---
title: "MusikFrø skal styrke trivsel og skoleparathed i børnehaveklasserne"
description: "Fra skoleåret 2026/2027 bliver musikundervisning en større del af skoleskemaet for elever i børnehaveklasserne i Assens Kommune. Assens Musikskole har nemlig lanceret deres nye indsats ’’Med MusikFrø i Skole’’, hvor fællesskabet i musikken gennem leg skal"
date: "2026-09-23"
created: "2026-09-23"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Om os](https://www.assens.dk/om-os)

                    [Nyt fra Assens Kommune](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune)

                    [Nyheder og pressemeddelelser](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser)

                [MusikFrø skal styrke trivsel og skoleparathed i børnehaveklasserne](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/musikfroe-skal-styrke-trivsel-og-skoleparathed-i-boernehaveklasserne)

# MusikFrø skal styrke trivsel og skoleparathed i børnehaveklasserne

Fra skoleåret 2026/2027 bliver musikundervisning en større del af skoleskemaet for elever i børnehaveklasserne i Assens Kommune. Assens Musikskole har nemlig lanceret deres nye indsats ’’Med MusikFrø i Skole’’, hvor fællesskabet i musikken gennem leg skal styrke de yngste elever i skolestarten.

        ![](https://www.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/6a1b80a9-2de6-462d-80e5-94c9de30ab99?width=800)

’’Før var jeg lille nu er jeg stor’’, skråler eleverne i børnehaveklasserne på Tommerup Skole sammen med en lille velkendt grøn skabning.

Assens Musikskoles musikglade, grønne figur ’MusikFrø’ har nemlig fået skoletaske, så den kan begynde i skole sammen med børnene. Sammen med sang, kazoo og musiklege skal den være med til at understøtte en tryg skolestart for børnene i kommunens børnehaveklasser.

I forbindelse med Budget 2026-2029 vedtog Assens Byråd at rulle projektet ”Med MusikFrø i Skole” ud på alle kommunens folkeskoler. Byrådet valgte at afsætte 140.000 kroner årligt 2026, 2027 og 2028, så alle børnehaveklasser modtager et ni ugers musikforløb fra Assens Musikskole i løbet af deres første skoleår.

Her laver underviserne en række musik- og sanglege, for at skabe en fællesskabsfølelse hos børnene.

”Når børn synger sammen, bevæger sig sammen og følger en fælles puls, oplever de konkret, hvad det vil sige at være en del af noget større end sig selv. Der opstår en harmoni”, fortæller souschef for musikskolen og leder af indsatsen Med MusikFrø i Skole, Anne Lene Hagedorn Christiansen.

Stella Ørn er musikunderviser på Assens Musikskole, og skal i ni uger undervise skolens børnehaveklasser på Tommerup Skole.

”Børnene kommer glade ind og vil gerne spille. Bare jeg tager posen med kazooer frem, bliver de vildt glade. Og det er det, musik kan. Jeg mærker, det giver dem en fællesskabsfølelse og en følelse af at være en del af noget større”, fortæller hun.

Den nye indsats bygger videre på indsatsen ’’MusikFrø i Børnehave’’ hvor børnene også her havde forskellige musikforløb med en underviser fra Assens Musikskole og MusikFrø.

”I Assens Kommune vil vi gerne åbne musikkens verden for så mange som muligt. Musikken kan så meget både socialt, fællesskabsmæssigt og kreativt, og nu får vi musikkens egenskaber helt ind i den første skoletid”, siger Henrik Kirk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Assens Kommune.

## **Genkendelighed er vigtigt**

Og netop fordi børnene kender MusikFrø fra børnehaven, er der en oplagt mulighed for at styrke forbindelsen mellem børnehave og skole, mener Troels Nissen, der er leder af Assens Musikskole:

”Skolerne gør meget for, at børnene skal føle sig trygge ved skolestart, og der er i Assens Kommune stort fokus på at få lavet den gode overgang mellem børnehave og skole. Her er MusikFrø i Skole et supplement, som kan bidrage til den gode skolestart, fordi vi her bringer musikken og noget genkendeligt ind i skolen, som børnene kender fra børnehaven”, siger han

Indsatsen er allerede i gang på Ebberup Skole, Haarby skole og Tommerup Skole. I løbet af skoleåret vil resten af kommunens folkeskoler også få besøg af MusikFrø og underviserne fra Assens Musikskole.

Projektet understøtter kommunens Kulturstrategi, som beskriver, hvordan kulturlivet skal være drivkraft for samarbejder og fællesskaber, men også hvordan kulturen og musikken skal styrke identitet, udvikling og livskvalitet og åbne for inspiration og nye erkendelser hos den enkelte.
