Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen Vandreture Verninge Mose og Åsemosen

Verninge Mose og Åsemosen

Verninge Mose på 13,8 hektar, og Åsemosen på 62 hektar finder du ved Verninge. I tæt samarbejde med lodsejere er området blevet en unik naturperle, der samtidig har til formål at mindske kvælstofudledningen til vores kystvande. Der er afmærkede vandreruter i både Verninge Mose og Åsemosen.

Læs her om baggrunden for vådområderne

Verninge Mose er skabt i 2018 ved at omlægge og afskære dræn. På den måde kan vandet løbe frit ud på engarealerne og om vinteren vil vandløbene i området gå over sine bredder. 

Formålet med projektet var at reducere udvaskningen af kvælstof, som tilføres vandløbet og som i sidste ende påvirker vore sårbare kystvande. Verninge Mose gennemskæres af Holmehave Bæk, som løber ud i Odense Å og videre ud i Odense Fjord.

Verninge Mose
Vådområdet ved Verninge Mose set fra luften.

Åsemosen blev anlagt i 2021 med et samlet areal på 62 hektar. Vådområdet er anlagt med lignende formål, at mindske kvælstofudledningen til de sårbare kystvande. Det gøres ved at genskabe den naturlige hydrologi i området. Vådområdet ved Åsemose fjerner cirka seks tons kvælstof pr. år. Kvælstof der ellers ville være blevet transporteret via Odense Å til Odense Fjord.

Hele området har efter etablering ændret karakter og består nu af en kombination af tørre og fugtige zoner – steder som med tiden vil udvikle sig til værdifuld natur som mose, eng og overdrev med gode forhold for både planter og dyr.

 Vådområde ved Åsemosen
Vådområdet ved Åsemosen set fra luften.

Gå på opdagelse

I Verninge Mose fører den anviste 3 km vandrerute dig rundt i området. En sti forbinder de to vådområder, og den anviste gule rute i Åsemosen fører dig gennem en 5 km lang vandrerute. Fra udkigsposten i Verninge Mose og Madpakkehuset i Åsemosen har du begge steder god udsigt til fuglelivet. Her ses - afhængigt af årstiden - gæs, ænder, viben, rød glente og en række vadefugle der er på træk. I sensommeren spæner små flokke af stære rundt og leder efter smådyr i det korte græs.

På engene kan du finde flere forskellige plantearter, som kuglemuseurt, kattehale og vandmynte. Alle arter der trives i området. For at holde området lysåbent, afgræsses det af kvæg, der kan gå ude året rundt. De er med deres kraftige pels godt beskyttet mod kulde, vind og nedbør. Kvæg er gode til naturpleje, da de afgræsser området nænsomt. De æder kun arter, som udkonkurrerer de følsomme planter, hvor sjældne insekter ofte stortrives. Samtidig former kvæget landskabet, når de bevæger sig rundt i vådområdet.

Se områdets stier og p-pladser på Google Maps

Find flere vandreruter og stier

Hvis du efter en gåtur i Verninge Mose eller ved Åsemosen har fået mod på mere natur og/eller friluftsliv, har VisitAssens og VisitFyn temasider om vandring på Vestfyn og det øvrige Fyn, hvor du kan finde masser af inspiration til din næste vandretur.

Se området oppe fra

Fra udkigsplatformen har du god udsigt til fugle, der søger føde ved søen og på engen. Her ses - afhængigt af årstiden - gæs, ænder, vadefugle på træk. I sensommeren spæner små flokke af stære rundt og leder efter smådyr i det korte græs.

Ejer

Private lodsejere.

Serviceoplysninger

I Verninge Mose fører den anviste 3 km vandrerute dig rundt i området. En sti forbinder de to vådområder, og den anviste gule rute i Åsemosen fører dig gennem en 5 km lang vandrerute.

Der er adgang til Verninge Mose fra Neversvej og Fuglekildevej, og til Åsemosen er der adgang fra Assensvejen og Neversvej.

I Verninge Mose er det ikke tilladt at have hund med ind i området, hvorimod den er velkommen i snor i Åsemosen. Det er ikke tilladt at have hest med ind i området.

Faciliteter

  • Bord/bænke
  • Udsigtspunkt
  • Shelter

Parkering

Neversvej og parkeringslommen ved Assens-landevejen
5690 Tommerup

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links