icon-Ud-i-naturen

Ud i naturen

Trunderupstierne

I Trunderupskoven er der masser af muligheder for at udforske friluftslivet. Du kan overnatte i sheltere, nyde den medbragte mad i madpakkehuset eller tilberede din mad på en af bål- og grillpladserne.

Fra platformen ude i den lille sø kan du også gøre et forsøg på at fange fisken til middagsbordet eller bare nyde den smukke udsigt over søen og landskabet.

I den sydvestlige del af Trunderupskoven kan du tage din hund med i hundeskov. Her må du lade din hund løbe frit rundt i det indhegnede område, men du skal have fuld kontrol over den. Inden for indhegningen er der et område kun for hvalpe. Ved hundeskoven er der forskellige aktivitetsredskaber til hundene, mens ejeren kan tage et hvil ved bord og bænk. Ophold i hundeskoven sker på eget ansvar.

Du kan også udforske det kuperede område og nyde den dejlige natur på en gåtur på stierne rundt i skoven. Stierne ligger dog i et så kuperet terræn, at de ikke egner sig til gangbesværede og barnevogne. Til gengæld kan både gangbesværede og familier med barnevogne komme frem til pladsen med madpakkehuset og udsigt over søen.

Området bliver af og til brugt til rollespil, så måske møder du både orker og trolde på din tur rundt i området.

Ønsker du selv at holde et arrangement i området, så skal du søge om tilladelse hos Assens Kommune, senest ti hverdage før arrangementet finder sted.

Shelter.

Landskab

Trunderupskoven er meget kuperet med varierende beplantning og store åbne skrænter og områder. Du finder også en lille sø, og der er flere gode muligheder for at nyde udsigten over landskabet.

Fiskesøen i Trunderupskoven.

Natur

Trunderupskoven er et meget stort naturområde med skov, sø og overdrev, så du har rig mulighed for at udfolde dig. Der er forskellige skovtyper som løv- og nåletræer, og store åbne arealer giver gode muligheder for at opleve naturen på egen hånd.

Kultur

I dag ejer Assens Kommune området, men tidligere var det ejet af Fengers Konservesfabrik. På det tidspunkt var området fyldt med frugtplantager.

Beliggenhed

Du kommer ind i Trunderup Skoven fra Trunderupvej i Haarby. Pluskode*: 9F7G64CV+VH

*Pluskoder fungerer ligesom adresser. Når der ikke er en adresse tilgængelig, kan du bruge en pluskode til at finde et sted på Google Maps.

Hvis du vil søge efter et sted ved hjælp af en pluskode, skal du blot bruge pluskoden som en adresse.

  1. Åbn Google Maps-appen Google Maps.

  2. Tryk på søgefeltet foroven, og indtast/indsæt pluskoden.

Ejer

Assens Kommune

Kontakt Miljø og Natur

Åbningstider:
Mandag-onsdag mellem kl. 10-15
Torsdag mellem kl. 10-17
Fredag mellem kl. 10-13

Tlf: 64 74 75 11

Send sikker e-mail via borger.dk
Send sikker e-mail via virk.dk
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din Nem ID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.