icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Informationssikkerhedskoordinator til Assens Kommune

Har du lyst og engagement til at sikre god og effektiv styring af det administrative arbejde med informationssikkerhed i Assens Kommune? Så er du måske vores nye kollega!

Info

Assens Kommune søger en dygtig, administrativ medarbejder, der formår at arbejde struktureret med informationssikkerhed. Med en organisatorisk placering i kommunens IT-afdeling, vil du skulle arbejde på tværs af kommunens mange fagområder med informationssikkerhed i fokus.  
 
Hvem er vi  
Vi er i IT-afdelingen 11 medarbejdere, der arbejder med drift og support af kommunens digitale løsninger og infrastruktur. Derudover er der 4 digitaliseringskonsulenter, som samarbejder projektorienteret med digitale løsninger til forretningen. Vi har også en væsentlig samarbejdsrelation med vores jurister og DPO i forhold til persondataforordningen og anden relevant lovgivning.  
 
Om jobbet  
Vi har brug for en informationssikkerhedskoordinator, der kan være omdrejningspunktet for det praktiske arbejde med informationssikkerhed. Deriblandt ligger opgaver, såsom at sikre at der gennemføres kontroller, indhentes fortegnelser samt udarbejdes, journaliseres og genfremfindes relevant dokumentation.
 
Du vil blive en del af den daglige vurdering af scanningsresultater og systemlogs i forsøget på at finde tiltag til af forbedre informationssikkerheden på et generelt niveau. Desuden vil du få en rolle i forhold til udbredelsen af kendskabet til informationssikkerhed via e-learning, vejledninger mv. Jobbet vil også indebære deltagelse i forskellige mødekonstellationer, både som bidragsyder og som facilitator.
 
Hvem er du  
Vi forventer, at du:  
  • har en kontoruddannelse (HK), administrationsbachelor eller anden relevant baggrund  
  • er struktureret og sætter en ære i at have ordentlighed i egen opgaveløsning  
  • har analytiske evner til at gennemskue resultater fra scanninger, logs og brugerundersøgelser  
  • er vedholdende, så vi sikre, at den nødvendige dokumentation tilvejebringes  
  • trives både med selvstændigt arbejde og samarbejde på tværs af organisationen  
  • formidler godt – både skriftligt og mundtligt  
  • er lærenem og kan hurtigt omsætte opnået viden til konkret arbejde.  
Du vil blive oplært i kommunes implementering af GDPR og i informationssikkerhedsområdet generelt.  
 
Vi tilbyder  
En dynamisk arbejdsplads, med fokus på trivsel og samarbejde på tværs i organisationen.  
 
Du vil kunne læne dig op af kommunens øvrige, dygtige ressourcepersoner, der har dybere indsigt i henholdsvis den organisatoriske, juriske og IT-tekniske del af informationssikkerhedsområdet.  
 
Du vil opleve en spændende hverdag både med rutineprægede og udviklingsorienterede opgaver.  
 
Vi har flekstid, så arbejde og familieliv kan hænge sammen. Herudover har vi frokost- og sundhedsordning.  
 
Løn og ansættelsesvilkår  
Der er tale om en fuldtidsstilling (37 timer/uge) med opstart den 1. marts 2019 eller snarest. Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest ved ansættelse. Dette kan du gøre digitalt med NemID på www.borger.dk eller www.politi.dk.
 
Du vil personalemæssigt referere til IT-chef Morten Alm, men du vil i dit daglige arbejde have opgavemæssige relationer med hele ledelsesgruppen for databeskyttelse og informationssikkerhed, med borgerservice- og arbejdsmarkedschef Torben Christiansen for bordenden.  
 
Vil du vide mere  
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-chef Morten Alm på tlf. 64 74 73 54, eller borgerservice- og arbejdsmarkedschef Torben Christiansen på tlf. 64 74 73 01.  
 
Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 30. januar 2019.  
 
Vi glæder os til at høre fra dig.