Sønderby Klint uden for Assens byder på sten, strand, vand, kyst og spændende fossiler. Området er nemlig geologisk interessant, og du kan se aflejringer fra tre gletsjere fra Weichsel-istiden.
I klintens smeltevandslag kan du finde mange forskellige spændende sten og fossiler. Der er fundet fossiler af spor, muslinger og blæksprutter fra ældre periode, og fra yngre tid er der fundet svampe, søpindsvin og vættelys.
Stranden er fyldt med sten. Her finder du bl.a. mange forskellige ledeblokke, som er sten, der kan føres tilbage til et bestemt område og er blevet flyttet af isen under istiden.
Ved p-pladsen er der bord og bænk, hvor du fx kan spise medbragt mad.
Sønderby Klint set fra Agernæs Havn.
Landskab
Kyststrækningen ved Sønderby Klint er ca. 3 km lang, og det højeste punkt er næsten 30 meter højt.
I perioder med meget nedbør skal du være opmærksom på, at der sker erosioner i klinten, og hvert år vælter dele af klinten ned over stranden. Denne fri erosion er af stor betydning, da man herved hele tiden får blotlagt de interessante lag.
Natur
Ved klinten er der flere sjældne planter for eksempel Almindelig Månerude, Eng-Gulstjerne, Svalerod og Plettet Kongepen. Planterne er alle internationalt beskyttet, så de må hverken plukkes eller ødelægges, og deres levesteder skal bevares.
Sønderby Klint.
Ejer
Flere lodsejere.
Serviceoplysninger
Praktisk Information
For at komme til Sønderby Klint skal du gå mod fra parkeringspladsen hen og langs vandet.
Der går en lille noget tilgroet sti ud til klinten, men du kan også gå langs stranden.
Tag også en dukkert i havet - læs mere om strande og badevand i linket længere nede på siden.
Parkering
Å Strandvej 24A 5631 Ebberup
Sønderby Klint finder du på kystvejen mellem Assens og Å-strand.
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din Nem ID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.