icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Proaktiv og erfaren pressekonsulent til Assens Kommune

Assens Kommune søger en proaktiv, erfaren journalist med indgående kendskab til arbejdet på en redaktion. Du ved, hvad der skal til for at komme igennem til medierne med historier – og har måske også erfaring med at arbejde i en organisation.

Info

Evnen til at vinkle og spotte den gode historie er en integreret del af dit DNA. Du skriver skarpt, præcist og hurtigt – og evner at eksekvere. Og nok så vigtigt: Du har styr på og bruger de sociale medier strategisk. Du har gode relationer til pressen og har blik for proaktivt at omsætte historier til de lokale såvel som nationale medier.

Byrådets ambition er, at Assens Kommune skal være kendt som en erhvervsvenlig kommune, ligesom der er fokus på at tiltrække flere borgere. Erhvervs- og Vækstpolitikken står foran at skulle revideres, ligesom der bl.a. er sat et arbejde i gang med at udarbejde en bosætterstrategi. Din opgave bliver at fremme erhvervshistorierne samt understøtte fortællingen om erhvervsvenligheden.    

Derudover er der masser af andre historier, der venter på at blive fortalt. Din opgave bliver i ord og billeder at styrke og omsætte Byrådets visioner og strategier til både den lille og den store historie – den helt hverdagsnære fortælling fra vores dagtilbud, skoler og plejehjem til det store, banebrydende projekt om kyst- og lystfiskercenteret eller vores klimatiltag til kommunens borgere og ansatte.

Der er tale om en fast stilling på 37 timer, og vi forventer, at du kan tiltræde den 1. oktober 2020.

Om jobbet

Som pressekonsulent trives du i en travl hverdag, hvor du får til opgave at understøtte, hjælpe og rådgive organisationen i at få de mange historier ud over rampen. Du kan derfor både skrive pressemeddelelser, udarbejde kommunikationsplaner samt producere SoMe-indhold til kommunens egne platforme. Du tænker strategisk og analytisk – og tager selv initiativ til at opsøge organisationen i bestræbelserne på at sikre den professionelle håndtering af pressen samt kommunens egne kommunikations-platforme.     

Som pressekonsulent skal du:

  • agere proaktivt og selvstændigt.
  • kunne spotte de strategiske dagsordener i organisationen og evne at kommunikere dem ud internt og til pressen.
  • formulere dig skarpt og præcist både på skrift og i tale.
  • have erfaring med brugen af sociale medier og kan kommunikere historierne ud i billeder, små videoklip m.v.
  • sikre og udvikle Assens Kommunes tilstedeværelse på de sociale medier, så vi kommunikerer professionelt og målrettet.
  • kunne sparre med både direktøren og manden på gulvet om pressehåndtering og kommunikationsopgaver.    
  • understøtte arbejdspladserne i at blive gode til selv at fortælle og producere historier.
  • arbejde med kampagner, der understøtter fx erhvervstiltag.

Hvem er du

Vi lægger vægt på, at du:

  • har en relevant uddannelsesmæssig baggrund – formentlig som journalist.
  • har flere års erfaring med at arbejde redaktionelt som journalist, ligesom du måske har erfaring fra en organisation.
  • er god til at skabe tillidsfulde relationer.
  • evner at begå dig i en politisk styret organisation – diplomati og empati er væsentligt.

Du bliver en del af et kommunikationshold med tre kolleger, og du er indstillet på at bidrage til den samlede opgaveløsning, hvor vi hjælper hinanden. Du kan håndtere og trives i en hverdag, der er både omskiftelig og præget af uforudsigelighed, og hvor opgaverne ind imellem strækker sig ud over den normale arbejdstid. Du bliver en del af et ambitiøst hold, der hver dag arbejder efter professionelt at levere og højne den interne og eksterne kommunikation. Du har derfor selv høje ambitioner samt lysten og evnerne til at tænke stort.     

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesforhold sker ud fra gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse. Du skal selv indhente straffeattest ved ansættelse. Det kan du gøre digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk. 

Vil du vide mere

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationskoordinator Rikke Storm tlf. 30 59 43 24 eller risto@assens.dkPga. ferie kan du kontakte Rikke Storm i uge 28 og 29 samt fra den 14. august.

Fra uge 30 og frem til den 14. august, kan du kontakte webansvarlig Michael Heuing på tlf. 23 83 00 85 eller miheu@assens.dk.

Vi planlægger at afholde samtaler den 24. august. Evt. anden samtale forventes afholdt den 26. august.