisk har vi samlet set 335 års erfaring i Assens Kommune og 882 års erfaring som sygeplejersker.
  • Vi har et højt fagligt niveau og værdsætter kollegial sparring og refleksion.
  • Vi investerer i det gode arbejdsmiljø og har et godt fællesskab, humor, omsorg og respekt for hinanden.

 Hvad kan du forvente?

  • Du får et godt introduktionsprogram ud fra en vurdering af, hvad dit behov er for at føle dig tryg i opgaven, samt introduktion til vores dokumentationssystem.
  • Du varetager planlægning af den sygeplejefaglige indsats hos de borgere, som du skal besøge, herunder skaber overblik over dagens sygeplejefaglige opgaver.
  • Du varetager sygeplejen af borgere med en kompleks og ustabil sundhedstilstand, hvor du ofte skal vurdere nye og akutte tilstande.

Hvem er du

Vi forestiller os, at du er sygeplejerske med interesse inden for det akutte felt, rehabilitering, palliation og det geriatriske speciale.

Hvad forventer vi af dig?

  • Du er fagligt velfunderet, engageret og ambitiøs.
  • Du besidder ro og overblik.
  • Du trives i et tværfagligt og til tider hektisk arbejdsmiljø.
  • Du er anerkendende i din kommunikation og finder værdi i at lytte.
  • Du forholder dig reflekterende til sygeplejen. 

Løn og ansættelsesvilkår  

Begge stillinger er faste og med tiltrædelse den 1. december 2020. Løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at du ved ansættelse selv skal indhente straffeattest, og at ansættelsen er betinget af, at denne er tilfredsstillende. Straffeattesten kan du hente digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk.

Vil du vide mere  

Hvis du ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte leder af Sygeplejen og Akutteamet, Kirsten M. Nielsen, på tlf. 23 81 44 99.

Ansøgningsfristen er den 25. oktober kl 23:59, og vi afholder samtaler den 27. oktober 2020.

Vi glæder os til at høre fra dig!