---
title: "Ny sti på den nedlagte Assensbanen"
description: "Den tidligere jernbanestrækning mellem Assens og Glamsbjerg får nyt liv som en 17,5 km lang sti for gående og cyklister. Stien kommer til at forbinde Assens, Ebberup, Flemløse og Glamsbjerg og skabe en attraktiv rute gennem det vestfynske landskab."
date: "2026-08-11"
created: "2026-08-11"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Om os](https://www.assens.dk/om-os)

                    [Udvikling og strategi](https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi)

                    [By, Land og Kultur](https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi/by-land-og-kultur)

                    [Miljø og Teknik](https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi/by-land-og-kultur/miljoe-og-teknik)

                [Ny sti på den nedlagte Assensbanen](https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi/by-land-og-kultur/miljoe-og-teknik/ny-sti-paa-den-nedlagte-assensbanen)

# Ny sti på den nedlagte Assensbanen

Den tidligere jernbanestrækning mellem Assens og Glamsbjerg får nyt liv som en 17,5 km lang sti for gående og cyklister. Stien kommer til at forbinde Assens, Ebberup, Flemløse og Glamsbjerg og vil skabe en attraktiv rute gennem det vestfynske landskab.

![](https://www.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/8f13ce51-eb85-43b8-bcab-903d9b4f308c?width=800)

            Ny sti etableres på den gamle banestrækning mellem Glamsbjerg og Assens.

## En sammenhængende sti gennem natur og lokalsamfund

Når stien står færdig, bliver det muligt at bevæge sig gennem naturen på en sammenhængende og trafiksikker rute, der følger den gamle banestrækning og bringer brugerne tæt på både landsbyer, kulturhistorie og lokale oplevelser.

## En sikker forbindelse for borgere og elever

Den nye sti skal gøre det lettere og mere sikkert at gå eller cykle mellem byerne langs strækningen. Samtidig skaber den bedre forbindelser til områdets skoler og uddannelsesinstitutioner. Stien forbinder tre af kommunens skoledistrikter med folke- og friskoler, efterskoler og Campus Glamsbjerg.

Ved de steder, hvor stien krydser større veje, etableres der trafiksikkerhedstiltag, blandt andet helleanlæg og belysning, for at skabe trygge forhold for stiens brugere.

## Natur, motion og fællesskab

Stien giver nye muligheder for aktive oplevelser i hverdagen. Både borgere og besøgende får adgang til en naturskøn rute, hvor man kan gå, løbe eller cykle gennem nogle af Vestfyns smukke landskaber.

Projektet understøtter samtidig ønsket om at gøre det lettere at vælge klimavenlige transportformer og skabe bedre rammer for motion og friluftsliv.

## Historien følger med

Assensbanen blev indviet i 1884 og var i mange år en vigtig transportforbindelse mellem Assens og det øvrige jernbanenet. Efter togdriften ophørte, har dele af strækningen været anvendt til skinnecykling. Og det vil fremover fortsat være muligt at køre på skinnecykler fra Tommerup St. til Glamsbjerg.

Den nye sti viderefører fortællingen om den historiske banestrækning og giver samtidig den tidligere jernbane en ny funktion til glæde for både nuværende og kommende generationer.

## En del af det fælles fynske cykelnet

Stien indgår i arbejdet med at udvikle det fælles fynske cykelnet, som skal styrke mulighederne for fritids- og turismecykling på tværs af Fyn. Langs ruten arbejdes der med formidling og wayfinding, så det bliver nemt at finde vej til områdets mange attraktioner og oplevelser.

## Fakta om stien

- Strækning: Assens - Ebberup - Flemløse - Glamsbjerg.
- Længde: Ca. 17,5 km.
- Belægning: Fast grusbelægning.
- Anlægget omfatter fjernelse af de eksisterende skinner og sveller.
- Projektet er finansieret af midler fra Transportministeriets Cykelstipulje og Assens Kommune.
- Strækningen mellem Glamsbjerg og Tommerup Stationsby bevares til skinnecykler.

På denne side kan du løbende følge projektets udvikling og læse mere om arbejdet med den nye sti på den tidligere Assensbane.

## Den nye sti på Assensbanen tager form

Arbejdet med den nye rekreative sti på den nedlagte Assensbane skrider planmæssigt frem og er umiddelbart foran tidsplanen.
 Status er at:

- **Assens til Ebberup**: skinner og sveller er ved at blive fjernet og sporets overflade afrettes
- **Entreprise 2 - Ebberup til Flemløse:** skinner og sveller er fjernet, sporet er afrettet og udlægning af grus er påbegyndt
- **Entreprise 3 - Flemløse til Glamsbjerg:** skinner og sveller er fjernet og sporet er afrettet.

Vi henstiller til, at man af sikkerhedsmæssige årsager ikke færdes på sporet før arbejdet med stien er helt afsluttet og entreprenørerne er væk fra området.

## Miljø og Natur

### Rådhus Allé 5

5610
Assens

### Ring til os

[64 74 75 11](tel:64%2074%2075%2011)

### Skriv til os

[Send sikker e-mail via borger.dk](https://post.borger.dk/send/8198bd6f-f011-426a-b2dc-f58a99b1b38d/25576cf6-4d46-4115-91fe-9c558001433e/)

[Send sikker e-mail via virk.dk](https://virk.dk/digitalpost/new/8198bd6f-f011-426a-b2dc-f58a99b1b38d/25576cf6-4d46-4115-91fe-9c558001433e/)

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.
