Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen BestigBjerge Om BestigBjerge

Om BestigBjerge

I Assens Kommune har vi fire bakketoppe, der kvalificerer sig til at være bjerge.

Hvad er en bjergbestiger?

Hvert bjerg, der er med i BestigBjerge.dk, er forsynet med 2 trecifrede talkoder – en nær p-pladsen ved begyndelsen af turen og en nær toppen af bjerget. Skiltene med talkoderne er grønne metalskilte med BestigBjerges logo. Skiltene er gemt lidt, for det skal jo ikke være alt for nemt at knække koden til at blive en rigtig bjergbestiger på dansk! Kig bag på stolper eller skilte og under bordplader og bænkesæder eller lignende – så finder du snart ud af fidusen.

Når du har fundet de to talkoder, kan du enten tage dem med hjem til din computer, eller du kan benytte din smartphone på stedet: Du går ind på BestigBjerge.dk og finder registrerings-siden. Her skal du indtaste et valgfrit bjergbestigernavn og en personlig e-mailadresse. Det er e-mailadressen, som er vigtigst at huske, når du næste gang går ind på BestigBjerge.dk og registrerer, at du har besteget endnu et bjerg. Så kan hjemmesiden nemlig holde øje med, hvor mange højdemetre du efterhånden samler sammen.

Når du har besteget alle bjerge, der er med i BestigBjerge, bliver dit bjergbestigernavn vist i Hall of Fame. Her finder du kun de mest ihærdige bjergbestigere – og du skulle jo gerne være imellem. Men vær opmærksom! Selvom du er kommet i Hall of Fame, så vil nye bjerge i BestigBjerge-familien betyde, at du igen må på farten for at bevare din plads i Hall of Fame.


Alle BestigBjerge ruter er markeret med grønne pictogrammer med røde pile og BestigBjerge-logoet.

En nordmand med højdeskræk

I 2008 udkom tredje oplag af Bogen ”Guide til Danmarks Bjerge” skrevet af nordmanden Roger Pihl. Bogen er et omfattende opslagsværk til det danske højfjeld.

Et spin-off produkt fra bogen er aktiviteten ”BestigBjerge”, der har til formål at gøre dansk bjergklatring til et unikt fritidstilbud for alle. Det er Foreningen Søhøjlandet, som står bag projektet BestigBjerge.dk og på national plan er der 22 ”bjerge”. Læs mere på bestigbjerge.dk.

I Assens Kommune har vi fire bakketoppe, der kvalificerer sig til at være bjerge, ifølge kriterierne for BestigBjerge konceptet. Toppen af bjerget skal være mere end 100 meter over havets overflade, og bjerget skal være omtalt i Roger Pihls bog ”Guide til Danmarks Bjerge”.

Bestig Bjerge i Assens Kommune

I Assens Kommune kan vi tilbyde fire bjergvandringer: Frøbjerg Bavnehøj (Fyens højeste punkt, 130 moh), Vissenbjerg (129 moh), Brændholt Bjerg (115 moh), og Hjortebjerg (107 moh).

Læs evt. mere på:

BestigBjerge.dk

Bjerge i Assens Kommune

Hjortebjerg, der er en del af Jordløse Bakker, ligger 5 km sydøst for Haarby. Jordløse Bakker er den nordligste del af De Fynske Alper. Arealet er på 26 ha overdrev, samt 36 ha skov. Bakkerne har kun i mindre omfang været dyrket. Kreaturer græsser på overdrevet, der er en smuk og sjælden naturtype med mange truede blomster og insekter.

Læs mere om Hjortebjerg her:

Hjortebjerg

Når du har taget turen til toppen af Brændholt Bjerg på 115 meter, bliver du belønnet med en fantastisk udsigt over Højfyn. Brænd­holt Bjerg har Fyns flotteste udsigt, men står tit i skyggen af Frøbjerg Bavnehøj, der som Fyns højeste punkt får al opmærksomheden.

Brændholt Bjerg er et gammelt overdrev, jordbunden er tør og har været græsset i mange år. Til gengæld har bak­ken ikke været dyrket eller sprøjtet, og derfor kan I opleve en rigdom af blomster og insekter.

Læs mere om Frøbjerg Bavnehøj på:

Brændholt Bjerg

Frøbjerg Bavnehøj mellem Tommerup og Aarup sydvest for Odense er Fyns højeste punkt på 130 meter. Fra top­pen af Bavnehøjen er der en fantastisk udsigt over Fyn.

Bavnehøjen er en del af et karakteristisk dødislandskab. Bakkerne er flade på toppen med meget stejle sider og markante smeltevandsslugter. Det 12 ha store område omkring Frøbjerg Bavnehøj ejes af Naturstyrelsen og blev fredet i 1947. Området består af to bakker, selve Bavne­højen på 130 meter og den lille høj på 122 meter.

Læs mere om Frøbjerg Bavnehøj på:

Frøbjerg Bavnehøj

Landskabet ved Vissenbjerg – især det sydlige område – leder tankerne hen på en kæmpetrappe, hvor fladtoppede bakker udgør trinene. Vissenbjerg Skov er udlagt som naturskov, hvilket betyder, at sædvanlig skovdrift er indstil­let, og skoven henligger i dag til naturlig udvikling. Herved sikres træernes fulde livscyklus, hvilket giver plads til de svampe, insekter mv., som er tilknyttet træernes forrådnel­sesproces.

Som besøgende i skoven vil du over tid opleve en mere ”rodet” skov, der i mindre grad er præget af traditionelt højstammede løvtræer og ensartede be­voksninger. Til gengæld vil du forhåbentlig opleve et mere varieret plante- og dyreliv.

Læs mere om Vissenbjerg her:

Vissenbjerg

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links