icon-Ud-i-naturen

Ud i naturen

Blå 1 - Fiskehejren

Fiskehejren er iøjnefaldende og let genkendelig pga. sin størrelse, den har en højde på næsten en meter og et vingefang på knap to meter.

Til trods for fiskehejrens højde og vingefang vejer den dog ikke mere end en høne. I luften skelnes den fra storke og traner på sin s-formede hals. 

Fiskehejre.

Jagt

Fiskehejren jager sit bytte ved at stå ubevægelig i lang tid, og når den får øje på sit bytte, slår den til med et lynhurtigt hug med næbet. Den har en særpræget hals, med en ekstra lang sjette halshvirvel, dette gør, at den er i stand til at sluge større byttedyr. Den kan sluge skaller og torsk med en længde på 25-30 cm, og den kan sluge endnu større eksemplarer, hvis det er ål og fladfisk. De mange lavvandede områder på Bågø gør det nemt for fiskehejren at jage fisk og padder.

Fiskehejren har gennem tiden været udsat for et stort jagtpres. I middelalderen blev den jaget, fordi man anså dens kød som en delikatesse, og senere hen var den eftertragtet, fordi man anvendte dens nakke- og brystfjer til pynt på hatte. Derudover er den også blevet jaget senere, fordi man anså den som en konkurrent til fiskeriet. Dette stoppede i 1980 da fiskehejren blev fredet, det er dog stadig tilladt at jage fiskehejren ved dampbrug. Fredningen resulterede i en betydelig øgning af bestanden, og i løbet af de sidste tredive år er bestanden mere end tredoblet.

Under flugten trækker fiskehejren hovedet tilbage mellem skuldrene og strækker benene bagud. Under flugten høres ofte et hæst skrig, der bestemt ikke er blandt de smukkeste danske fuglestemmer.

Fiskehejren i Danmark

Fiskehejren er en almindelig yngelfugl i Danmark. Den yngler i kolonier med andre hejrer, kolonierne kan variere meget i størrelsen, fra nogle få par, til flere hundrede. Det er omkring Roskilde Fjord, på Lolland-Falster og i den vestlige del af Limfjorden, at man finder de største kolonier. Den bygger sin rede i toppen af høje træer, som både kan være gran og løvtræer. De kan bruge den samme rede i mange år. Hunnen lægger 4-6 blågrønne æg, som udruges af magerne i fællesskab.

Fiskehejren er den eneste almindelige hejre vi har i Danmark, og forekommer over hele landet, bortset fra Bornholm. Den kan blive op til 35 år gammel. Fiskehejren kommer til Danmark i begyndelsen af marts og trækker bort i september-oktober til lande som Sydfrankrig, Spanien eller Tyskland. Der er dog også en del fiskehejrer som overvintrer i landet, de flyver ud til kysterne hvis søerne og åerne fryser til.

Fiskehejrer.