Tre skoler klar til at teste skolemad i landsdækkende forsøg
Hvad betyder det for elevers sundhed, trivsel og læring, hvis de får serveret en fælles frokost hver dag? Det er tre folkeskoler i Assens Kommune nu klar til at finde ud af som led i det landsdækkende skolemadsforsøg. Når eleverne på udvalgte årgange vender tilbage efter juleferien, skal de nemlig samles til et gratis måltid hver dag i de næste 2,5 år.
Stole, borde og service til de 140 elever i udskolingen på Glamsbjergskolen er ankommet og klar til at blive sat op i centralrummet. Det første måltid bliver serveret den 5. januar – og i skolens elevråd glæder de sig til at opleve, hvilken forskel et fælles måltid måske kan gøre. Elevrådet har været involveret i hele etableringsfasen – blandt andet med valg af møbler og indretning af spiseområdet.
”Vi forventer, det kommer til at give bedre humør, og at folk har mere energi og mere tålmodighed i løbet af dagen. Den forskel kan jeg mærke hos mig selv, når jeg har madpakke med. Men for det meste glemmer jeg den – eller vælger at sove lidt længere om morgenen i stedet for”, fortæller elevrådsmedlem Vilads fra 9.a.
Sara fra 9.b er formand for elevrådet, og hun oplever også, at mange af klassekammeraterne ikke får spist i løbet af dagen.
”Mange af os har det presset med at spise foran hinanden. Det tror jeg også er en af årsagerne til, at mange ikke har madpakke med. Det håber jeg ændrer sig, når vi alle skal spise samtidig. At det bliver hyggeligt at sidde og spise og snakke sammen imens”, forklarer hun.
Ud over Glamsbjergskolen er også Haarby Skole og Peter Willemoesskolen blevet udtrukket som demonstrationsskoler i det landsdækkende skolemadsforsøg. På Haarby Skole er det ligeledes udskolingen, der er med – mens det på Peter Willemoesskolen er indskolingseleverne. Menuerne følger de officielle kostråd, og der er blandt andet indlagt en dag om ugen med fisk og to med vegetariske retter.
”Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan det blandt andet påvirker elevernes trivsel og koncentration. Personligt tror jeg ikke, der går mange uger, før vi kan se en effekt. Og ud over det, er det også spændende, hvordan de tager imod menuen, og om de er med på at smage noget, de måske ikke er vant til”, fortæller viceskoleleder på Glamsbjergskolen Anders Meulengracht Jensen.
Og skal man tro elevrådsformand Sara, så er hverken blomkåls-curry eller rødbedebøf noget, der afskrækker.
”Det bliver fedt at prøve noget nyt!”
Den 5. januar står menuen på Glamsbjergskolen på butter chicken med ris og ristede kokos.
Fakta
Tre skoler i Assens Kommune er blevet udtrukket som demonstrationsskoler i den nationale forsøgsordning med skolemad, som var en del af finanslovsaftalen for 2025. De tre skoler får dermed dækket både etablerings- og driftsomkostninger. Alle tre skoler er desuden udtrukket med en finansieringsmodel uden forældrebetaling. Forsøget løber frem til udgangen af 2028. Skolemaden skal leve op til Fødevarestyrelsens officielle kostråd.
På Glamsbjergskolen og Peter Willemoesskolen leveres skolemaden af en ekstern leverandør, mens Haarby Skole laver maden fra eget køkken.