Skip til hoved indholdet
    Hjem Om os Udvikling og strategi Social- og Sundhed Strategier, handleplaner m.v. Demensstrategi 2022

Demensstrategi 2022

FORORD

Assens Kommune har en vision: Med vilje og hjerte. Her tager vi ansvar for hinanden og for, hvordan vores lokalområder udvikler sig. Sammen skaber vi et helt særligt sted, hvor det gode liv leves: ”Det gode liv skaber vi sammen”.

Det falder godt i tråd med, at vi gerne vil være en demensvenlig kommune. Hvis vi skal lykkes med det, skal vi gøre det sammen! Vores ambition er, at vi sammen med borgere, medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere i erhvervsliv og civilsamfund kan skabe en demensvenlig kommune, hvor alle er opmærksomme på, at de kan gøre en forskel for mennesker med demens.

I 2017 vedtog Byrådet den første demensstrategi. Med den nye Demensstrategi 2022 har vi i Social og Ældreudvalget arbejdet målrettet på at videreudvikle og styrke demensindsatsen. Det er vores målsætning, at denne strategi skal være ambitiøs, men også realistisk. Samtidig er det vores målsætning, at strategien skal være dynamisk, og at den skal bruges, når vi træffer beslutninger, både politisk og i det daglige arbejde. Derfor omsætter vi de overordnede målsætninger i demensstrategien til konkrete handleplaner, som udvikles og tilpasses hvert år.

Strategien inddrager anbefalingerne i Den nationale demenshandlingsplan 2025, men baserer sig primært på lokale ambitioner og erfaringer i Assens Kommune. I september 2021 afviklede vi en workshop for mennesker med demens, deres pårørende og andre med interesse for demens. Workshoppen gav et første indblik i, hvordan man kan bevare en meningsfuld hverdag med høj livskvalitet, selvom man lever med en demenssygdom. Dette arbejde har vi videreført med projektmidler fra Socialstyrelsen. Projektet giver et detaljeret indblik i, hvad borgere i kommunen oplever som det gode liv, hvilke udfordringer de oplever i kraft af sygdommen, og hvad vi kan gøre som kommune og civilsamfund.

Disse erfaringer danner grundlag for den samlede demensstrategi, som sætter retningen for udviklingen af demensindsatsen de kommende år. Et centralt tema i erfaringsindsamlingen er forskellighed. Mennesker, der lever med en demenssygdom, er en sammensat gruppe, og de har forskellige livsvilkår, livssyn og livshistorier. Vi ønsker i Assens Kommune at imødekomme denne forskellighed, således at man kan bevare en genkendelig og meningsfuld hverdag, selvom man lever med demens. Det betyder, at vi skal have fokus på selvbestemmelse og inddragelse i indsatsen, og at vi har blik for den enkeltes behov, ressourcer og udviklingsmuligheder.

På vegne af Social og Ældreudvalget
Poul Erik Svendsen – Formand

Godkendt af Byrådet den 21. december 2022

_______________________________________________________________________________________

INDLEDNING

Hvad er demens?

Demens er betegnelsen på en række sygdomstilstande, der medfører, at hjernens funktioner svækkes. Demens viser sig oftest ved en svækkelse af hukommelsen og en forringelse af den praktiske funktionsevne i hverdagen, men kan også komme til udtryk på anden vis.

Det er svært at sige med sikkerhed, hvor stor udbredelse sygdommen har i Danmark, da mørketallene er store. Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at omkring 90.000 er direkte ramt af en demenssygdom, og at omkring 400.000 er nære pårørende til et menneske med demens. Nære pårørende omfatter partnere, børn, børnebørn og søskende. Assens Kommune har kontakt til 375 borgere, som er diagnosticeret med en demenssygdom (tal fra medio 2022), men antallet forventes at stige de kommende år, fordi der kommer flere ældre.

Gruppen af mennesker med en demenssygdom er sammensat. De fleste er over 65, men yngre aldersgrupper kan også blive ramt af demens. Nogle bor sammen med en partner eller ægtefælle, mens andre bor alene. Nogle foretrækker en aktiv livsstil med mange forpligtelser, mens andre foretrækker en rolig livsstil, som centrerer sig om hjemmet. Nogle har tidligere haft et normalt funktionsniveau, mens andre har udviklet demens ved siden af andre sygdomme og funktionsnedsættelser.

Fælles for alle er, at demenssygdommen skaber fundamentale forandringer i hverdagslivet både for dem selv og deres pårørende.

Hvad indeholder demensstrategien?

Assens Kommunes demensstrategi har tre sammenhængende fokuspunkter, som tilsammen sætter retningen for demensindsatsen.

  • DEMENSVENLIGE LOKALSAMFUND fokuserer på samfundet omkring mennesket med demens.
  • EN MENINGSFULD HVERDAG FOR ALLE fokuserer på det gode hverdagsliv, og hvordan det påvirkes af en demenssygdom. 
  • FLEKSIBLE, SAMMENHÆNGENDE OG VIDENSBASEREDE FORLØB fokuserer på, hvordan demensindsatsen udvikler sig undervejs i sygdomsforløbet, og hvordan den er organiseret på tværs af aktører og faggrupper. 

I de næste afsnit beskriver vi i detaljer, hvordan vi forstår de forskellige fokuspunkter, og hvilke målsætninger vi har under hvert punkt.

DEMENSVENLIGE LOKALSAMFUND

Mennesker, der lever med demens, kan have svært ved at bevare den kendte hverdag og har en øget risiko for ensomhed. For nogle skyldes det, at passivitet og manglende initiativ er et symptom på sygdommen. For andre, at de kan have svært ved at begå sig på egen hånd, og at mange indtryk f.eks. i supermarkedet kan forvirre. Andre igen oplever at blive mødt med negative forestillinger om deres sygdom, og de har 
ikke lyst til at blive stemplet som ’demente’. Vi har alle behov for at føle os som værdige borgere, der stadig har noget at byde på.

Derfor vil vi fremme demensvenlige lokalsamfund i Assens Kommune. Det er samfund, hvor mennesker med demens bliver mødt med forståelse og tålmodighed, så de kan deltage i hverdagslivet på egne præmisser. Et samfund hvor mennesker med demens kan føle sig trygge, når de færdes på egen hånd, hvor de kan finde vej, og hvor de får en håndsrækning, hvis de har brug for hjælp. Det er faktisk et samfund, 
som er godt at være i for alle, uanset om man har en sygdom eller ej.

Derfor skal vi som kommune tilbyde aktører i kommune og civilsamfund den fornødne viden om demens, så de bruger denne viden på netop deres område. Det kan være, at lokale dagligvarebutikker introducerer nye medarbejdere til, hvordan de bedst hjælper kunder med demens. Eller at lokale idrætsforeninger rummer mennesker med udfordringer. Der er brug for, at tabuer omkring demens nedbrydes. Det kan f.eks. betyde, at man rækker ud, hvis man ser tidlige tegn på demens i sin omgangskreds. Eller at man husker at dele gode historier om, hvad livet med demens også kan være. Demens er på ingen måde en let sygdom, men den bliver lettere, hvis vi kan tale om den.

Vi vil:

  • Informere og rådgive, så alle har adgang til tilgængelig og målrettet viden 
    om demens
  • Udfordre negative forestillinger om mennesker med demens
  • Samarbejde med aktører i civilsamfundet om at udvikle rummelige aktiviteter 
    og fællesskaber

EN MENINGSFULD HVERDAG FOR ALLE

Når man bliver ramt af en demenssygdom, mister hverdagen noget af sin selvfølgelighed, uanset om man selv har sygdommen, eller om man er pårørende. Måske får man sværere ved at betjene komfuret, Organisere kalenderen eller snakke med ved middagsbordet. Måske mister man overskuddet til at besøge familien eller hjælpe til i foreningen. Men det er netop igennem hverdagens aktiviteter og gøremål, at 
tilværelsen får indhold og mening.

Derfor skal mennesker, der lever med en demenssygdom, kunne blive i hverdagen og bevare deres identitet længst muligt. De skal hjælpes til at bevare det, de stadig magter, og til at finde alternativer til det, de ikke magter længere. Hjælpen skal tilrettelægges med respekt for forskellighed, så den enkelte kan blive i lige netop sin hverdag.

Det betyder, at ansatte i kommunen skal være opmærksomme på forskelle. Forskelle i livsvilkår, livssyn og livshistorier hos såvel mennesket, der lever med en demenssygdom, som hos de pårørende. Hvad der opleves som en meningsfuld hverdag, er forskellig fra borger til borger og udvikler sig over tid. Det betyder også, at vi skal være opmærksomme på det nære netværk omkring borgeren. Det vil ofte være en partner eller ægtefælle, men kan også være børn, venner og naboer. Mening i hverdagen skabes ikke hos den enkelte, men i samspil med andre. For nogle er det en naturlig del af hverdagen, at de har aktive fritidsliv hver for sig. For andre er det lige så naturligt, at de er fælles om interesser og aktiviteter. For nogle er det en selvfølge, at hus og have er ryddelige. For andre gør det ikke så meget. Det skaber behov for en individuelt tilpasset støtte og hjælp.

Vi vil: 

  • Møde og forstå den hverdag, der har betydning for den enkelte borger og de pårørende, der skal leve med en demenssygdom
  • Være opmærksomme på, hvordan forventninger til hverdagen udvikler sig i takt med sygdommen
  • Have blik for, at den enkeltes rolle skabes i en sammenhæng med andre 

FLEKSIBLE, SAMMENHÆNGENDE OG VIDENSBASEREDE FORLØB

En demenssygdom er en fremadskridende sygdom, som medfører tab af funktionsevne, og den kræver typisk en optrapning i kommunens støtte over tid. Det bringer mennesker, der lever med demens og deres pårørende, i kontakt med forskellige dele af det kommunale og det regionale system. Fra de tidlige stadier, hvor den nødvendige hjælp, gives af pårørende, hvis der er pårørende. Til det næste stadie, hvor hjælpen foregår i hjemmet. Til de senere stadier, hvor hjælpen ofte foregår på daghjem og plejehjem. Alligevel kan man ikke tale om ét sygdomsforløb. Det skyldes flere forhold. Dels at demensramte og pårørende er en sammensat gruppe med forskellige ønsker og behov, dels at sygdommen udvikler sig på forskellig vis og med forskellig hastighed hos de sygdomsramte.

Derfor skal indsatsen tilrettelægges på en måde, der kan rumme denne forskellighed. Indsatsen skal være fleksibel, således at den kan tilpasses sygdommens udvikling og de ønsker og behov, som opstår undervejs. Indsatsen skal være sammenhængende, så mennesker med demens og de pårørende oplever, at møde indsigt og forståelse på tværs af faglige, institutionelle og organisatoriske skillelinjer. Samtidig skal den forberede overgangene fra et indsatsniveau til et andet, som kan være belastende for både mennesker, der lever med demens, og pårørende. Endelig skal indsatsen være vidensbaseret. Viden skal være tilgængelig på tværs af afdelinger og faggrupper i kommunen, ligesom mennesker, der lever med demens, og deres pårørende skal have adgang til rådgivning hos kommunens demenskonsulenter.

Det betyder, at ansatte i kommunen må indgå i en kontinuerlig dialog, som inddrager både mennesket, der lever med demens, og de pårørende. På den måde kan vi være på forkant med ændringer i sygdommens udvikling, styrke samarbejdet med pårørende og mindske risikoen for nedslidning af de pårørende. Det betyder også, at vi samarbejder på tværs af afdelinger og faggrupper om udviklingen af fleksible og kreative løsninger, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov. Vi skal turde at tænke det umulige. Endelig kræver det kontinuerlig kompetenceudvikling af de ledere og medarbejdere, der møder mennesker med demens og deres pårørende.

Vi vil:

  • Løbende inddrage mennesker med demens og deres pårørende i tilrettelæggelsen 
    af indsatsen
  • Have opmærksomhed på, hvilke andre aktører der har en rolle, og som skal 
    inddrages i forløbet
  • Udvikle og udbrede demensfaglig viden for alle parter i sygdomsforløbet

FREM MOD EN DEMENSVENLIG KOMMUNE

Det er en central ambition i demensstrategien, at den kommer ud at leve – at ordene omsættes til handling. Med afsæt i strategien udvikler vi årlige handleplaner, som udpeger konkrete indsatser, der skal fremme demensvenligheden i kommunen.

Med de årlige handleplaner forpligter vi os på, at strategien kobles med den virkelighed og hverdag, vi møder blandt borgere i Assens Kommune. Ligesom den forpligter os på at være opdaterede på nyeste viden. Det gælder både politisk, forskningsmæssigt og kendskabet til de lokale behov og ønsker, som er her i Assens Kommune.

Sammen fortsætter vi arbejdet med at skabe det gode liv sammen, så vi kan blive en endnu mere demensvenlig kommune.

10 tegn på demens

  1. Glemsomhed
  2. Besvær med at udføre velkendte opgaver
  3. Problemer med at finde ord
  4. Forvirring vedrørende tid og sted
  5. Svigtende dømmekraft
  6. Problemer med at tænke abstrakt
  7. Vanskeligheder med at finde ting
  8. Forandringer i humør og adfærd
  9. Ændringer i personlighed
  10. Mangel på initiativ

Her kan du læse Demensstrategien 2022 som PDF

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Lukkedage

Nyttige links