icon-Ud-i-naturen

Ud i naturen

Damsbo Skov

På de i alt 219 ha, som Damsbo Skov breder sig over, kan du opleve skoven i al dens pragt - kig efter vandløb, vandhuller, lavninger og forskellige bevoksninger. Læg også gåturen forbi det 700 år gamle egetræ og stendyssen ved p-pladsen.

Tag på vandretur i Damsbo Skov

Der er gode muligheder for en vandretur på de brede skovveje, og en gåtur på stierne i Damsbo Skov er velegnet for alle, men husk, at hunde skal være i snor.

Forår i Damsbo Skov. Der er skønt i skoven på alle tider af året, men om foråret er der særlig smukt.

Besøg også Damsbo Strand og et af Fyns reneste vandløb

Skoven består af områderne Havreskov, Billeslund, Smuttehaver, Skyttehaver, Tjærehaver og Bønderhaver. Skoven grænser ned til Helnæsbugten og til Damsbo Strand, som er en offentlig badestrand.

Hattebækken. der er et af Fyns reneste vandløb, slynger sig smukt igennem skoven – nogle steder med stejle brinker andre steder med gamle, meget velbevarede stensætninger fra omkring 1900-tallet. Terrænet i skoven er meget varieret. Der er både lave bakker og vældprægede skråninger, hvor mange små kilder udspringer, ned mod de mange moseagtige lavninger og mindre vandhuller.

Mød Adam og Eva og gule anemoner

Damsbo Skov er meget varieret med både løvtræer og nåletræer, og så er der en lille bevoksning med hestekastanietræer.

I skoven kan du se flere enkeltstående, store gamle egetræer, og især Damsbo Egen, som er godt 700 år gammel, er et besøg værd. De to store egetræer Adam og Eva står også side om side i skoven, og til dem knytter der sig en fortælling om to elskende, som ikke kunne få hinanden.

Langs kysten står Skov-Æbletræer, og om foråret kan du udover den klassiske hvide anemone også finde gul anemone flere steder langs stierne. Krybende Eng-Kabeleje har du også mulighed for at se ved nogle af sumpområderne og langs Hattebækken, og flere steder i skoven finder du Hulrodet Lærkespore og Dansk Arum (tidl. Dansk Ingefær).

Gule anemoner i Damsbo Skov.

Find bondeskovsindikatorer og stendysser

Skoven kan føres meget langt tilbage i tiden, hvilket den stadig bærer præg af. Floraen indeholder eksempelvis nogle såkaldte ”bondeskovsindikatorer”, som Skov-Gøgeurt, Tyndakset Gøgeurt og Ægbladet Fliglæbe. Så der er rig mulighed for en vandretur med botanisering for øje.

Lige overfor p-pladsen kan du via en lille vandresti gå en tur op til en meget velbevaret stendysse. I skoven finder du yderligere fem gravhøje, hvoraf de to muligvis har indeholdt dyssekamre, som er gravkamre inde i stendysserne.

Den smukke stendysse i Damsbo Skov.

Se vandreruter på kort

Via linket herunder kan du se vandreruter, toilet og p-pladser i Damsbo Skov:

Områdets stier og p-pladser på Google Maps

Find flere vandreruter og stier

Hvis du efter en gåtur i Damsbo Skov har fået mod på mere natur og/eller friluftsliv, har VisitAssens og VisitFyn temasider om vandring på Vestfyn og det øvrige Fyn, hvor du kan finde masser af inspiration til din næste vandretur.

Hvem ejer skoven

Private lodsejere.

Serviceoplysninger

Praktisk Information

I Damsbo Skov er der gode muligheder for at vandre.

Toilettet, som ligger ved parkeringspladsen - i skoven, er vinterlukket (1/10 - 1/5)

Yderlig Information

Folder om Lillebæltstien Øst med start eller slut i Damsbo Skov findes længere nede på siden. Her findes også forslag til andre ruter i området.

Parkering

Landevejen
5642 Millinge

Der er også busforbindelse både fra Faaborg og Haarby

Faciliteter

Toilet

Shelter

Bord/bænke

Kontakt Miljø og Natur - Team Natur

Tlf: 64 74 75 11

Send sikker e-mail via borger.dk
Send sikker e-mail via virk.dk
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.