Skip til hoved indholdet
    Hjem Om os Nyt fra Assens Kommune Nyheder og pressemeddelelser Lone havde udsigt til aldrig at kunne arbejde igen,

Lone havde udsigt til aldrig at kunne arbejde igen,

... men det lavede muligheden for fleksjob om på.

”Det var som at få trukket gulvtæppet væk under mig, da jeg fik at vide, at jeg nok ikke kom til at arbejde igen”, fortæller 54-årige Lone Karlsen. 

Lone har dagligt smerter og følelsesløshed forskellige steder i kroppen, da hendes muskler og nervebaner bliver påvirket af en kronisk rygmarvsbetændelse.

 ”Da jeg fik diagnosen, fik jeg at vide, at jeg nok ikke kom til at arbejde igen. Det var en kæmpe mavepuster, da arbejde altid har været en stor del af min identitet”.

Via et afklaringsforløb gennem Jobcenteret i Assens Kommune, blev Lone Karlsen opmærksom på, at der var flere ting, hun stadig kunne, og det førte til en aftale med Gl. Avernæs Sinatur Hotel og Konference om at starte i fleksjob.

”Jeg ville gerne skabe værdi for deres virksomhed. For når jeg er med til at gøre en forskel, så giver det også værdi for mig”, fortæller Lone.

 

Ved at fokusere på styrkerne og det gode match, ser jeg mennesker som vokser, bliver engagerede, og som får tro på egne evner.

Nicklas Ottosson Kanstrup, direktør for Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference

Lone har nu arbejdet på hotellet i 17 år i fleksjob og har nu 3,5 times arbejde hver dag.

”Jeg har fået en helt unik arbejdsfunktion, som kan tilpasses til mine behov løbende. Jeg er meget glad for at være her, og jeg kan virkelig godt lide deres menneskesyn, og jeg ville ønske alle havde sådan nogle arbejdsgivere, som jeg har her”, fortæller Lone, og fortsætter:

”Det er vigtigt, at man selv er klar til at gøre en indsats, men det er også vigtigt, at virksomheden ser, hvilke styrker en fleksjobber har og skaber de rigtige rammer, så vedkommende kan udleve sit potentiale. Det gøres ved at se og spotte det enkelte menneskes behov. Det er det, som fungerer så godt på min arbejdsplads”.

På Gl. Avernæs er 4 ansat i fleksjob. Og det giver stor værdi til virksomheden, fortæller Nicklas Ottosson Kanstrup, direktør for Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference:

”Vi er meget opmærksomme på, hvad deres styrker er og tilrettelægger arbejdet ud fra det. Vi skal selvfølgelig være bevidste om de udfordringer, som gør, at der er brug for et fleksjob, men det er vigtigt, at vi ikke lader det styre”, siger han og fortsætter:

”Ved at fokusere på styrkerne og det gode match, ser jeg mennesker som vokser, bliver engagerede, og som får tro på egne evner. Alle har brug for at gøre en forskel og betyde noget. Og når vi tænker det med, så er det med til at gøre dem til de gode medarbejdere. Og det skaber stor værdi for os”, fortæller Niklas Ottosson Kanstrup.

I den kommende tid sætter vi fokus på mulighederne for fleksjob i anledningen af Middag med muligheder. Her mødes virksomheder, Jobcenter Assens og Assens Kommune for at drøfte muligheder for at skabe flere fleksjobs, så flere får muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

Arrangementet

Læs mere om arrangementet her:

Fleksjob

Har du mulighed for at hjælpe nogen i fleksjob, så læs mere om mulighederne her:

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links