Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Valgevent samler 800 unge i Assens

Den 4. november mødes alle 8.-10. klasserne i Assens Kommune for at deltage i en tro kopi af det kommende KV25. TikTok’er og journalist Lasse Winther er vært på demokratidagen, der også byder på oplæg fra professor Ulrik Kjær og input fra de unge til kommunens Ungeråd. Resultatet af ungevalget offentliggøres på valgaftenen den 18. november.

Hvordan styrker vi den demokratiske deltagelse ved fremtidens kommunalvalg? Det gør vi blandt andet ved at vække den demokratiske interesse hos de helt unge, mener Valgbestyrelsen i Assens Kommune. Og netop derfor er 800 af fremtidens vælgere inviteret til en dag fyldt med demokrati og gode valgvibes i Arena Assens.

”Vi samler alle elever i 8.-10. klasse for at vise dem, at lokaldemokratiet handler om indflydelse, deltagelse og fællesskab – og at det kun fungerer, hvis vi passer på det. Vi har desværre set en faldende valgdeltagelse ved de seneste kommunalvalg både her i Assens Kommune og nationalt. De helt unge er som kommende vælgere mindst lige så vigtige at engagere som de vælgere, der kan stemme nu og her,” fortæller formand for Valgbestyrelsen og borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.

Når valgklokken ringer den 4. november, skal alle 800 elever igennem en autentisk valghandling med stemmebokse, stemmeurner og stemmesedler - hvorpå de kan sætte deres kryds ved de samme partier og kandidater, som stiller op til Kommunalvalget i Assens Kommune 14 dage senere.

Resultatet af ungevalget, og dermed hvordan byrådet i Assens Kommune ville se ud, hvis det stod til de unge, bliver offentliggjort på valgaftenen på Assens Rådhus den 18. november, kl. 20.00.

Lokaldemokrati-ekspert vil tænde interesse for valg

På dagen tager professor fra Syddansk Universitet og lokaldemokrati-ekspert, Ulrik Kjær, også de unge med på en rejse gennem vores demokrati i både lokalt og globalt perspektiv.

”Jeg glæder mig især til at give de unge en forståelse af, at kommunalpolitik er vedkommende – det er jo politik tæt på vores hverdag. Jeg ser frem til at vise, at kommunalpolitikken indeholder mange store og svære prioriteringer. Og derfor, at både diskussionen i den kommunale valgkamp og selve valget er demokratisk vigtige,” fortæller han.

TikTok’er, YouTuber og journalist Lasse Winther er vært på hele forløbet, og han ser frem til at sørge for at de til tider lidt højtflyvende forklaringer om samfundet, bliver oversat til et sprog, som de unge kan forstå.

”Demokrati og folkestyre lyder ofte meget stort og abstrakt. Og det er heller ikke ret mange, der tænder på ord som 'kommunalvalg'. Men jeg vil prøve at gøre det lidt mere håndgribeligt og relaterbart - for i virkeligheden er det både meget simpelt og meget nært” siger Lasse Winther.

Assens Ungeråd indtager scenen

Alle klasserne har på forhånd gennemgået et undervisningsforløb i samfundsfag. Dels for at blive klædt på til at stemme og dels for at arbejde med deres egne perspektiver på ungelivet i Assens Kommune inden for temaerne: Mental sundhed og trivsel, skærmafhængighed, klima og bæredygtighed samt transport og infrastruktur.

Det er Assens Ungeråd, der har udpeget temaerne, og den 4. november vil medlemmer af Ungerådet gå på scenen for at modtage klassernes input. Eleverne vil samtidig få mulighed for at stemme om hvilke af deres inputs, Ungerådet skal arbejde videre med. Assens Ungeråd er nedsat for bl.a. at være de unges talerør.

”Det er en fantastisk mulighed for os i forhold til at få viden om, hvad der er vigtigt for kommunens unge. Vi glæder os både til at fortælle de andre unge, hvem vi er og til at høre, hvad de mener, vi som Ungeråd skal arbejde videre med og for,” siger formand for Assens Ungeråd, Nicola Pavlov.

Fuld opbakning fra skolerne

Der har været stor opbakning til arrangementet fra både fri-, privat- og folkeskolerne i kommunen, og tæt på 100% af de indbudte klasser møder op på dagen.

”Det er jo helt unikt, at eleverne på denne måde får indblik i lokaldemokratiet og kommunalvalget i både teori og praksis. Og så er det jo i øvrigt helt i tråd med Folkeskolelovens formålsparagraf om at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre,” lyder det fra chef for Dagtilbud og Skole i Assens Kommune, Espen Fossar Andersen.

Det er anden gang 8.-10. klasserne i Assens Kommune deltager i deres eget kommunalvalg. Sidste gang var ved Kommunalvalget i 2021.

Program:

AUTOMATISK INDSAT TABEL BESKRIVELSE

9.30

Velkomst v. borgmester Søren Steen Andersen

9.35

Dagens program og forløb v. Lasse Winther

9.45

Oplæg v. Ulrik Kjær, faciliteret af Lasse Winther

10.30

Introduktion til valghandlingen: hvorfor gør vi som vi gør i Danmark? Spørgsmål til kommunens valgansvarlige, Lene Wilhøft

10.45

Valget åbnes og de unge stemmer

11.30

De unges perspektiver – input til Ungerådet, der deltager på scenen

12.15

Quiz – hvem er klogest på valg og demokrati?

12.30

Tak for i dag

Lokation: Arena Assens

Rådhus Allé 25

5610 Assens

Fakta om valgdeltagelsen ved Kommunalvalg i Assens Kommune:

På landsplan er valgdeltagelsen desværre faldet ved de seneste valg. Det er også tilfældet i Assens Kommune. I 2021 var valgdeltagelsen 70,1 % mod 76,1 % i 2017, og 76,4 % i 2013.

Ris & ros til hjemmesiden

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links