Handlingssider

Ansøgning om dansk pas (børn og voksne)

Ansøgning om dansk pas kræver altid personligt fremmøde, da der skal laves identitetskontrol, optages underskrift og evt. fingeraftryk. Du kan med fordel udfylde en del af ansøgningen digitalt, før du møder op.

Du skal medbringe gyldig legitimation

  • Hvis du skal have fornyet dit pas, skal du medbringe det sidst udstedte pas. 
  • Hvis du ikke har noget pas i forvejen, skal der medbringes original dåbsattest eller navneattest samt billedlegitimation.
  • Hvis dit personnummer ikke fremgår af dåbs- eller navneattesten og hvis du ikke har et pas i forvejen, skal du medbringe dit sundhedskort (sygesikringsbevis). Men husk, det ikke er nok kun at medbringe dit sundhedskort.
  • Hvis du søger om pas til et unavngivet barn skal du medbringe en fødselsattest.
  • Hvis du søger om ændring af navn skal du medbringe en original navneattest eller vielsesattest. Hvis du ikke har en attest, kan du bestille den på www.personregistrering.dk

Det tager ca. 14 dage at producere et pas, så skal du rejse inden for denne periode, kan der være behov for forlængelse af dit nuværende pas eller udstedelse af et midlertidigt pas. Medarbejderen i Borgerservicecentret kan fortælle dig mere om dette.

Pasfoto

I Borgerservice på Assens Rådhus kan du få taget et pasfoto (pris 130 kr.). Du kan også selv medbringe foto, som skal opfylde politiets regler.

Husk samtykkeerklæring, hvis barnet er under 18 år

Er ansøgeren et barn (under 18 år) udfyldes samtykkeerklæringen af forældremyndighedens indehaver(e). Erklæringen udfyldes digitalt nedenfor ved brug af MitID. Begge forældre skal skrive under på samtykkeerklæringen, hvis der er fælles forældremyndighed. Er den ene forælder eneindehaver af forældremyndigheden, kan borgerservicemedarbejderen kræve dokumentation herfor.

Giv samtykke til udstedelse af dansk pas til børn under 18 år - OBS! Dit samtykke er gyldigt i 30 dage.

Afhentning af pas

OBS! Fra 1. januar 2022 skal alle pas afhentes ved personligt fremmøde i Borgerservice.
Passet skal afhentes inden for 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, herefter vil det blive annulleret og bortskaffet.

 

En liste over ting

  1. MitID

Sådan gør du

  1. Start ansøgningen
  2. Log på med MitID
  3. Indtast nødvenlige oplysninger
  4. Bestil tid i Borgerservice og spring køen over