icon-Ud-i-naturen

Ud i naturen

Torø Huse - Assens stien

Stien mellem Torø Huse og Assens er ca. 3 km lang, og den går dels langs stranden og dels langs vejen. I Torø Huse starter stien ’bagest’ på P-pladsen ved forsamlingshuset. I Assens starter stien inde på området på ’Jordbassinerne’. Gå ind på området forbi bommen for enden af Rylevej.

I hver ende af stien har du mulighed for at forlænge turen i naturskønne områder. Ved Assens kan du opleve det 40 ha store naturareal "Jordbassinerne", og ved Torø Huse kan du fortsætte ud på halvøen Torø.

I perioder kan stien være delvist oversvømmet. Så kan du følge Torø Huse Vej op til den gamle sukkerroejernbane, der i dag fungerer som skinnecykelbane. Det er tilladt at gå langs banen, men pas på skinnecyklerne.

I Danmark må man overalt gå langs strandkanten, og det må man også mellem Torø Huse og Assens. Men den offentlige sti er på enkelte strækninger anlagt ad Torø Huse Vej. Pas på trafikken, når du går på vejen.

Nederst til venstre i billedet ses starten på Torø Huse - Assens stien ved "Jordbassinerne".

Torø Huse

Torø Huse er et tidligere fiskerleje med smalle gader. Størsteparten af byens huse blev bygget i 1870-1920. Fiskersamfundet var præget af hårdt arbejde, slid og nøjsomhed, og husene var små og tætliggende. Netop den tætte bebyggelse med smalle gyder og stræder skaber i dag Torø Huses idylliske bymiljø.

I byens hovedgade, Jacob Gades Vej, boede komponisten fra 1943 til sin død i 1963. Jacob Gade er især verdensberømt for kompositionen Tango Jalousie.

Torø Huse med Torø (til venstre) og Assens (til højre) i baggrunden.

Skibsvraget "Verka"

Verka blev bygget i 1913, og sejlede som fragtskib frem til 1970’erne. Da tiderne blev dårligere for små fragtskibe, har ejeren sikkert lagt hende op her i Torø Vig kun ca. 150 m fra land. De gode tider kom aldrig igen, og i 1977 begyndte hun at synke.

Officielt er vraget fortsat privat ejet, og da det ikke er til fare for skibstrafikken, har myndighederne ikke hjemmel til at fjerne vraget. Det er derfor ejeren, der i givet fald skal betale for at få det fjernet. Dermed bliver vraget formodentligt liggende, til det falder sammen og forsvinder fra havets overflade.

Verka i 1969 (Assens Lokalarkiv).

Jordbassinerne

Fra 1884 til 2006 producerede Assens Sukkerfabrik sukker fra sukkerroer. På roerne sad store mængder jord, der skulle skylles af, før de kunne bruges i produktionen. Jorden blev ledt over på et areal sydvest for fabrikken, der før 1884 var en flad strandeng kun ½ m over havniveau.

I årene før lukningen af fabrikken i 2006 blev der hvert år deponeret 45.000 ton jord - nok til at fylde 10 olympiske svømmebassiner. Og gennem de godt 120 år er det ca. 40 ha store område hævet, så det i dag ligger 10 m over havets overflade.

I dag er den tidligere sukkerfabriks hovedbygning rådhus for Assens Kommune, der også ejer området. Fabrikkens meget markante skorsten er bevaret ved rådhuset som et vartegn for kommunen.

Når du går rundt i området, så lad være med at gå hen til bassinkanterne. De er meget stejle, og kan være skrøbelige. Hold også øje med børn, og lad ikke hunden løbe frit. Al færdsel i området sker på eget ansvar.

Kort over Torø Huse - Assens stien.

Kontakt Miljø og Natur

Åbningstider:
Mandag-onsdag mellem kl. 10-15
Torsdag mellem kl. 10-17
Fredag mellem kl. 10-13

Tlf: 64 74 75 11

Send sikker e-mail via borger.dk
Send sikker e-mail via virk.dk
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din Nem ID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.