Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nyt aktivitetshus på vej til borgere med demens og deres pårørende

Tirsdag den 1. april skal Social- og Ældreudvalget træffe beslutning om placeringen af et nyt Aktivitetshus på Dærupvej 5 i Glamsbjerg. Aktivitetshuset er en samling og nyudvikling af de nuværende tre daghjem, der rummer de visiterede tilbud til mennesker med demens og demenslignende sygdomme.

Nikker udvalget ja på tirsdagens udvalgsmøde, vil det nye Aktivitetshus flytte ind i bygningen ved siden af Aktivcentret, som tilbyder frivillige sociale og sundhedsfremmende aktiviteter.

Aktivitetshuset i Glamsbjerg vil kunne rumme cirka 50 visiterede pladser til mennesker med demens mod de nuværende 26 - og dertil 10 fleksible pladser i weekenden. Huset udvider dermed åbningstiderne fra 4 dage om ugen til 7 dage om ugen.

”I Social- og Ældreudvalget har vi en ambition om at styrke indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende. Derfor er visionen at forene gode faglige og frivillige kræfter i Aktivitetshuset. Placeringen i Glamsbjerg er attraktiv, fordi der netop her er gode muligheder for at udvikle og understøtte samarbejdet mellem kommune, civil- og lokalsamfund og andre relevante samarbejdspartnere”, siger formand for Social- og Ældreudvalget, Poul-Erik Svendsen.

Den foreslåede placering rummer i alt 800 m2, som efter en renovering skal danne rammen om små, trygge enheder for de visiterede borgere - samt et åbent og indbydende mødested for pårørende. Visiterede borgere vil få mulighed for en kørselsordning mellem deres bopæl og Aktivitetshuset med fokus på optimal ruteplanlægning og nem og tilgængelig transport til huset.

Udenomsarealerne og den nærliggende natur giver derudover mulighed for at udvikle udelivsaktiviteter i tæt samarbejde med borgere, pårørende og frivillige aktører.

”Aktivitetshuset, vil lige som alle vores plejehjem, være funderet i EDEN-filosofien, hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte families behov, håb og ressourcer. Tilbuddet skal understøttes af faglært personale med viden om demens. Ligesom demenskonsulenter og forebyggelseskonsulenter også vil have deres gang i huset. Når vi samler alle kræfter i Aktivitetshuset, giver det nogle fantastiske muligheder for vidensdeling og koordinering, så vi kan skabe sammenhængende og meningsfulde forløb for den enkelte borger og deres pårørende”, udtaler chef for Ældre og Forebyggelse, Lotte Lenius.

Hvis Social- og Ældreudvalget nikker ja til placeringen, kan arbejdet med at udvikle Aktivitetshuset gå i gang. Borgere, pårørende, frivillige og lokale vil blive inviteret med i udviklingen, så stedet kan tilpasses deres behov og ønsker.

I budgetaftalen for 2025-2028 er der afsat i alt kr. 4,5 mio. til den fysiske etablering af huset.

Se også: Jette fra Glamsbjerg lægger navn til aktivitetshus for mennesker med demens

Ris & ros til hjemmesiden

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links