icon-Job-i-Assens-Kommune

Job i Assens Kommune

Chef for Plan og Kultur til Assens Kommune

Brænder du for god planlægning og kan du få kultur, bæredygtige lokalsamfund og foreningsliv til at spille sammen i en udviklingskommune midt i kongeriget? Kan du arbejde i bredden og i dybden? Kan du skabe relationer op og ned og på kryds og tværs? Har du strategisk indsigt og udsyn? Er du en mester i opbygning og udvikling af relationer? Så er stillingen som chef for Plan og Kultur sikkert noget for dig, og vi vil gerne i dialog med dig.

Der foreligger en række opgaver, som den kommende chef skal håndtere og indgå i løsningen af. Herunder hører dialog med investorer, løbende at tiltrække medarbejdere med stærke kompetencer, sikre at ”Kultur som drivkraft” er på dagsordenen, balancere ressourcer og økonomi, sikre optimal sagsbehandling og fastholdelse af et godt arbejdsmiljø, sikre hensigtsmæssig betjening og servicering af politiske udvalg og give sparring til direktøren for forvaltningen.

Kompetencer

Jobbet som plan- og kulturchef er således komplekst og kræver en chef med gode faglige, ledelsesmæssige, personlige og sociale kompetencer, som gør vedkommende til en efterspurgt sparringspartner. Som en del af denne profil hører også stærke relationelle kompetencer og samarbejdsevner, der medvirker til at sikre tryghed og tillid i organisationen.

Det er også en vigtig kompetence at være en stærk og tydelig kommunikator, som i et enkelt og klart sprog kan formidle budskaber og sikre følgeskab såvel internt i kommunen som i samspillet med eksterne samarbejdspartnere.

Følgende 6 kompetencer er centrale for den kommende chef:

1. Kompleksitet, prioritering og arbejdsmiljø. Plan- og kulturchefen har en spændende og kompleks opgaveportefølje, hvor mange aktører vil forvente input og sparring fra chefen. Det er derfor vigtigt, at den kommende chef med sikker hånd kan prioritere sin tidsanvendelse. Samtidig skal den kommende chef også bidrage til at prioritere de opgaver, der flyder ind i Plan og Kultur, så der er sammenhæng mellem opgaver og tilgængelige ressourcer og dermed skabe forudsætninger for et godt arbejdsmiljø og muligheder for også fremadrettet at tiltrække kvalificerede og dygtige medarbejdere.

2. Strategisk indsigt og udsyn. Chefen skal have strategisk indsigt og strategisk udsyn og kunne se sammenhænge, muligheder og helheder, herunder i forhold til at videreudvikle det virkelig gode interne og eksterne samarbejde, hvor der er fælles fokus på at udvikle kommunen.

3. Fleksibelt ledelsesrum. Den kommende chef skal kunne agere hensigtsmæssigt i en kultur, hvor man arbejder sammen om løsningerne og opgaverne, og hvor der ikke er ”hegnspæle” omkring chefens ledelsesrum. Chefen skal prioritere og udnytte, at der er et ledelseskollegium, hvor man hjælper hinanden med opgaverne og kan fungere på kryds og tværs.

4. Relationsskaber. Det er helt afgørende, at den kommende chef for Plan og Kultur er særdeles dygtig til at skabe, udvikle og fastholde relationer som et centralt omdrejningspunkt for den fortsatte udvikling af Assens Kommune på plan- og kulturområdet.

5. Investordialog. Assens Kommune har de senere år oplevet en meget positiv udvikling i forhold til at tiltrække investorer, som vil bygge og udvikle i kommunen. Denne gunstige situation skal fastholdes, hvorfor den kommende chef for Plan og Kultur skal have stærke kompetencer i forhold til også fremadrettet at arbejde med investorer og balancere forskellige interesser. Dialog, opbygning af relationer og synlighed er nøgleord i den sammenhæng.

6. Udvikling af kultur- og fritidsliv. Chefen skal være i stand til at sammentænke kulturpolitikken, ”Kultur som drivkraft”, med Assens Kommunes øvrige politikker. Endvidere skal chefen aktivt bakke op om udviklingen i kultur- og fritidslivet og sikre, at Assens Kommune er en aktiv og engageret samarbejdspartner. Chefen skal trives med et tæt og tillidsfuldt samspil med kultur- og fritidslivet.

Personen

Det er endvidere vigtigt, at lederen:

  • Både er tålmodig, besidder handlekraft og med sikker hånd kan balancere mellem de skiftende behov for at tage initiativ og afvente. Når det er relevant, skal plan- og kulturchefen kunne eksekvere
  • Har en tilgang, hvor samarbejde og helhedsperspektiv udleves i praksis, og hvor tid til eftertænksomhed prioriteres
  • Er en holdspiller, som ser fremdrift og udvikling som en fælles opgave, hvor man tager fælles ansvar for igangsatte initiativer.
  • Har stærke proceskompetencer
  • Er nysgerrig, lyttende og lydhør over for ideer og perspektiver fra alle interessenter, herunder ledere og medarbejdere internt i Plan og Kultur, politikere og repræsentanter fra kulturlivet, fritid og lokalsamfund
  • Har en åben, værdibaseret og anerkendende ledelsesstil, hvor udfordringer og problemer er noget man taler åbent om og løser sammen
  • Er proaktiv og på forkant i forhold til at identificere udviklinger og tendenser og kan handle på disse inden de bliver til udfordringer og problemer
  • Er en dygtig kommunikator, som på en forståelig, troværdig og direkte måde formår at formidle sine budskaber
  • Er tillidsvækkende som et vigtigt grundlag for at skabe et arbejdsmiljø og en omgangsform, der understøtter tryghed og arbejdsglæde
  • Har personlig tydelighed og samtidig selvindsigt
  • Kan håndtere og agere i kompleksitet og er i stand til reducere kompleksitet
  • Har politisk tæft og forståelse for at agere på rette vis i samspillet med det politiske niveau.

Chefen for Plan- og Kultur refererer til direktøren for By, Land og Kultur.

Andet

Du kan læse mere om stillingen i stillings- og kompetenceprofilen.

Ansøgningsfrist: søndag den 4. december 2022.

Kontakt gerne direktør for By, Land og Kultur, Martin Albertsen, tlf. 23 43 90 15 eller partner i MUUSMANN, Carsten Søgaard, tlf. 30 30 28 81.