Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Plejehjem får 2,6 mio. kr. til socialt udsatte ældre

På Bofællesskabet Odensevej i Assens Kommune har det høj prioritet at skabe et værdigt liv for ældre med sociale og sundhedsmæssige udfordringer, der blandt andet er relateret til misbrug. Med midler fra Social- og Boligstyrelsen sætter plejehjemmet nu nye tiltag i gang for at øge livskvaliteten – herunder ansættelse af en socialpædagog og en sygeplejerske.

Bofællesskabet Odensevej er hjem for mange forskellige typer af ældre. Nogle har haft et liv med arbejde og familie. Andre bærer på en livshistorie, der ikke er snorlige. En af dem er Nis. Han har boet på plejehjemmet i 6 år, og har mærket på egen krop, hvor meget det betyder at blive mødt af rummelighed og forståelse for lige netop det, man kommer med i bagagen.

”Jeg var rædselsslagen for at komme på plejehjem. Jeg troede, der ville være en masse med ”du må og du skal”, sådan er det slet ikke. Ingen bestemmer, hvad jeg skal – tværtimod. De møder mig kun med medmenneskelighed”, fortæller Nis.

Antallet af ældre i socialt udsatte positioner forventes at stige de kommende år - i takt med den generelle stigning i antallet af +80-årige.

”Derfor er det meget glædeligt, at vi nu får mulighed for at arbejde mere fagligt målrettet med netop den gruppe af borgere”, siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Assens Kommune, Mark Søgaard, og fortsætter:

” Uanset hvem man er, skal man opleve livskvalitet og værdighed - også i den sidste fase af livet. Vi skal derfor kunne rumme alle typer af mennesker på vores 9 plejehjem, som jo i øvrigt alle arbejder efter Eden-principperne, hvor det enkelte menneske og relationerne imellem mennesker kommer i første række. Derfor er det her et meget spændende projekt, som vi i Sundheds- og Ældreudvalget glæder os til at følge”, siger Mark Søgaard.

Socialfaglig medarbejder og ventilation

Med puljemidlerne i hånden kan Bofællesskabet Odensevej nu ansætte både en socialfaglig koordinator med pædagogisk baggrund og en ekstra sygeplejerske med socialfaglig viden.

Med flere fagligheder ombord, bliver det nemlig muligt at arbejde endnu mere målrettet med de specifikke problemstillinger, som ældre i udsatte positioner ofte oplever, forklarer leder af Bofællesskabet Odensevej, Christina Thomsen.

”Ofte har de beboere, der kommer fra et liv i en udsat position et mangelfuldt netværk, og deres liv har været præget af kaos. De kan derfor have brug for praktisk hjælp til at strukturere og håndtere både hverdag og økonomi. Samtidig med, at de har komplekse sundhedsmæssige udfordringer, der kan relatere sig til både tidligere og nuværende livsførelse”, forklarer Christina Thomsen.

Og netop en livsstil med afhængighed skal også kunne rummes, og det kræver en opkvalificering af fagligheden hos alle medarbejdere. Blandt andet af den grund kommer midlerne også til at finansiere et generelt kompetenceløft af medarbejderne i samarbejde med SOSU Syd samt løbende supervision.

”Det kan både værdimæssigt og fagligt være svært at rumme, når dem man gerne vil hjælpe, vælger et aktivt misbrug. Men når det er myndige, voksne mennesker, der flytter ind på et plejehjem, er vores opgave at sikre dem det bedst mulige liv i det, der nu er deres hjem. Vores mål er at skabe et hjem, hvor de stadig har selvbestemmelse og bliver mødt med respekt og rummelighed”, siger Christina Thomsen.

Også de fysiske rammer får et løft med blandt andet etablering af flere og mindre, rolige opholdsrum, ekstra ventilation i lejligheder og indkøb af brandsikre rygetæpper.

Fakta om puljen

Puljen ‘Bedre rammer for socialt udsatte ældre på plejehjem’ under Social og Boligstyrelsen udgør i alt 20,5 mio. kr.
Bofællesskabet Odensevej har modtaget 2,6 mio kr. til projektet ”Værdige Hverdagsliv”.

Projektet har tre centrale målsætninger på borgerniveau:

  • Beboeren i social udsathed oplever et meningsfuldt hverdagsliv efter indflytning på Odensevej.
  • Beboeren i social udsathed oplever at blive mødt med værdighed af medarbejderne på Odensevej.
  • Beboeren i social udsathed oplever forbedret sundhedstilstand efter indflytning på Odensevej.

Projektperioden løber fra 2026-2028.

Ris & ros til hjemmesiden

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links