icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Koordinerende sagsbehandler til ressourceforløbsborgere

Brænder du for at gøre en forskel for borgerne på ressourceforløb, og har du erfaringer i arbejdet med målgrupper langt fra arbejdsmarkedet? Er du positiv og kreativ i din tankegang, og tør du møde borgerne på en ny måde? Trives du i en afvekslende hverdag på en arbejdsplads med et godt arbejdsklima og engagerede kollegaer? Så har vi et spændende og udfordrende job til dig!

Info

Da en af vores kollegaer har valgt at søge tilbage til sine rødder på Sjælland, mangler afdelingen for Arbejdsfastholdelse i Jobcenter Assens lige nu en koordinerende sagsbehandler til ressourceforløbsområdet. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt.

Hvem er vi

Arbejdsfastholdelse er en afdeling på ca. 40 medarbejdere med dygtige og ansvarlige kollegaer, der hele tiden ønsker at gøre sig fagligt stærkere til fordel for borgerne. Vi er en afdeling præget af et kæmpe engagement og et godt arbejdsklima, hvor både leder og medarbejdere brænder for deres arbejde. 

Afdelingen for Arbejdsfastholdelse er i en rivende udvikling med fokus rettet på at blive endnu bedre til vores kerneopgave sammen med borgerne. I Arbejdsfastholdelse varetager vi sygedagpenge-, jobafklaringsforløbs- og ressourceforløbssager. Vi tror alle på, at alle kan bidrage på arbejdsmarkedet, og vi insisterer på at gøre en positiv forskel for vores borgere og samarbejdspartnere.

Vi arbejder målrettet med at understøtte og vejlede borgerne, og sikre progression frem mod den enkelte borgers mål. Vi har fokus på, hvordan vi taler og skriver og i det hele taget, hvordan vi behandler borgerne og hinanden. Det er vigtigt for os, at vores borgere ikke blot hører, hvad vi siger, men at de også oplever meningen med det.

Du bliver en del af et team bestående af tre koordinerende sagsbehandlere, hvor kasketten kan skifte fra dag til dag eller fra time til time. Ressourceforløbsgruppen arbejder med borgerne ud fra et helhedsperspektiv, og hele tiden i borgers tempo. De koordinerende sagsbehandlere arbejder som mentorer, sagsbehandlere, undervisere og til tider virksomhedskonsulenter. Foruden de koordinerende sagsbehandlere er der også tilknyttet virksomhedskonsulenter samt en beskæftigelsesmentor til teamet.

Hvem er du

  • Du er uddannet socialrådgiver/socialformidler med erfaringer i arbejdet med målgrupper langt fra arbejdsmarkedet, og gerne med psykiatriske patienter
  • Du har en kreativ tankegang, er positiv og forandringsparat og tror på borgerne og mulighederne for, at de kommer i beskæftigelse
  • Du er klar på at løse kerneopgaven anderledes, f.eks. Walk and talk eller ved at træne med sammen med borgeren
  • Du har en bred erhvervserfaring bag dig, gerne undervisningserfaring
  • Du har erfaring og gode kompetencer i forskellige kommunikative metoder, til at inddrage og sikre at borgeren tager ansvar for eget beskæftigelsesliv
  • Du kan skabe struktur og overblik i komplekse sager, og har erfaring med udarbejdelse af Rehabiliteringsplanens forberedende del
  • Du går op i god trivsel, vægter ærlighed og ordentlighed, og du har højt humør og en uformel omgangstone
  • Du kan arbejde selvstændigt med afveksling og dagligt ansvar, og kan skabe resultater i et spændende og udfordrende job.

Om jobbet

Vi har brug for, at du:

  • Arbejder med udvikling af borgerens arbejdsevne og muligheder på arbejdsmarkedet, således borgerne opnår mest mulig beskæftigelse 
  • Motiverer og inspirerer borgeren til uddannelse og job og til at indgå i kommunens øvrige tilbud
  • Foretager løbende, meningsfulde og effektive opfølgninger, altid med fokus på, hvordan borgeren kan komme tilbage på arbejdsmarkedet
  • Kan være tovholder i sagen i forhold til de tværfaglige indsatser der pågår
  • Kan skabe en professionel relation til borgeren, har øje for borgerens behov og tør at være nysgerrig på borgerens liv.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at straffeattest indhentes, inden ansættelsen kan finde sted. Straffeattest skal du selv hente digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk.

Den 1. august 2020 har vi indført røgfri arbejdstid i Assens Kommune.

Vil du vide mere

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at tage kontakt til fagkoordinator Tinne Bruselius på tlf. 64 74 70 99 eller koordinerende sagsbehandler Sanne Shah på tlf. 64 74 70 42.
Du kan læse mere om Assens Kommune på www.assens.dk.

Ansøgningsfristen er den 22. september 2020, og ansættelsessamtaler afholdes den 29. september 2020.

Vi glæder os til at høre fra dig.