Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Jette fra Glamsbjerg lægger navn til aktivitetshus for mennesker med demens

Højskolen Bøgildhus bliver navnet på det kommende aktivitetshus for borgere med demens, og andre kognitive svækkelser, der søger et rummeligt fællesskab. Og det er der en helt særlig grund til.

På Dærupvej i Glamsbjerg, hvor aktivitetshuset får til huse, lå der indtil 1976 et gartneri. Gartneriet blev drevet i flere generationer af familien Bøgild – senest af Jettes forældre. Og da Jette blev spurgt, om hun ville lægge familienavn til aktivitetshuset, var hun ikke i tvivl:

”Det er da en cadeau til min familie og til mine forældre, at de har sat sådan et aftryk i Glamsbjerg. Min mor var meget engageret i ældresagen, hun var højskolemenneske og så underviste hun i mange år herregymnastik i Aktivcenteret. Det er helt i hendes ånd at lægge navn til et aktivitetshus for borgere med demens,” fortælle Jette Bøgild Lund, der selv er bosiddende i Glamsbjerg.

Der er også en anden vigtig årsag til, at Højskolen Bøgildhus ligger både Jette og hendes mand Flemming på sinde. I 2024 blev Flemming nemlig diagnosticeret med Alzheimers. Parret ser derfor frem til, at de selv kan blive en del af huset.

”Jeg glæder mig til det åbner og til at blive en del af Højskolen Bøgildhus. Jeg har et stort socialt behov, så jeg vil gerne deltage både som bruger - og som en, der bidrager til fællesskabet,” forklarer Flemming.

Højskolen Bøgildhus er til stede på seniorlivsmessen i Fyrtårn Tommerup den 29.10, hvor du kan komme og få en dialog og høre mere om tankerne bag huset. Her kan du også møde både Flemming Lund og Janne Abildtrup, der er demenskonsulent i Assens Kommune.

Højskolen forventes at åbne efter sommeren 2026.

Fakta:

I 1926 etablerede Arne Bøgild Pedersen et handelsgartneri på Dærupvej 5. Hans søn, Henning Bøgild, drev gartneriet videre frem til 1975. Både Henning og hans hustru, Else Bøgild, havde stærk tilknytning til området. Else boede i den gamle gartnerbolig helt frem til 2023 og var kendt for sit engagement i foreningslivet og som gymnastiklærer.

Betegnelsen højskole er valgt, fordi det symboliserer fællesskab.

Se også: Nyt aktivitetshus på vej til borgere med demens og deres pårørende

Ris & ros til hjemmesiden

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links